07/4/11

Om hundestejler og tid

Der er rigtigt mange ting jeg elskede som barn, som jeg virkeligt kun gør af tvang nu. Fx at spille ludo eller sidde og styre en barbiedukke, med skinger stemmeføring.
Det er altså dræbende kedeligt, og pigerne skal være enten ved at myrde hinanden med slåskampe, eller spørge ekstremt pænt, med bambi-øjne og hoveder på skrå, før jeg gider.
Jeg kan godt lide at tale med børn, eller inddrage dem i noget jeg selv foretager mig – men vil meget hellere sidde og lytte til dem lege, end selv deltage.
Bortset fra den her aktivitet, som jeg helt havde glemt fra min barndom: formålsløs fiskning.
Er du gal, hvor har jeg tilbragt mange timer i min barndom, liggende på maven på en bådebro, mens jeg stak et fiskenet i vandet og tålmodigt ventede på at hundestejlerne af sig selv svømmede nærmere på mit net.
I går fandt vi nogle fiskenet i garagen, og pigerne fiskede. Hulk blev gal over ikke at fange noget, så jeg tog modvilligt imod hendes net for at hjælpe – og blev totalt grebet af det.
Fornemmelsen af solvarme brædder mod underarmene, lugten af tang, lyden af bølger – jeg blev lige kylet tilbage i et stykke barndom, jeg ikke havde tænkt på længe.
Det endte med at det var mig, der måtte slæbes væk derfra.
"kom nuuuuuu, mor! Vi er sultne!"
"jaja. Lige om lidt – jeg har gang i noget med en hel stime rejer her!"