02/15/16

Om kreative ting man kan lave i vinterferien – et mandagstip

Vi har vinterferie denne uge, og min 9 årige kagemester mandagstipper i den anledning om ting man kan lave i ferier.

Tips til hvad man kan lave i sin vinterferie, i følge en ni årig:

Det er dejligt at have ferie, så man kan sove længe, og bare slappe af.
I juleferien var det hyggeligste, at vi bare kunne dingle rundt i badekåbe hele dag, uden at vi rigtigt skulle noget.

Men det er også sjovt når man skal ud.
Det bedste jeg ved, er når vi allesammen laver noget kreativt sammen.

Normalt kan vi ikke nå den slags, for så skal vi hele tiden i skole eller børnehave eller på arbejde, og så skal vi lave madpakker og sådan noget, men når det er ferie er der mere tid.
Det kan jeg godt lide.

I vinterferien skal vi på et malekursus sammen en af dagene. Allesammen, undtagen min lillesøster.
Min far er god til at male, men han gider bare aldrig!
Det glæder jeg mig sindssygt til!

Resten af tiden skal vi ikke så meget, bare have gæster et par gange, og så slappe af.

Creative space.
Sidste år var vi et vildt fedt sted henne: “Creative space”, hvor man kan male på porcelæn, og så bliver det brændt og det bliver megamegapænt!
Min mor siger at det er lidt for dyrt, for alle tingene man kan male på koster mere end 150 kroner, men det er totalt hyggeligt, og folk bliver glade for tingene.
Min søster malede det her fad til min mor, da hun havde fødselsdag. Jeg malede et skilt til døren, som jeg gav til min far. Der står vores navne, og så har jeg tegnet os allesammen, sådan tændstiksagtigt.

image

Det er sådan en slags cafe’, hvor man kan købe en juice, mens man maler, og der er al mulig spændende maling, og man kan bare hente flere farver.
Hvis jeg skulle give det stjerner, ville jeg give det 4 en halv, ud af 5.
image

Beads n drops.
Lige før jul, var vi alle fire med min mor på smykkekursus inde i byen, hvor vi lærte at lave øreringe.
Min mindste søster lavede kun armbånd, men vi andre lærte selv at forme øreringe med tænger, og de blev så flotte!

Min mor købte en masse billige perler på eBay, og tænger og øredimser købte hun på kurset, og derhjemme lavede vi øreringe til ALLE vi kender, der har huller i ørerne i julegaver!

Det var virkeligt sjovt at lære det rigtigt, for de var rigtigt gode til at forklare ting og lære os det, og vi kunne finde ud af det med det samme!

Jeg ville give det kursus 4 ud af 5 stjerner!
image

Statens museum for kunst.

Om søndagen er børneværkstedet åbent, og det er rigtigt sjovt.

Man kan sidde deroppe og så er der alle mulige kasser med ting i man kan klippeklistre med, og plakater man må klippe i og sådan noget.
Jeg har næsten lige været der med min mor, og jeg tror det koster 40 kroner. Det er kun mig og min mor der gider museer, de andre siger at det er keeeeedeligt, men vi kan godt lide det!

Vi plejer at lave nogle virkeligt fjollede ting, hvor vi finder et billede vi kan male på, eller klippe mærkelige ting ud på.

Denne her gang lavede vi et fødselsdagskort til min storesøster, hvor der er dyr vi har klippet ud og givet tøj på.

Vi havde det rigtigt sjovt imens, og brugte så lang tid på det, at vi ikke engang gad se på malerier bagefter, men bare gik i torvehallerne og åd kage!

Jeg vil give det 4 ud af 5 stjerner.
image

Det er hvad man kan lave der er kreativt. Jeg håber at i synes det lyder sjovt!
Hvis man ikke gider være kreativ, er det også sjovt at tage i Rødovre centeret og købe feriebilletter.
Eller gå i biografen – vi har lige set “Villads fra Valby”, og den var god.
Man kan også bare være hjemme og lege, eller lave mad eller noget andet hyggeligt.
Eller – hvis ens forældre ikke er helt vildt strenhe, og hele tiden siger at man ser for meget på skærm – så kan man spille “sims” på en computer, eller se Netflix med sine søstre.
Jeg siger det bare!

02/13/15

Om vinterferie, i snottåger

Jeg havde glædet mig meget til at holde vinterferie med mine piger denne uge.

Juleferien går som regel med familiehalløj og rituelle konfekt-orgier, og vores vinter har været så presset, med håndværkere i huset og pres på arbejdet; så det føltes lidt som om jeg ikke havde set ungerne rigtigt, siden efterårsferien, eller der omkring.

Naturligvis blev jeg syg…

Har set verden gennem tåger af snot, hoste og kropsligt ubehag, og har forsøgt at leve op til de tre mindstebørns forventningsfulde fjæs, når de hver morgen har vækket mig, fra det jeg muligvis troede blev mit natlige dødsleje…

Ældstebarnet – det heldige asen – er i Liverpool med min moster, på den helt store Beatles-tur, og sender glade sms’er hjem hver aften, og hendes tre yngre søstre har lidt forventet at deres ferie ville blive mindst lige så underholdende som hendes.

Vi har da været både i biffen, og i teatret, men det var primært min ydre skal der var med, og det var mest af alt, fordi det virkede nemmere at lave et eller andet med dem, end at høre på de kedede sig og skændtes herhjemme.

Ligesom Grete fra eventyret, har jeg lokket dem hurtigt hjem igen, med spor af kagekrummer:
“Arh, kom nu piger. Hvis vi skynder os ned til hovedbanen, kan vi købe sådan en af de der boller… Kom, når vi det her tog, kan vi købe en pizza med hjem, som i kan dele…. Der er te og cookies når vi kommer hjem, men så må i også hellere stoppe med at stå og glo på de der hunde, ikke?”

Men i dag havde vi en god eftermiddag, hvor vi gik i gang med at bygge hele castet fra “adventure time” i modellervoks.
image

Den slags kunne overraskende nok godt lade sig gøre, pakket ind i min dyne, og jeg ærgrede mig over at jeg havde tænkt at de der ture ind til byen havde været nødvendige de andre dage…

Her til aftenen genså vi Miayzakis fantastiske tegnefilm “min nabo Totoro”, som vi har set et hav af gange, og alle er vilde med.
Mindstebarnets mellemnavn er faktisk taget fra filmen, på kraftig insisteren fra hendes storesøstre, og i julegave fik Ninjaman det her fine tryk af mig, som vi lige har fået op at hænge:
image
Inden vi startede filmen, begav en delegation bestående af far og alle tre piger, sig op efter fredagsslik – og kom tilbage med en hel agurk pr barn, og en større mængde chips.

Der er et sted i filmen, hvor børnene spiser en hel agurk hver, og pigerne var blevet enige om at det gad de fandme godt prøve!
image

Mindede om de gode gamle dage med håndkartofler – men sådan en agurk ligger tungt i maven, og det er en bredbuget, agurkepruttende mindsteunge, der ligger og sover på min mave lige nu, mens hendes to yngste søstre og deres far ser grammy inde ved siden af.

Lige om lidt hoster jeg hende formentligt vågen – med en ånde, som den næstældste prosaisk konstaterede “lugter af død” – men lige nu er hun hyggelig, og ferien føles stadig ferie-agtig.