Om at sidde fast i ting

Det er ikke så længe siden, at jeg skrev om dengang jeg sad fast i en elevator – ikke et af mit livs stolteste øjeblikke – men i det mindste ikke selvforskyldt.
I lørdags, sad jeg så fast i min sofa…Og det var min egen skyld.

Jeg er ved at læse en serie absolut underlødige, men svært underholdende, fantasybøger, om en kvinde der bliver suget ind i en parallelverden, får job som gudinde og bliver gift med en kentaur. Masser af blod, vold, dæmoner og den slags – men ikke noget jeg sidder og læser offentligt, der foregiver jeg nemlig helst at jeg kun læser tunge og seriøse ting.
Uh, bogsnob!
Nå, men jeg var altså færdig med bind to, og desperat efter at finde bind 3, men den var bare væk.
Forsøgte at starte på en ny bog – om en fyr der smugler stoffer i indien – og den virkede god, men jeg kunne ikke helt opgive tanken om hvad der mon skete med de der dæmoner…
Jeg endte med at bestikke pigerne: tegnede hvordan jeg huskede forsiden og udloddede en dusør på 10 kroner, til den der fandt den.
Frk Fantastisk fandt den efter lang tids søgning, kilet ned bag sofaen.
Ude af mig selv af spænding, stak jeg armen ned bag sofaen – jo, jeg kunne lige akkurat nå den, med spændte fingerspidser.
Jeg trak armen til mig – og sad fast.
En eller anden albueknogle bremsede enhver videre bevægelse og rotation af arm. Jeg sad seriøst fast.
Mellempigerne forsøgt at hive i min arm, men den sad fast.
Ældstepigen havde så travlt med at grine, at hun ikke rigtigt var i stand til at hjælpe. Men hun fik da taget et foto, thank you very much, møgbarn…
Jeg forsøgte at rokke sofaen væk fra væggen, men jeg sad jo oven på den med al min vægt, og den rykkede sig ikke en tomme.
Superbaby kravlede op i sofaen, og smed en bog mere derned, og bed mig i skulderen. Ingen af delene hjalp noget.
Hulk blev træt af at hive i min arm, og gik op på toilettet, og brølede efter få sekunder:”Jeg er fææææærdiiiig!”.
Jeg ved ikke lige hvem hun havde forestillet sig skulle tørre hende, nu hvor jeg havde en hel sofa limet fast til min arm, men hun blev ihvertfald ved med at råbe, og det fik også superbaby til at papegøje efter, så hun stod kilet op af mig og imiterede:”iiiiiiiiiiggg!” ind i mit øre, med skinger røst.
Til sidst fik Krea-girl ondt af hende, og gik op og stillede sig i døren og coachede hende igennem at tørre sig selv, med sætninger som:”NEJ du skal IKKE vise mig papiret, jeg tror godt på dig når du siger der er mere, tør så igen!”
Til sidst måtte jeg kapitulere, og få Frk fantastisk til at hente min telefon, så jeg kunne ringe efter Ninjaman. Jeg nåede lige at få forklaret ham problemet, og så fik jeg lirket armen helt over i hjørnet af sofaen og hevet den fri. Godt rød og øm – lige som mit ego blev, da jeg hørte Ninjaman og naboen grine ondt af mine eskapader i telefonen.
Jeg lagde telefonen, Superbaby tog den – og smed den ned bag sofaen. Men denne gang var jeg klog nok til ikke at stikke armen ned efter den igen!

25 thoughts on “Om at sidde fast i ting

  1. åh nej altså hvor uheldig kan man da også næsten være :)Du og dine piger er lyslevende eksempler på at nød lærer nøgne kvinder at spinde 🙂 Både når de ahr sofaer på armen og når der ikke lige er nogen til at tørre dem i numsen. Jeg havde håbet at indlægget sluttede med det foto, ældstepigen tog!Håber ikke, der sker hverken materiel eller legemlige skader på nogen af jer i dag.

  2. haha åh nej, sikke en uheldig oplevelse :)Ja jeg sad lige som Q og tænkte hvad hedder de der bøger, siden de er så spændende at man sidder fast i en sofa for dem 🙂

  3. Hold op det er sjovt. Altså at høre om bagefter :-)Elsker fantasy. Kunne du ikke give os din top 5 over fede fantasy serier? Er altid på jagt efter en ny god serie (som jeg holder skjult for alt og alle at jeg læser)-Så lever vi med alle de lødeige give-aways af sunde økologiske spelt hvaler i naturtræ, hvis bare du love at kravle lidt mere ned i litteratur-sølet med os andre….

  4. @AnonymHvis jeg må bidrage, kan jeg virkelig anbefale Wheel of Time serien af Robert Jordan. (Og den bliver man ikkefærdig med lige med det første.)Jeg kan også rigtigt godt lide Raymond E. Feists Riftwar-bøger. (Dem blev jeg iøvrigt drejet ind på af et computer adventure spil i starten af 90'erne, ved navn Betrayal at Krondor. Virkeligt godt for sin tid.)

  5. Hihihi! Vidunderligt, at du gider dele dette fantastiske sofastykke med os! Takker!Leoparddrengen: Men slutter Wheel of Time egentlig nogensinde? Jeg røg af efter bind 10 for måske 10 år siden. Der var på dét tidspunkt så mange paraleller historier og vigtige personer, der var rejst hver til sit, at bogen kun nåede at give dem hver et enkelt kapitel, og så var man stort set lige vidt..

  6. @Britt:Godt spørgsmål. Jeg er nået ca lige så langt som dig.Det var Robert Jordans oprindelige plan, at den skulle slutte med bind 12. Men så gik han hen og døde efter bind 11. Han efterlod sig dog et noteapparat, og Brandon Sanderson gik i gang med at gøre arbejdet færdigt – men kunne se at det slet ikke kunne gøres inden for et bind, så nu hedder det at afslutningen kommer med bind 14.I virkeligheden synes jeg ikke det betyder så meget, der har under alle omstændigheder været så mange oplevelser på vejen. Det må du også have syntes langt henad vejen, hvis du har læst 10 bind af ca 700 sider?

  7. @LeoparddrengenHold da op. hvor er du velinformeret! Var slet ikke klar over, at han var død! Så er det måske derfor, at det endelig opgør lod vente sådan på sig..Men du har ret: Jeg nød det langt hen af vejen – især fordi personskildringerne var ret nuancerede og intet var sort eller hvidt og det ikke var til at vide, hvem man kunne stole på som læser. Men da de oversøiske herrefolk meldte sig på banen og begyndte at erobre kontinentet med deres halsbånd, så blev det for speget for mig og til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Måske var det min indtræden i voksenverdenen, der blev markeret dér…

  8. @BrittDu kan læse mere om forløbet i det Wikipedia link for Wheel of Time jeg lagde på tidligere.Og @Anonym (og andre)Apropos halsbånd, så kan jeg i den grad(!) også anbefale den såkaldte Saga of Pliocene Exile-serie som starter med The Many Colored Land.Jeg tænkte ikke på serien i første omgang, fordi det strengt taget snarere er science/fantasy. Men er man til Fantasy tro jeg den vil fange. Og så kan man fortsætte historierne i hendes ligeledes fortræffelige science fiction bøger i den såkaldte Galactic Milieu-serie, som hænger sammen med Pleistocene Exile.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *