11/22/12

Om moderne mor-haletudser-børn

Da jeg var barn, og legede med babydukker sammen med min søster, var der en god grund til at vores babyers fædre var fraværende: hun var gift med Bruce Willis, jeg med Bruce Springsteen, og det gav god mening at sådan et par berømtheder ikke var meget hjemme.
Mine mellemste piger legede også med dukker i går, og jeg spurgte interesseret til hvem der mon var babyernes fædre – var nysgerrig på at høre, om det mon også var berømtheder, eller om det bare var nogle søde drenge fra skolen.

De kiggede tomt på mig, og benægtede at deres børn havde fædre.

De er ellers rimeligt up to date med bier og blomster, så det undrede mig lidt, men jeg lod den ligge.
Jeg sad og lyttede lidt mere til deres leg, mens deres lillesøster legede frisør på mig – en leg der får ud på, at jeg godt må sidde og pille ved min mobil, mens hun slår mig i hovedbunden med en børste, og ind imellem fortæller mig, at jeg ligner en prinsesse – og hørte den 7 årige spørge:”har babyerne ikke nogen far? Kan det ikke være christoffer? Ham har vi begge to jo været kæreste med – og han er så pæn…”

Den 6 årige tænkte lidt over det, og kom med svaret;”vi gad altså ikke det der klamme med at knalde – så vi har bare købt haletudser af lægen! Det siger Kamma også at hendes mor gjorde.”
Wow…
Det er altså ret velinformerede børn.