Før jeg fik børn var jeg ikke bange for en skid.
Mørke, edderkopper, kriser og skumle mennesker – de kunne bare komme an, for der var ikke noget JEG ikke kunne klare!
Så blev jeg gravid første gang, og oplevede pludselig alle bekymringerne for babyen: åh – havde den det godt derinde? Havde jeg mærket den sparke i dag?
Jeg glædede mig til at få baby ud, så jeg kunne se den havde det godt – og derved stoppe med at bekymre mig.
Shit – jeg blev klogere!
Lige siden jeg hev hendes fedtede nyfødte krop op på min mave og så ind i hendes mørke øjne, har jeg været bange for alting.
Alle de farer der ligger på lur og venter på at kaste sig over mine søde små børn, kan virkelig skræmme livet af mig, og min fantasi er alt for livlig, så jeg kan virkeligt få malet mig selv ind i et hjørne af skræk indimellem, mens jeg tænker:”jamen hvad nu hvis feberen er tegn på meningitis? Hvad nu hvis hun cykler og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis hun drikker sig fuld som teenager, og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis færgen kæntrer? Hvad nu hvis verden overtages af blodtørstige zombier?”
Giver mig selv et par hurtige mentale lussinger indimellem, og tvinger mig selv til at lade dem klatre i træer og gå på fortove, uden at være pakket ind i vat.
Men den der zombie-skrækscenarie-ting kan ikke helt slippe.
Jeg drømmer sjældent, men når jeg gør er det ofte mareridt, hvor jeg forsøger at redde mine børn fra horder af zombier.
Løber, forskanser os, gemmer dem.
En psykolog ville sikkert tyde noget med, at zombierne repræsenterer alle de ting man gerne ville beskytte børn imod: nederlag, drillerier, dumme mennesker – jeg tror egentlig bare at de repræsenterer zombier, som er fucking scary i sig selv.
Ninjaman og jeg så for nyligt serien “walking dead” på dvd – den er rigtigt god, se den! – men den intensiverede mine zombiemareridt massivt, så jeg var lettet, da vi havde set den færdig. Og kommer ikke til at se mere af den, skulle der komme flere sæsoner
Forleden gav en veninde mig en bog:”høstens engle”, som hun har oversat. Den handler om zombier, og den er smukt og spændende skrevet, men jeg må tvinge mig selv til kun at læse i dagslys, for at holde mareridt væk.
Sad derfor opslugt af den i stuen i går, mens børnene legede i haven – og pludselig hørte jeg en slæbe-slæbe-slæbe lyd fra soveværelset, som jeg straks genkendte som en typisk zombielyd. Man VED bare hvordan den slags lyder, når man har haft mareridt om det 50 gange, ok?
Blev derfor overrasket af at det var dette syn der mødte mig:
Åh, ville dø af skræk over den lyd, har også set The Walking Dead og Zombieland (dog mere den morsomme version af genren), og vil nu overveje at læse “Høstens Engle” – i dagslys!
Den er god!
Elskede også zombieland
Næh hov. En psykolog med forstand på drømmetydning ville tolke det ganske anderledes! Alt hvad du drømmer om er et billede af de ting der foregår inde i dig, og de personer du drømmer om repræsenterer sider af dig selv. Zombierne vil derfor ikke være alle de ting du er bange for skal overgå dine børn, men en billedeliggørelse af en følelse/tilstand i dig (Her undertrykt vrede, agressivitet). Dine børn skal forstås i overført betydning, altså som barnet i dig selv, det skrøbelige og forsvarsløse som bor inde i dig. I drømmen forsøger du at beskytte disse sider af dig selv ved at gemme dig. Altså alt i alt en drøm, som man ville tolke som et tegn på at du har følt vrede/agression/frustration og ikke har fået taget hånd om det, men har undertrykt det og gemt det lidt af vejen. Din underbevidsthed prøver altså at fortælle dig at der er noget der nager;)
Det var bare lige det jeg ville sige:)
kh CL
Wow… Det var klogt…
Tak!
Åh gud, nu sidder jeg her med min tykke tykke førstegangsgravide mave og STORtuder, fordi det bare er så riiiiiiiiiiigtigt, at man er bange under graviditeten. Og så skriver du, at det bare bliver værre – åh ja, hård dag for mine hormoner 😀
Men når man så alligevel får krydret det med et par bløde ben i strømpesokker og slæbesko, kom der heldigvis også et smil frem i hormonellaland.
Vil bare sige tak for en enormt god blog – jeg elsker at læse den 🙂
Årh undskyld – var ikke meningen at få nogen til at tude… Er også selv voldsomt hormonella når jeg er gravid, og tuder over det meste.
Tro mig: det ER det værd, alt den frygt… Glæd dig til grunden til den! Og tillykke!
De der zombie-drømme.. You are not alone! Og jeg ved at jeg udfordrer min underbevidsthed, men jeg elsker, elsker, elsker simpelthen alle film med zombier i.. The walking dead er virkelig et hit – glæder mig til sæson 2!
Mærkeligt at man kan være så dum at se det, når nu man ved mareridt kommer? Har også forudbestilt walking dead…
Nååårh … en lille buttet-benet zombie i alt for store sølvsko. Hvor nuttet!
Aj, seriøst: Jeg er med dig her – zombier faktisk min største frygt. Og tanken om at have børn i en verden, hvor der (måske) er zombier er også temmelig angstprovokerende – især fordi … en dag tager de på interrail og flytter til storbyer og alt muligt farligt. Argh!
PS: Er nu fast læser. Griner tit af din blog og nyder den rigtig meget 🙂
Ih hvor dejligt! Kan også godt lide din blog – selv om den giver rejselængsel…
Pingback: Om løsningen på zombieangreb | Superheltemors bekendelser
Pingback: Om zombie-lyde | Superheltemors bekendelser
Undskyld, men jeg hulker næsten af grin… Og nu tør jeg ikke mere læse din blog imens jeg er på arbejde….
Jeg har ikke mareridt om zombies, men om edderkopper og min mand er stoppet med at ville komme og slagte de kæmpe edderkopper, som jeg ser lige når jeg vågner op fra sådan en drøm…. underligt, at han ikke vil tro på mig, når jeg siger, at vi har kæmpeedderkopper i soveværelset…(her taler vi altså om edderkopper, som er ca. 30 cm i diameter…)
Så alt i alt, så kan jeg sætte mig ind i din situation, bare med edderkopper… Men det er altså stadig lidt sjovt, selvom det er skærmmende og skørt på en gang 😀
Og nu jeg ænker over det, så startede mine drømme om kæmpeedderkopper først da jeg havde fået vores første barn eller da jeg var gravid med ham….
de der børn gør altså noget ved een, så man bliver lidt mere blød i det… også psykisk… 😉
Glædelig overraskelse 😉
Og jeg elsker bare små buttede ben i strømpebukser (og er helt enig med dig i at man virkelig bliver en bangebuks af at blive mor, hold op alt det man pludselig kan bekymre sig om…)
Godt at det ikke var en zombie (denne gang….uhuuuu…slææææbe, slæææbe!).
Haha –
Forsøger du at skræmme mig?
Pingback: Om danse-zombier | Superheltemors bekendelser
Pingback: Om drømmehår | Superheltemors bekendelser
Pingback: Om zombietanker | Superheltemors bekendelser