Om 6 årige parterapeuter

I går stod Ninjaman og jeg i køkkenet, og ryddede op og lavede mad, mens vi småbitchede på hinanden. Ikke noget rigtigt skænderi – mere bare lidt gnavenheder, grundet pligter der hobede sig op og allround træthed.

Kan ikke rigtigt huske det hele, men han bitchede blandt andet over at jeg ikke havde gjort hvidløgspresser ordentligt ren før jeg smed den i opvaskeren, og jeg mukkede over et eller andet han havde glemt at købe ind.
Ja, det er altså ikke ren forstadsidyl hele tiden, kan i nok høre.

På et tidspunkt kom den 6 årige ud til os, med armene i siden, og forlangte med skolemesterstemme, at vi skulle lade være med at skændes – hun fik et halvsurt svar, om at: “mor og far aldeles ikke skændes, vi diskuterer bare, og det behøver i ikke blande jer i!”
(Uh, en hadesætning, som jeg godt gad bilde jer ind ikke var kommet ud af min mund…)
Men vi blev lidt flove og lavede mad, uden at hakke grundløst på hinanden.

Der gik lidt tid, så kom hun ud igen – med denne her tegning, klaskede den på bordet mellem os og sagde:”SÅ! Hæng denne her op på væggen i køkkenet, så næste gang i har lyst til at “diskutere”, så kig lige på den, så i kan huske hvor søde vi allesammen er!”

Oh yeah. Parterapeut, kunstner og bedrevidende på samme tid.
Men hun har jo ret: man bliver faktisk ikke i bedre humør af at skændes – men det bliver man af fine tegninger, der minder om det der er vigtigt.

20120116-205332.jpg

17 thoughts on “Om 6 årige parterapeuter

  1. Hehe, de ved vist lige hvor de skal slå ned, sådan nogle unger. Og hvor fedt at opdrage på jer gennem en tegning! Den metode vil jeg også prøve på mine unger.

    • Haha ja prøv det!
      “se lille skat, mor græææææder på tegningen her… Fordi du er så uartig. Stakkels mor, hva?”
      Totalt brug for psykologtimer i fremtiden;-)

  2. Skønt barn og superfin tegning! Og noget af et wake up call til os forældre, der ikke altid husker at de små sagtens kan tænke selv trods lille alder

  3. Supermutti… Trods et par (kunstneriske) børn til forskel, er vi altså ganske ens.
    Min bedre halvdel er ved at tygge mig midt over, når jeg ikke gør hvidløgspresseren ren inden jeg smider den i opperen. Og jeg uddeler verbale lussinger hans vej, når han ikke evner at åbne sine øjne og se at vi både mangler toiletpapir OG vaskemiddel og at det sagtens kan blive indkøbt af ham og ikke mig…
    Det ville jeg lige sige. Og så hurra for den ærlighed de små lægger for dagen. Tænk hvis de bare blev kede af det uden at sige det til jer. Det må I huske at bifalde.

  4. Wow – sikke et kunstværk – det må I gemme til evig tid! Dejligt med kloge børn, der kan sætte tingene på plads!

  5. Nåårgh, hvor er hun bare sød – og kløgtig!

    Jeg har stadig kun en halvanden-årig med utallige raseri-anfald… Men det er jo også charmerende på sin egen måde, ik’? 🙂

  6. A pro pos noget helt andet… Den ring på billedet for relaterede emner nederst på siden? Er det en du har lagt ind? Og hvis ja hvor er den så fra? Nogen trænger til lidt anti-børn drømme 🙂

  7. Pingback: Om deprimerende tegninger « Superheltemor « Superheltemors bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *