12/9/10

Om rod

Det her er vores entre. Er der sprunget en bombe?, spørger du nok – eller har nogle skizofrene sigøjnere boet der i en måned?
Ingen af delene er sande… Og der ser altid sådan ud – og nogle gange meget værre.
Altså – vi bor 6 mennesker i et lille hus med skrå vægge og skæve vinkler – der er bare ikke rigtigt plads til så meget opbevaringsmuligheder, så selv HVIS man brugte al sin tid på at rydde op og skælde ud på andre over at de roder, ville her stadig se lidt rodet ud.
Så derfor gider vi ikke bruge tid på noget, hvis det alligevel bare gør os sure, og får os til at skælde ud.
Så reglen er: når man træder ind af døren, skal man lige sparke sine støvler og jakke ind under trappen, så man ikke skvatter over den.
Og om morgenen er det sådan lidt lotteriagtigt hvad man får på af overtøj – i går var jeg fx til demonstration, iført ninjamans trøje, en sort og en lilla vante, min egen hat og et af krea-girls halstørklæder.
Resten af huset er lidt det samme som entreen – her er det så bare mere blandet hvad der flyder med: ninjaman
skifter gerne tøj flere gange dagligt og lader det han tager af hænge på stole, jeg har halvtlæste aviser og bøger liggende på alle flader, krea-Girl glemmer at tage alle de kartoner, æsker og tomme køkkenruller hun beder om at få til projekter med sig, Hulken hiver alt sit legetøj med ned
i stuen og nægter at rydde op – og frk fantastisk løber og hopper bare rundt i det hele og smider med puder og synger.
Der var engang hvor vi havde råd til rengøringskone – det gav fire timers oprydningsstress aftenen inden hun kom, en times fryd over hvor flot det var når hun var gået – og en uge hvor jeg var sur på mine børn over at de rodede og trampede rundt indenfor med støvler på.
Til sidst blev jeg så træt af at høre mig selv være sur, at jeg droppede rengøringen igen – og blev glade-mor, der bare glæder mig over at her ikke lige er nystøvsuget, når de klipper en avis i stykker eller slæber mudder ind.
Hvis folk skal være høflige, siger de ofte, at det er dejligt at se at vi tydeligvis prioriterer at være sammen med vores børn, frem for at rydde op.
Den kan vi godt lide at høre – også selv om det jo ikke er en uforbeholden ros – men vi ved godt selv at sandheden er, at vi bare er pissedovne… Vi må holde op med at have gæster, når børnene flytter hjemmefra.
Eller skyde skylden for rod på at vi er så engagerede bedsteforældre, at vi ikke ar tid til at rydde op?