I morges fulgte jeg min spændte 6 Årige i skole, til den første almindelige skoledag.
I skolegården overhørte jeg tre 8. Klasses pigers samtale – den ene af dem havde fået nye diesel jeans, og de andre to var ved at dåne af misundelse, og gav hende sødt mange komplimenter.
Bagefter kørte(ja, KØRTE! I bil, sgu!) jeg superbaby hen i vuggestuen, hvor vi er i gang med noget indkøring.
Superbaby var iført denne rædsel, der stammer helt tilbage fra Ældstebarnets tid: en teletubbies-spencer, og DEN gav så meget respons på blækspruttestuen, at diesel-bukserne godt kunne pakke sammen!
“Tinkywinky!!!” råbte det første barn, da superbaby betuttet trådte ind af døren, og sekundet efter stod der 5 små halvandet årige og rokkede monotont fra side til side, mens de brummede temasangen.
Superbaby så skræmt op på mig, og forsøgte at kravle op af mine ben, for at komme i sikkerhed for fanklubben, men det tiltrak bare endnu større opmærksomhed, så nu var det otte små fans der, som hjernehungrende zombier, jagtede hende rundt, mens de messede:”tinkywinky! Stort kram! Sig hejhej!”.
Vi var der to timer i dag, og på intet tidspunkt var hun uden forfølgere. Under frokosten brød hun grædende sammen af presset, da hendes sidekammerat bøjede sig ind over hende og nynnede;”teletubbies, teletubbiiiiiiiiies!”
Så gik vi hjem.
Og jeg har lovet hende, at hun fremover kun behøver have kjolen på herhjemme, hvor hun selv kan fryde sig over den, uden pushy beundrere!

Related posts:

Om fashionmistakes Om at fange sin egen mad Om at være handy Om vuggestuers kedelig-liste