12/30/12

Om kiksede nytårsfester

Nytårsaften er sådan en fest, der altid pustes vildt op: den SKAL bare være årets fedeste!

Dengang vi var unge og barnløse holdt vi tit fester, men til nytår svarede folk altid først i sidste øjeblik – tror det var noget med, at man jo kunne risikere at der kom en helt fantastisk invitation, og så var det ærgeligt bare at have sagt ja til de gamle venner, eller noget i den stil.

Vi holdt nogle fede fester, men skal jeg være ærlig, har jeg været til langt flere dårlige nytårsfester, end gode.

Jeg bloggede sidste nytår, om vores kiksede nytår i London.
Det er ikke engang den dårligste nytårsaften jeg har været til.

Top 5, over kiksede nytårsfester

5. Det år, hvor jeg var 15, og min veninde inviterede mig til fest. Festmiddagen var hendes fars slimede grønlangkål, og de inviterede drenge dukkede aldrig op. Vi drak os stive i kiwilikør, og sov før midnat.

4. Det nytår hvor jeg var 17 år, og i Sydney, Australien. Vi var 8 venner, der havde lejet en lejlighed i centrum, og vi skulle bare feste igennem. Bortset fra at jeg fik jordens værste hovedpine, og sad og hang ind over festmiddagen, og hele aftenen fremstår i en tåge. Vi så fyrværkeri ved operahuset, og min veninde kyssede med en der var berømt – og jeg husker ikke en skid.

3. Det år hvor vi havde planlagt den vildeste fest, og havde fået passet vores ældste datter, der dengang var 2. Hun fik feber dagen før, og babysitteren sprang derfor fra.
25 vilde gæster, og en syg 2 årig matchede dårligt, så vi aflyste. To af vores ældste venner kunne ikke finde en anden fest, og kom alligevel, til en meget, meget stille aften, hvor vi skålede hviskende, hen over sygt barn i sofa.

2. Det år hvor nogle af mine engelske venner, jeg havde mødt i Australien, holdt fest i Newcastle.
Der var fest på den nærmeste pub, hvor man skulle komme udklædt – så det gjorde vi.
Ingen af os havde kostumer med, så vi byttede tøj med hinanden, så pigerne var i mandetøj med skæg og cigar, og fyrene i kjole og makeup.
Udover en tyk bartenderpige, der var klædt som klokkeblomst, var vi 7 de eneste udklædte…
Det var underligt akavet, så vi gik tidligt hjem, for at feste – hvor jeg kom til at brække låsen i døren til badeværelset, og de andre brugte halvanden time på at få brudt døren op, så jeg kunne komme ud. Det var koldt og meget, meget kedeligt.

1. Nytåret 2000, hvor vi var inviteret til stor fest, hos nogle vi ikke kendte – nogle venners venner.
Folk var meget fulde, og en lækker pige bagte uhæmmet på Ninjaman(der var så fuld, at han nærmest sad op og sov, og ikke fattede det). Hun dansede sexet foran ham, og sagde til hans venner at de skulle fortælle ham, at hun da var mere hot end mig – men da jeg overhørte hende forsøge at lokke en veninde til at distrahere mig, mens hun fik ham hevet min halvt bevidstløse kæreste, ned i en taxa og med hjem, kom jeg muligvis til at knalde min albue rigtigt hårdt ind i hendes ansigt….
Og stjal ham hurtigt med hjem selv.

Bortset fra et par supergode fester, lige da vi havde købt hus, har de hyggeligste nytårsaftener faktisk været dem med børn og gode venner.
Børn der leger sammen med vennernes børn, og er helt oppe at køre over hvor højtideligt og spændende det hele er, og voksne der har tid til at sidde og pimpe rødvin hele natten, uden at behøve tænke på at overholde børnesovetider.

Har I styr på jeres fest endnu? Ellers er der et rigtigt godt tip her.

20121230-211925.jpg
Foto fra sidste nytår – hvor lanternen fløj op og satte sig fast i et træ, mens alle voksne løb rundt i panik, og overvejede om vi skulle gøre noget drastisk for at slukke den – og så slukkede den helt udramatisk af sig selv, hurtigt efter….

12/26/12

Om peber og pølse

Nå, ville have sagt noget klogt, eller fortalt noget spændende, om vores juleaften – men den tunge julemad har sat sig på min hjerne, og jeg kan ikke samle tankerne.

