Om biblioteker
Min mormor var børnebibliotekar, og jeg har tilbragt månedsvis af mit liv på biblioteket i Lyrskovsgade, hvor hun arbejdede.
Sad på små røde træstole om et rundt bord, og lyttede til lydbøger i sådan en slags telefonrør, gik rundt og undersøgte papfigurerne forestillende karakterer fra bøger, der hang rundt omkring, eller sad i et hjørne og læste.
Den dag min mormor gik på pension var en sorgens dag, for mig ihvertfald. Kan huske jeg sad på hendes kontorstol, inde på et lukket kontor, og skubbede mig selv frem og tilbage, mens jeg gumlede på en Marsbar, som hun havde delt ud til sin afskedsreception, afprøvede hendes “kasseret” stempler en sidste gang, og sagde højtideligt farvel til stedet.
Jeg var ti år, og der har været mange biblioteker i mit liv siden da.
Jeg elsker stadig biblioteker; bliver helt zen-agtig oven i hovedet af stilheden, duften af papir, og tanken om alle de gode bøger jeg stadig har til gode.
Jeg har altid læst meget, og hurtigt, og derfor lånt mange bøger af gangen.
Mit problem nu, er at jeg glemmer at jeg har 9000 børn, ingen tid til mig selv, og er så skeløjethed af træthed, at selv om jeg faktisk får læst en times tid hver aften, så har jeg været så træt, at jeg må genlæse halvdelen aftenen efter.
Alligevel låner jeg stadig samme mængde bøger, som før-børn – får dem bare ikke læst inden for en måned. Når jeg endelig tager mig sammen og nærmer mig biblioteket – efter kun at have læst 4-5 af bøgerne – så er der – vupti – gået et par måneder, og jeg skylder min højre arm, min nyre og mit førstefødte barn i bøde…
Det er muligt at bibliotekerne generelt bliver ramt af nedskæringer – men mit lokale bibliotekt stortrives, og ruller altid den røde løber ud når jeg kommer, for mine bødepenge får stedet til at løbe rundt.
