04/18/12

Om udeliv og seje dyr

Ninjaman er uvenner med nogle fugle, der hænger ud i vores rønnebærtræ, og skider orange bær ud over bilen.
Han ville have fældet træet som hævn, men børnene tog det i forsvar(ægte små hippier), og han endte med at fjerne hegnet om haven, og lægge nogle fliser, så vi kunne køre bilen der op – i sikkerhed for fjerklædte skidere.

Det var sidste år.
Der er stadig ikke kommer hegn op(ingen af os kan bygge noget, og der er ikke lige penge til at hyre hegnbygger), så den snart 2 årige udbryder-tumling kan bare stikke af.
Heldigvis er vi meget rodede, så har bygget barrikade af skrald og pinde, men tror ikke på det holder hende inde….

Desværre er hun et udemenneske.
Som lille sad hun altid og stirrede længselsfuldt ud af vinduet, når søstrene legede ude.
Nu henter hun flyverdragten og skoene, og forlanger luftetur.
Hver dag.
Også selv om det er koldt.

Jeg kan godt lide haven om sommeren. Den passer godt til bål, grill, gæster og kolde øl.
I stiv kuling og småregn er jeg helst fri – men hvis jeg kan vælge mellem timelange og ensformige samtaler med en der kun siger:”sko på? Sko på nu? Mig sko på?sko? Moar – sko? Hvor sko henne? Sko på? Moar – sko på?”, eller sidde og fryse med en kop te ude i haven, mens jeg ser på at hun tyrer alt sandkassesandet ud i hele haven, med lykkeligt smil i fjæset – så vælger jeg egentlig helst det sidste…

Siden vi for en uge siden, endelig fik taget os sammen til at samle den sandkasse jeg købte for 5 kroner i en rodekasse i netto sidste sommer, har skoplageriet nået nye højder, og jeg får tilbragt en del tid derude hver dag, med at bevogte lykkeligt udebarn.

Det gode er, at de store synes det er hyggeligt der er en voksen ude, så de går med, og mens jeg sidder og klaprer tænder, nyder jeg at smuglytte til deres lege.
I går legede de med naboens dreng, og jeg hørte en samtale mellem frøken fantastisk og nabodrengen, der gik sådan her:
Ff:”skulle vi ikke sige at jeg var dit kæledyr – at jeg var en mus?”
Nabodrengen:” Arh, jeg er sådan en kriger – det lyder ikke sejr nok…”
Ff:”jamen jeg er en dræbermus – jeg dræber nedefra! Så har jeg en lille sabel, og de ser ikke jeg kommer. Pludselig er de bare døde nedefra!”
Nd:”ok, hvad hedder du?”
Ff:”Pjuske?”
Nd:”ai, det er ikke sejt…”
Ff:”hmmm… Hvad med… DRÆBER-PJUSKE?”

Desværre hørte jeg ikke om dræber-pjuske blev godkendt, for de gik om i forhaven mens de talte.
Men jeg synes det er et fedt navn, der helt sikkert er på listen, til hvis jeg engang får en hund…