Det var en hyggelig aften, med tindrende lykkelige unger og godt selskab.
Og god mad.
Kun medisteren (en jysk tradition, som Ninjaman har indført i familien) kunne jeg holde igen med, for det tog min appetit, at nogen konstaterede at det lignede: “en travl aften i swingerklubben”!

20121227-092522.jpg

Jeg fik primært hjemmelavede gaver, blandt andet denne flotte sag, som jeg var lidt tid om at fatte hvad var:

20121226-141306.jpg
En håndlavet peberbøsse.

Som den glade giver sagde:”du skal bare lige købe en bundprop der passer til! Og noget lidt tykt peber!”
Ok så.

20121226-141411.jpg

12/23/12

Om gaveindpakning del 2

Da jeg var 13-14 år havde min far en kæreste, der hed Susanna.
Jeg kan ikke huske andet om hende, end at hun var ret sød, havde hekselange negle – og stod for mine og min søsters julegaver det år.

Vi holdt jul hos min fars forældre, og hele aftenen gik vi og beundrede de gaver hun havde pakket ind: der var en der var pakket ind i paisleymønstret stof, med silkebånd om; to med buketter af plastikblomster på; to med små fugle siddende på båndet; en med papir der havde holografisk mønster og en med mindst ti forskellige bånd om.

Så flot indpakkede gaver har jeg hverken set før eller siden – og på det tidspunkt var det i kæmpe kontrast til nogle år før, hvor gaverne slet ikke havde været pakket ind, men vi bare havde fået en skraldesæk hver, med alt det vi havde sat kryds ved i legetøjskataloget.
Det var helt vildt, og en meget mærkelig jul, hvor vi sad og fordelte tingene i flere timer, med:”øh – var det dig eller mig der ønskede sig den her babydukke? Og hvad med de her farver? Og yoyoerne? Spillet her er vist dit.”

Desværre var hende Susanna ikke lige så god til at købe gaver, som hun var til at pakke dem ind – på det tidspunkt gik jeg med en tam rotte på skulderen og var aktiv i græsrodsbevægelser – så en similibesat broche der forestillede Mickey Mouse, en ungdomsbog om heste og et karrygult pashminatørklæde, var ikke lige det der passede bedst til mit image…

Stor skuffelse.
Men jeg gemte fuglen og blomsterne fra pakkerne i flere år, og havde muligvis glemt Susanna, hvis det ikke var for hendes indpakningsevner.

Da jeg sad og pakkede børnenes julegaver grimt ind, tænkte jeg over, om det mon var derfor jeg nægtede at lære, at gøre det pænt: hvis gaverne er grimme, kan man kun blive glædeligt overrasket over indhold – hvor overdrevent flotte pakker næsten kun kan skuffe?

12/23/12

Om gaveindpakning

Jeg fatter ikke rigtigt det der med gaveindpakning: jeg er både for fummelfingret, doven og nærig, til at få gaverne til at se pæne ud.
Gider ikke bruge penge på dyrt papir, og pynt, der bare flåes af.

Det er noget med krøllede hjørner, papir der gaber og intet pynt på, når jeg pakker ind.
Er heller ikke for fin, til bare at slynge lidt sølvpapir om, i stedet for at pakke ind…

Af samme grund, er det altid Ninjaman der pakker gaver ind herhjemme: han er perfektionistisk, og har mange års erfaring, som gaveindpakker, i sine forældres butik.

I år var jeg sygemeldt en uge, efter operation, så det gav mening, at jeg alligevel gjorde det.
3-4 pakker til hvert barn(vi køber også for bedsteforældrene), og så alle de perleplader, lerfigurer, glas med pebernødder og malerier, ungerne havde lavet til andre.

“Neiiiij, hvor sødt – har supertumling hjulpet dig?” spurgte de store imponeret, da de kom hjem fra skole og så bunken.
Det sagde jeg faktisk ja til – selv om det ikke var sandt – og pigerne krøllede bånd, og klistrede på de fedtede pakker.
Det hjalp.
Lidt.

Havde en afrundende pointe, omkring flot indpakkede gaver, men den må i vente lidt med, for nu skændes mine børn igen.
Skal lige skille dem ad.

Kig ind senere, så er pointen nok kommet!

12/20/12

Om yndlingsjulepynt

Jeg er jo ikke den store julepynter – eller indretningsekspert i det hele taget.
Det med pynt, styrer mine fire entusiatiske julepyntsjunkier, med benhård hånd.
Det meste pynt vi har, er fra tilbudsrodekasserne i netto, hvor jeg indimellem har sluppet pigerne løs, sammen med 25 kroner, og et ønske om at de prøvede at holde det lidt rødt.

Dette betyder også, at vi ejer rædsler som denne glimmer-havenisse:

20121220-211705.jpg
Han var rød, og kostede 2 kroner, så han opfyldte mine krav – og børnene får ham helt sikkert med, når de flytter hjemmefra!

Det eneste julepynt jeg har et forhold til, er to strikkende nisser min dagplejemor lavede, og en lysestage fra min barndom.
Og så denne her, som krea-Girl lavede da hun var 3:

20121220-211918.jpg
Jeg troede i lang tid, at englen havde en dobbelthage – det viste sig, at hun bare havde to læber.
Det giver mening.
Er vild med ørerne.
Og det vilde udtryk i øjnene.

Ville ønske jeg var sådan en, der gad lave julepynt, for når jeg ser denne grimme engel, bliver jeg altid så glad – og det kunne være fint at have noget fra dem hver.

Til gengæld kan jeg glæde mig over at have tusch-kruseduller på både mit gulv og mit bord, udført af yngre varianter af alle fire børn – det må da tælle lidt, som helårspynt?

12/19/12

Om oprydnings-strategier

Hvis de tre ældste børn energisk har brugt en eftermiddag på at male julegaver i smug på børneværelset, har de flere muligheder for hvordan de skal få ryddet op efter sig.
Vi har set det mange gange efterhånden, og oprydningen falder som regel ind under en af disse kategorier:
1): mellemste barn bestikker de andre til at gøre det, med slik eller penge

2:) to mindste skændes så meget, at den ældste giver op og gør det alene

3): yngste barn råber at de andre er nogle idioter, og skrider, og så benytter mellemste sig af chancen til at indynde sig hos ældste, og rydder op selv.

4): de lader være med at rydde op

5): de putter alt rodet ned i en kasse, og dækket den pænt til med tæpper og puder

I dag oplevede vi så en ny taktik: i vindueskarmen ude ved trappen, fandt jeg fem små bøtter maling, der venligt appellerede til, at jeg ryddede dem op. Ved siden af dem lå der endda et bolsje…
Kunne ikke stå for de høflige små bøtter, og gjorde det.
Blev modtaget af smørede smil fra tre piger, der øjnede en helt ny oprydningsmetode.
Damn! Vidste jeg ikke skulle være faldet for det!

20121219-211146.jpg

12/18/12

Om sovende tidsmaskiner og æggelugt

Jeg har noget med at se på mine børn når de sover, og tage kedelige fotos af dem imens.
Lige nu har jeg de to mindste hjemme, med sammenlagt 79 graders feber, og da de er så slatne, at de går i panik hvis jeg flytter mig alt for langt væk fra smørhullet i sofaen, kan jeg virkeligt få dyrket det der, med at se på dem når de sover.

20121218-121947.jpg
Det et muligt at de er hostende, klynkende og holder os oppe hele natten for at blive trøstet – men de er heldigvis også hjerteskærende kære.
Særligt når de sover.
Børn der sover, ser pludselig flere år yngre ud – det er som en miniudgave af en tidsmaskine.

Hende min store 2 1/2 årige, der lige har lært at råbe:”NEJ!!” hvis man tillader sig at foreslå at hun tager bukser på, og ublu bager på min mand, ligger lige nu sovende og varm på min brystkasse.

Når jeg ser hendes sovende fjæs, går jeg helt i selvsving i sentimentalitet, over hvor tydeligt jeg kan huske hende som nyfødt; hvor jeg sad i et badekar , med hendes baghoved der var lillebitte og fedtet i min hånd, og så på hendes ansigt, og vidste at selvfølgelig var det lige hende vi havde manglet.

Hendes næsefløje er stadig små og fine, og når hun sover, minder hun så meget om sig selv som nyfødt, at det ikke er til at fatte.

Hendes storesøster sover på den anden side af mig. Hun ligner heller ikke en selvstændig og stædig 6 årig, men mere en blød lille 3 årig lige nu.
Man kan stadig skimte smilehuller på hendes knoer, og hun sover med munden lidt åben, og øjenvipper som sorte vinger på de bløde kinder.

Det er faktisk ikke sådan at jeg bruger al min tid på at længes efter at mine børn skal være yngre – tro endelig ikke det – jeg kan lide at være deres mor i lige den alder de har.
Men jeg kan godt ønske at tiden gik langsommere, og jeg ikke snart skulle slippe dem ud i en verden, der ind imellem er et uhyggeligt sted – og nyder tanken om, at de er små, og nemme at beskytte, så længe de bare ligger her hos mig…

Er i ved at kaste op af det sentimentale?
Beklager meget – kunne endda sagtens blive ved længe endnu, det er lige den slags humør jeg er i.

Kan bløde op på det sentimentale, med en afsløring om, at det primært er visuelt de er nuttede: af en eller anden grund, har deres influenzaer sat sig på maven, så de skiftes til at slippe tårefremkaldende, emaljeætsende, sofarystende, æggelugtende prutter løs.

Jeg ligger her, med et 39,5 grader varmt barn på hver side, og en hæslig dunst i næseborene, så måske er det bare stanken, der har sat sig på min sentimentale nerve?

12/17/12

Om mandelgave – et mandagstip

Jeg er stadig sygemeldt, og har nu også følge af hostende lille Gnalle, med feber, og Kagemesteren, der har så høj feber, at hun ser syner. Hun har lige bedt mig om, at fjerne mønstret fra hendes dyne, fordi det hoppede, og skældt mig ud for at have slæbt sne ind i stuen.
Nattesøvn kan i nok gætte hvor lidt der har været af nat…

Kagemesteren havde ellers glædet sig til at give mandagstip om hvordan “verden hænger sammen”, men det må i have tilgode til på mandag, for lige nu hænger hun knapt sammen selv.

Men derfor skal I ikke snydes for et fantastisk tip: verdens fedeste mandelgave(eller julegave), er denne her.

20121217-110820.jpg
Og nej, det siger jeg ikke bare fordi Maren er min ven: det er en fantastisk lille bog, der både er rørende, klog, morsom, og lige på kanten.
Som Maren.

Da jeg kom hjem fra hospitalet i onsdags, lå den og ventede i min postkasse, og selv om jeg havde læst den før, over mail, er det noget ganske andet at have den i lækker papirversion, og jeg måtte fnise så meget, at jeg var bange for at operations-ar sprang op.
Den koster sølle 150 kr, inklusiv Porto, og kan købes her.
Den kan lige nå frem før jul, hvis I er hurtige.

12/17/12

Juleføljeton “december uncut”#9

juleføljeton – December uncut, afsnit 9
“Jamen, så ses vi senere, ikke Marcus? Jeg skal til noget… øøhm… møde efter arbejde, så det bliver nok sent. God bedring, min skat!”
Marcus løfter sin hånd, langsomt og svagt, og vinker til sin mor.
Hoveddøren smækker efter hende, og Marcus sætter sig op.

Han pjækker fra skole hele sidste uge. Og nu også i dag.
Hans mor tror på at han har influenza.
Men hun er heller ikke meget hjemme: så snart hun kommer hjem fra kontoret, går hun ned på “Sækken” og drikker øl med vennerne. Det er vist noget med en ny fyr, men Marcus gider ikke spørge.

I dag skal det være! I dag skal han blive en rigtig mand, og så kan han se de andre i skolen, i øjnene igen!

Han tænker på julefesten hos Dennis forrige fredag, og det strammer i maven…
Han havde siddet ved siden af søde Bitten fra parallelklassen mens de spiste, og efter maden havde han forsøgt at mande sig op til at finde hende igen, og fortælle hende, at han elskede hende.
Han fandt hende i køkkenet – hvor hun kyssede med Dennis…

Marcus var gået hjem, uden at sige farvel, og havde tudet ned i sin dyne hele natten.

Næste dag havde Dennis ringet og pralet:”for satan, hun er lækker, hende Bitten! Og med på alt muligt kinky shit! Hun ville have at jeg også tog klunkerne med ind når jeg kneppede hende – det er svært, men heldigt for hende at jeg er så erfaren! Det kunne hun sgu lide!”

Marcus havde ikke vidst hvad han skulle sige.
Tænk at Bitten kunne mærke hvor kikset og uerfaren han var, og havde valgt seje Dennis i stedet…

Søndag, mandag og tirsdag havde Marcus ligget i sin seng og revet den af, mens han forestillede sig hvor mandig og erfaren han selv var, og hvordan han kneppede Bitten – med nosser og det hele indenbords – mens hun tiggede om mere.

