Om prøverumsprøvelser

Jeg skal snart på noget kursus i forbindelse med mit arbejde, hvor det er nødvendigt at skulle i vandet.
Da jeg går ud fra, at nudisme vil virke underligt i den sammenhæng, og det eneste bikiniagtige jeg har, er med en underdel der er for stor og falder af, og en overdel der både er for lille og har pushup effekt så mine bryster ligner en stor hagerøv, måtte jeg på jagt efter noget egnet i dag.
Jeg måtte hurtigt erkende, at en badedragt slet ikke var en mulighed – der var ingen der bare passede lidt…

Så det var de todelte vi var ude i, og sød dame forsøgte at hjælpe med at bestemme størrelsen – jeg prøvede alle størrelser mellem 80E og 70H(jo, seriøst..), hvor sidstnævnte passede bedst, men havde så lange stropper at babser fortsat hang lidt i dem. Absolut ikke flatterende.
Hun gav til sidst op, og hentede ny dame ind for at hjælpe. Så stod vi der, tre mennesker i et prøverum, og skiftedes til at prikke lidt til mine bryster.
Til sidst foreslog en af dem, at vi forsøgte at putte noget der lignede en lille vandmand i en plastikpose ind i bhen, for at den skulle passe bedre.
Det mærkedes klamt og så ikke bedre ud. Og jeg var så træt af at stå så tæt og så halvnøgen sammen med to fremmede.
Så jeg gav op – 35 bh-prøvninger rigere og en time af mit liv fattigere.

Kom til at puffe til, og halvråbe af, en gammel dame, der bitchede over at hun synes jeg gik ind foran hende, mens hun gloede på stativ. Jeg er ikke normalt gammel-dame-skubbe-typen, men blandingen af irritation, ydmygelse, nøgenhed og intimsfæreoverskridelser, kombineret med at få en sviner over noget der faktisk ikke var min skyld, fik Hulk-agtige reaktioner op i mig…

Godt vi havde en aftale med vores naboer her til aften. Har druknet mine ydmygelser i lige dele bloody Mary, hvidvin og øl.
Nu er alt godt igen.
Bortset fra at jeg skal nøgen på kursus…

(Visited 49 times, 1 visits today)

14 thoughts on “Om prøverumsprøvelser

  1. Sidst min søster skulle have bikini havde hun samme oplevelse, dog krydret med sætningen: ‘Den er du nok lidt for gammel til’ utroligt mange gange.

    Som fast læse af bloggen, ved jeg at du ser forrygende ud i våddragt, er det overkill?

  2. Kender godt til problematikken – er selv 70G/70H i bikinioverdel, men jeg fandt løsningen i en H2O badedragt fra den lokale sportsmaster. Mine fordomme om løsthængende forparti i rotationer ved nærkontakt med en alm. badedragt blev gjort til skamme og for en gangs skyld kunne jeg lokkes i vandet på vores ferie ved Middelhavet. Så jeg ville undersøge en almindelig badedragt, hvis jeg var dig – jeg tror, vi har nogenlunde samme fysik og jeg købte en str. 40. Håber det lykkes:o)

  3. Hvis du har mulighed for det har Maren anbefalet Anne Sax
    Man kan bestille tid så man er sikker på at få hjælp

  4. Oh yes – bikinier og store bryster er bare verdens dårligste kombi!!! Og badedragter – puha – don’t get me started! Som Alice M foreslår, så har jeg også været ret heldig med bikinier fra Freya, så det skulle du overveje.

    Jeg er blevet velsignet med noget mindre bryster efter 8 måneders amning (velsignet tænker nogle?! -JAAAAA råber jeg!!!), men superpigerne har åbenbart ikke været så hårde ved dig? 😉

    Pøjpøj med jagten i hvert fald – håber det lykkes!

    • Tak for gode råd! Har bestilt to forskellige toppe fra det der Freya i anbefalede – krydser fingre for at de passer, er SÅ træt af at stå mast inde i prøverum med ekspedienter, der bare må konstatere at jeg er for underligt bygget til at passe noget.
      Næ,amning udvidede bare noget, istedet for at skrumpe. Æv…

    • Tak, men Anne sax duer ikke, for mit problem er egentlig bare at finde en butik med stort nok udvalg – og selvom Anne er sød og hjælpsom, så har hun ikke et gigantisk udvalg i sære størrelser

  5. Jeg er også på Freya vognen!!!

    Jeg bruger 75G og efter at ha’ prøvet samtlige BH’er i 3 forskellige butikker, gav jeg op og troede aldrig jeg skulle finde en ny BH….. Af ikke helt klare årsager, findes BH’er i den størrelse, kun i modeller der sidder helt oppe under halsen og gerne med utiltalende blonder:/ Hvorfor må store bryster ikke få en helt alm. t-shirt BH?

    Nå men, jeg samlede mig og bestilte bl.a Freya hos Lace.dk og de er fantastiske – intet mindre! Og glæden ved at slippe for BH damen der konsekvent siger at alting sidder “virkelig fint”, mens jeg sveder som en græker og flover mig over at være så besværlig, er helt igennem vidunderlig!:D

  6. Hejsa

    Hvis Frey ikke virker og i det hele taget, så prøve http://www.piaslingerie.dk/ ligger på Ryesgade 4, Nørrebro-enden.

    Jeg røg fra ca. 75 F til 85K (ja – K!) lige efter min fødsel for ca. 2 1/2 år siden og der de var super til at finde en ammeBH så min ryg klarede den, og havde et hav af andre BHer. Super fin betjening og ikke spor smart-ass. Stod fro en gangs skyld ikke og rødmede over at have fremmede kvindfolk til at glo og rette og hive i stropper og alt det der.

    Jeg har i lang tid bare brugt en sort BH som bikini-overdel (er nu ca. 75G-F) sammen med sort bikiniunderdel, for jeg synes virkelig det er svært at finde bikinioverdele, der kan det samme som en BH og ikke bare er pyntestof.

  7. Prøv også figleaves.com – er selv “velsignet” med en 70G – når jeg ikke ammer, så jeg tør slet ikke sige hvad det er lige pt, men de har et rigtig godt udvalg – godt nok sender de i England, men de yder rigtig god service hvis man har behov for at returnere!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *