Om skabstossethed og poser

En gammel ven ringede til mig, og vi talte i en time.
(Normalt hader jeg at tale i telefon, for det er altid noget med at mine børn går efter mig imens, og stiller mig tusind spørgsmål, eller tæsker løs på hinanden – så der var en klar fordel ved at ligge helt stille på sin sofa med svimmelhedssygdom: muligheden for at tale i telefon i en time, uden forstyrrelser.)
Min ven arbejder i udlandet, og jeg har ikke set ham, siden jeg for seks år siden, hjalp ham med at tømme dødsboet efter hans farmor.
Hans farmor blev 92, og var en livlig og imødekommende gammel dame.
Vi talte tit om, hvor fantastisk det var, at hun kunne holde sig så åndsfrisk – man kunne jo slet ikke mærke på hende at hun var så gammel, vel?

Så der stod vi, mig, ham og en anden ven, bevæbnede med sorte sække og flyttekasser, klar til at rydde hendes lille nydelige lejlighed, og bestemme hvad der skulle gemmes, smides ud og gives væk.
Jeg var højgravid, og påtog mig at sortere i de ting der var i ikke-bukke-sig-efter-højden, og de andre startede med køkkenet.
“Haha – kom lige og se her!” gnækkede min ven, og åbnede et køkkenskab. Det var fuldstændigt proppet med plastikposer, alle glattet ud, og lagt sirligt sammen. ” måske var der lidt skørhed på vej, selv om hun virkede frisk?”
Det var lidt sødt, og en smule skørt, med sådan et skab fyldt med plastikposer.
Haha – søde tossede lille farmor,

Det var lidt mindre sødt, og lidt mere skørt, da der også viste sig at være plastikposer i det næste skab – og det næste. Og i skufferne, klædeskabet, badeværelsesskabet, og under sengen.

Vi blev lidt stille, alle tre, mens det gik op for os, at ingen af os havde bemærket at der var noget galt med hende, trods det at min ven besøgte hende flere gange om ugen, og vi andre også tit var med.
Det må have taget mange år, at samle alle de poser. Og der var ikke rigtigt noget formål med dem.

Vi talte om den dag i telefonen i dag, blev begge lidt kede af det, men endte med at grine.

“Tænk at være skabstosset!” sagde han” det er da egentlig federe at virke overskudsagtig og normal, men være halvtosset i smug – end at virke som en rigtigt vild en, og så være pissekedelig inden i! Måske har hun gået og moret sig over hvad vi mon ville tænke om hele den mystiske pose-samling? Eller måske var det sjældne poser, samleobjekter, som hendes dumme barnebarn og hans emsige venner bare smed ud?”

Kloge ord.
Blev enige om at gå efter at være lidt tossede både indeni og uden på, så efterladte børne og oldebørn ikke bliver alt for chokerede, hvis de skulle finde samlinger af skrumpehoveder, gamle kapsler og hønsefostre i sprit, i skufferne.
Må hellere begynde at samle snart, så samlingen bliver imponerende…

4 thoughts on “Om skabstossethed og poser

  1. Min far samler på korkpropper, som han bruger til at skyde efter duerne i haven. Jeg er sikker på, at der også er noget man kan bruge plastikposer til – eller også er der ikke. Jeg synes alle folk har lov til at være skør på et eller andet punkt 🙂

  2. Det er sjovt det at samle. Min far samler på mønter og nu gør jeg det også. Jeg har gjort det i lang tid efterhånden – og jeg er 15 år… Når jeg begejsret spørger mine venner om de vil se min møntsamling, kigger de altid på mig med deres mindst begejstrede ansigt: “hvad tror du selv?…”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *