01/14/19

Anbefaling af gode bøger for 7-14 årige

Ikke sponsoreret, men link er affiliate og nogle af bøgerne er modtaget til anmeldelse.

Denne vinter har jeg og mine unger fået læst usædvanligt meget, fordi vi har lavet en masse gode rutiner med at skiftes til at læse højt for hinanden på andre tidspunkter end ved sengetid. Den ene af børnene skal øve sin læsning, så vi læser lige så snart vi kommer hjem, af en bog der er sjov nok til at hun kan hænge i.

En af de andre har et aktivt socialliv, og har brug for at vi klemmer noget fordybelsestid ind, hvor vi putter i et hjørne, en seng eller badekarret og læser en bog  – gerne en hun har læst før, så hun med sikkerhed ved at den er god.

Den tredje af dem vil bare gerne høre noget megaspændende, og vi har læst bøger sammen som vi næsten ikke har kunnet slippe. Indimellem laver vi kedelige pligter (folder vasketøj fx) mens vi læser i vores spændende bog, hvilket kan forsvare at vi bruger så meget tid på den.

Her er anbefalinger af de bedste bøger vi har læst i hver kategori:

Bøger, der er sjove nok til at børn der skal træne læsning gider:

En træhuse på 13 etager er første del af en serie, om drengene Andy og Terry der bygger den vildeste hule i et træ, mens de skriver bøger om det. Der er sjove tegninger, en crazy handling og masser at tale om og grine af. Jeg tænker målgruppen er skøre børn i alle aldre. Den er god til både højtlæsning og selvlæsning. Min og barnets tildeling af stjerner: 4/5 stjerner.

Girlpower er korte kapitler, om 50 forskellige stærke, nulevende, kvinder. Der er noget indbydende ugebladsagtigt over layoutet, og mellempigerne læste den med stor interesse. De giver den 4/5 stjerner.

Bog, der hurtigt får favoritstatus hos børn der kan lide velkendte ting:

Krølle og Puha og den belgiske sliksamling er en af de bøger mindstebarnet har fået læst flere gange (hendes andre favoritter er bøgerne om “Mira” og “Hundemand-serien). Denne her kilder hendes humoristiske sans: om en nuttet pingvin, der viser sig at være ond, og overtager magten på skolen, og børnene Krølle og Puha der forsøger at opklare hvem der bestjal slikmutter.Hun giver bogen 4/5 stjerner – min vurdering ville nok ligge en stjerne under, men det er nok mest fordi jeg snart er træt af at genlæse den;) Bind 2 i serien er på trapperne, og står øverst på ønskesedlen.

Bøger til børn der kan lide virkeligt spændende, komplicerede fortællinger:
Jernprøven er bind 1 i en serie på 5, der alle er udkommet og oversat til dansk – så bare gå i gang!

Selv om der er mange sjove scener, gode personer og teenagebekymringer, er den også ret mørk og uhyggelig, så målgruppen er nok mindst 11 år samt teenagere/voksne.

Callum Hunts mor blev dræbt i en krig mellem magikere da han var baby, og hans far hader derfor alt der er magisk. Da Callum bliver udvalgt til at søge ind på Magisterium – magikerskolen – er målet derfor at dumpe. Dette sker selvfølgelig ikke, og snart er han i oplæring hos Mester Rufus, sammen med to andre børn.

Umiddelbart minder bogen en del om Harry Potter: børn trænes i magi på hemmeligt sted, som resten af vores almindelige verden ikke kender til, men den føles på ingen måde som en kopi. Magisterium er et magisk, spændende og dystert sted, og hele grundhistorien om krigene mellem gode magere og “Fjenden”(der kan forvandle magere til kaosramte zombiedræbermaskiner), er pirrende. Vi er netop startet på bind to, og synes det er vanvittigt spændende, begge to!

5/5 stjerner, både fra den 12 årige og hendes mor

05/3/16

Om at skrive en bog og lidt om ungdomsromaner

Den opmærksomme læser har muligvis bemærket mit fravær på bloggen den sidste tid.
Grunden er, at jeg har haft hovedet dybt begravet i mit manuskript til ungdomsroman-konkurrencen hos Forlaget Carlsen.

I starten var bogen mit lille tidsfordriv-projekt: noget jeg kunne skrive på i de lange ventetider på hospitalet, eller når mine mindste børn var bange for at falde i søvn og ville have jeg sad inde hos dem til de sov. Istedet for at blive irriteret over al den ventetid, har jeg kunnet sidde og fordybe mig i noget jeg selv valgte, og det har været rigtigt fedt – men pludselig var deadline lidt tæt på, så jeg har skrevet som en vanvittig den sidste måneds tid, for at blive færdig.

Alle ord der var tilovers i mit hoved, plus nogle der bestemt ikke var tilovers, er gået til romanskrivning og jeg har knapt nok kunnet finde ud af at sende en SMS den sidste måned.
Men jeg blev færdig!
Jeg har aldrig før skrevet noget skønlitterært der var så omfattende, og det var en underlig fornemmelse at printe alle siderne ud for at sende dem.

Bogen har fyldt så meget, at glæden over at blive færdig næsten overskygges af et sært savn efter at skrive mere på den.
Har været gnaven og indadvendt lige siden jeg slap bogen, og måtte tvinge mig selv til at nyde solen og haven med min søde familie i weekenden, for trangen til at sidde alene i et hjørne og skrive var overvældende.
Må hermed konstatere at det er udemærket at jeg normalt får min skrivetrang dækket med mindre projekter, for jeg ville være lidt af et eneboer-røvhul hvis jeg skulle leve af at være forfatter – det siger mine børn ihvertfald.
IMG_20160502_174606
De eneste bøger jeg har læst i år, har været ungdomsbøger. Det er ikke en genre jeg har læst meget.
Sidste år lod jeg mig lokke til at læse nogle fremragende ungdomsbøger: den rørende “Eleanor og Park”, Stephanie Perkins søde kærlighedstrilogi og Carol Rifka Brunts utroligt velskrevne “Lad ulvene komme”, som jeg alle har anbefalet her på bloggen.
Her midt i mine intense skriverier fik jeg endda lov til at møde Carol Rifka Brunt, til et hyggeligt intimt arrangement på Lindhardt og Ringhof. Hun er en klog kvinde, og det var virkeligt inspirerende at sidde og tale med hende og tre andre bloggere, om bøger og skrivning og en masse andet.
DSC_0066_4
Nå, men gode ungdomsbøger er der ellers langt mellem, har jeg erfaret med min må-kun-læse-ungdomsbøger-klausul i år. Jeg bildte mig ind at niveauet måtte være tårnhøjt, fordi jeg åbenbart havde været heldig med de bøger jeg fik fat på i genren.
Hold da op hvor udgives der meget elendigt skrevet crap til den unge målgruppe!

Men der må da være flere gode derude, som jeg bare ikke kender endnu?
Er der nogen af Jer der kan anbefale nogle gode, nye ungdomsbøger?
Planlægger at tømme mit lokale bibliotek senere i dag.

(links er affiliate, hvilket betyder at jeg tjener 5% hvis i shopper gennem dem)