Om det der kærlighed, del 17 – en føljeton
Den ambitiøst anlagte fortælling, om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester og fik børn, er nu nået til afsnit 17.
De foregående afsnit kan læses her.
Ninjaman havde været sygemeldt i et halvt år med depression, og skulle snart starte på arbejde igen.
Det skulle jeg også, efter halvandet års barsel/pleje af syg mand.
Vores datter havde endelig fået vuggestueplads.
Det var underligt at tænke på, at vi snart skulle lave hver vores ting – vi var på en eller anden måde både enormt langt fra hinanden, fordi han hverken ville tale eller røres ved, og enormt tæt på hinanden, fordi vi havde været sammen hele tiden.
Der lå usagte ting, sorg og vrede mellem os, men også en ny grad af tryghed, fordi vi havde befundet os et halvt år i en puppe, hvor det eneste vi kunne foretage os, var at sidde i samme rum, og vente på at det lysnede igen.
Helt rask var han ikke – stadigvæk halvvejs bedøvet af medicin og følte sig ikke som sig selv, men hans læge var meget forhippet på, at han var rask nok.
I 6 måneder var jeg det eneste menneske han havde set, så for at vænne sig til at være ude blandt andre, købte han en billig brugt ketcher og et par badmintonsko, og meldte sig til et hold.
Han ringede fra skadestuen en halv time efter at han var cyklet hjemmefra: havde spillet to minutters badminton, var trådt et skridt baglæns – og havde revet sin akillessene over…
På en eller anden absurd måde, var den skade med til at gøre det hele nemmere.
I perioden lige efter operationen måtte han slet ikke støtte på foden, så han var nødt til at bede mig om hjælp, og det føltes forløsende for os begge at han nu havde et synligt problem: det var nemmere at forholde sig til at bede om/give hjælp til en, der fysisk ikke var i stand til ting, end til en der bremses af noget psykisk.
At han flere gange dagligt blev nødt til at sige:”kan du hjælpe mig? jeg kan ikke bære det her glas/tage bukser på/nå bunden af fryseren” gjorde det også nemmere at bede om hjælp til de tanker der stadig trykkede, og mens jeg startede på mit arbejde, brugte han sin akillesseneskade-sygemelding til at få nogle ting på plads, hos en psykolog – hvilket han har været glad for lige siden.
Sammenlagt gik der nok et års tid, før han var helt udtrappet af piller, og følte sig rask.
Måske, hvis depression var noget man talte mere åbent omkring, ville han have erkendt det tidligere, og haft et lettere forløb – eller jeg ville have genkendt symptomerne og have kunnet hjælpe ham.
Det er også derfor han har fået mig til at skrive så udførligt om denne del af vores liv sammen – hvis hans sygdomserfaringer kan hjælpe bare en enkelt i samme situation, vil det være det værd at dele dem. Også selv om det gør lidt ondt.
Men det var sådan det var.
Og vi kom igennem det.