Onsdag besluttede han sig for at få den erfaring der skulle til, så han havde afleveret alle mors tomme flasker nede i Netto, og fundet et sted på Østerbrogade, der lød som et godt sted at bruge 1800 kroner.
Det skulle være en ordentlig pige, første gang, ikke bare en eller anden grim gadeluder: Marcus skulle lære nogle tricks af hende, så han kunne stråle af erfaring, og tiltrække “the Ladies”.

Ud for bordellet, på den anden side af gaden, så Marcus hende den pæne der boede i mormors opgang, anden sal til venstre, gå, og han skyndte sig ind af døren, så hun ikke skulle nå at opdage ham.

Han brasede ind i en buttet fyr, der stod lige inden for døren.
“Hvad fanden laver du!” hvæsede manden, og hev et politiskilt frem fra inderlommen, og stak det op i fjæset på Marcus.
“Mikkel Jensen, politi” stod der på skiltet.
“Skrid med dig, eller jeg arresterer dig!”
Marcus bakkede ud af døren igen, mens et selvtilfreds smil bredte sig, på mandens brede ansigt.

Han har været fire dage om at tage sig sammen til at tage der hen igen – men i dag skal det være!

Marcus tager sine flotteste boxershorts på – sorte Calvin Klein med rød elastik – og sprayer godt med deodorant, under de nervøst svedende armhuler.

Han åbner pakkekalendergaven fra mormor: endnu en hjemmehæklet grydelap. Nu har han 17.
Men det er pænt af hende, med den pakkekalender, tænker han.

Han er for spændt til at spise morgenmad; skynder sig i resten af tøjet, og styrer mod Østerbrogade igen, med hånden knugende om de 1800 kroner, nede i frakkelommen.

—–
Der er ingen han kender foran bordellet denne gang – og intet spor af den vrede politimand.
Marcus åbner døren og smutter ind.

Der er stille.
Telefondamen, som han havde set et glimt af sidst, er åbenbart ikke mødt endnu.
Men her må jo være åbent, siden døren stod åben?
“Hallo??” kalder han, og hans stemme knækker lidt.
Han har lyst til at give op, men tanken om Bittens hvide smil og pæne krøller, får ham til at mande sig sammen, og åbne en dør.

Brysterne er nøgne, runde, og ser kunstige ud.
Hun ligger på ryggen, midt på gulvet, og blodet breder sig fra hendes baghoved, og i en pøl under hende. Hendes bryster er lysende hvide, midt i alt det røde, og Marcus når først at tænke det ser flot ud – som om det var kunst – men så registrerer han, hvad det egentlig er han ser, og kaster voldsomt op.

12/15/12

Om juleteater

Noget af det der irriterer mig mest ved at være sygemeldt, er at gå glip af årets juleteater.
Hvert år er jeg med til at lave en slags teaterføljeton for 150 fritidshjemsunger, hvor vi spiller tre gange om ugen.
Det er hysterisk sjovt, både at finde på og lave.

Sidste år brugte jeg hele December på at være en af to julemandsbrødre, født til at arve jobbet efter deres far, men med andre ambitioner.

20121215-211330.jpg
Det var virkeligt gakket, og endte med maskiner der tryllede usynlige løbehjul frem, og lavede flabede børn om til dukker, samt orgelspillende, depressive og voldelige rensdyr.
Man skulle nok have været der for at se det sjove – men det VAR sjovt!

Jeg startede med at skrive årets stykke i oktober og havde glædet mig til at opnå nye grænser for gakkethed.

Noget med sur teenagedatter, der kræver at hendes julemandsfar lige omtænker julen, så den bliver lidt mere smart.
Hver gang kommer der så en ny ekspert og præsenterer plan for ny jul – jeg nåede at være kinesisk cirkusartist, med planer for portionsanrettede hundehvalpe med sprød svær, og slangeblodsgløgg.
Havde en levende slange med, der nærmest kværkede mig imens…

Og så var jeg kvabset dødsmetal-fan, ved navn Emil-Fabian, der helst ville kaldes “Flænse”.
Jeg fremlagde planer for sort jul, med afbidning af andehoveder, og knallertdræbte smådyr i gave.
Jeg kunne ikke tale i tre dage, efter at have growlet med, til et dejligt nummer af “cannibal corpses”.

20121215-212055.jpg
Jeg ved ikke om jeg bliver frisk til næste uge, og frygter at gå glip af både den bøssede svenske diskojul, og den clairvoyante healingsjul.
Må afprøve dem herhjemme i stedet – det bliver Ninjaen sikkert rigtigt glad for?