Om søskendekærlighed -klumme

Søskendekærlighed
Der er kun halvandet år mellem mine to mellemste piger.
Da den lille nybagte storesøster så sin nyfødte søster for første gang, kyssede hun hende forsigtigt på det dunede hoved – og sekundet efter kradsede hun så en lang flænge på den lille babykind.

Som lillesøster voksede op, fortsatte deres forhold med at indeholde lige dele kærlighed og voldshandlinger.
Lillesøsters fine nye tænder blev konstant afprøvet på storesøsters fingre, og storesøsters karateøvelser involverede også gerne et par spark mod lillesøsters knæ – men der er også blevet udvekslet så mange knus mellem dem, at man i perioder blev i tvivl, om de egentlig var siamesiske tvillinger.

Nu er de 6 og 7 år gamle. Den yngste af dem er lige startet i skole, og hendes stolte storesøster står klar foran hendes klasse før alle frikvarterer, så hun kan vise hende til rette og beskytte hende mod alle de store børns vilde lege.
Når jeg henter dem fra skole, kan jeg se dem stå med armene om hinandens skuldre og vente på mig, og lærerne falder i svime over hvor søde de er ved hinanden.

Idyllen plejer at krakelere når vi kommer hjem, og allerede inden aftensmadstid, har de uddelt kaskader af hårde ord og trusler til hinanden, og er begge skidesure.

Deres far og jeg har ofte talt om hvorfor pigerne mon skændes så meget.
Rent genetisk burde de have fantastisk potentiale til at være supersøskende: min mand husker nemlig tydeligt hvor overbærende og hjælpsom en storebror han var som barn – og jeg tænker også at min lillesøster var utroligt heldig, at have lige mig som søster: jeg tævede alle dem der drillede hende, fortalte historier og fandt på fantastiske lege.
Som jeg huskede det, var min barndom ren søsteridyl.

Men en eftermiddag, hvor jeg sad og trøstede to rasende og forrevne søstre, der lige havde haft et stort skænderi om hvem der havde ryddet mindst op, kom min lillesøster på besøg.

Da de to stridssøstre var pacificerede, med malebog og spillemaskine, klagede jeg min nød til min søster, og undrede mig over hvorfor de skændtes så meget, for det havde vi jo aldrig gjort?

Nå, men hvis man ikke vil have ødelagt sine idealiserede billeder af sig selv, skal man bare undlade at spørge andre – især ikke dem man forestiller sig man lidt har opført sig pletfrit over for.

Min lillesøster havde ihvertfald en del små anekdoter, der ikke alle viste mig i et helgenagtigt storesøsterlys…
Havde selv slettet alle de mindre flatterende storesøster-historier fra min mentale harddrive, og må nok indse at mine børn faktisk behandler hinanden ret godt – og ihvertfald ikke dårligere end jeg behandlede min søster.

Som hun sagde:”det værste var faktisk ikke at du altid fandt min hemmelige dagbog og læste den – det var, at du rettede stavefejl med en rød tusch i den…”

Med røde ører huskede jeg så pludselig, hvordan jeg ofte hældte flydende sæbe på hendes tandbørste, når hun var irriterende, og med skadefro gnækkede, når hun spyttede lavendelduftende skum ud.

Det undrede mig dengang, at hun aldrig gjorde gengæld: sæbetricket var sgu da så nemt at planke, og så utroligt tilfredsstillende at se på, når ens plageånd harkede sæbeskum op.

Så jeg spurgte hvorfor hun aldrig havde gjort gengæld – og fik det utroligt klamme svar:”Kan du huske vores marsvins drikkeflasker, der altid fik sådan nogle slimede grønne alger på indersiden? Gæt selv hvis tandbørste, jeg brugte til at fjerne dem med, når du var storesøsterdum….”

Da vi var færdige med at grine, og have kvalme, over minderne, så vi på mine mellempiger, der nu sad sødt og hjalp hinanden med et spil, og blev enige om at de sgu nok var meget almindelige, og at søskende – trods alt – var dejlige at have.

Men jeg tror jeg fremover vil opbevare deres tandbørster et sikkert sted…

(klumme fra “vores børn” – opmærksomme læsere, vil nok have læst elementer af den på bloggen – men her er den samlet)

5 thoughts on “Om søskendekærlighed -klumme

  1. Tak for grin. Især denne her sætning:
    ”det værste var faktisk ikke at du altid fandt min hemmelige dagbog og læste den – det var, at du rettede stavefejl med en rød tusch i den…” resulterede i, at der kom danskvand ud af næsen på mig.

  2. Haha hvor er der bare nogle sjove anekdoter imellem. Jeg var heller ikke for flink mod min lillesøster, da vi var børn. Glæder mig ikke til, at jeg får børn, hvis væremåde går i arv 🙂

    • hahaha – i det mindste ved du det endnu, det kom virkeligt bag på mig, jeg tænkte bare aT JEG HAVDE VÆRET SÅ SØD…

  3. Åh ja, hukommelsen er en skøn én 😉
    Jeg mindes også kun, at have været en super sød storesøster for min lillebror – er temmelig sikker på, at han ikke er helt enig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *