Om at tage æren for ting
I fredags arvede ninjaman babyens bræktendenser, og stod og brækkede sig i skraldespanden, da jeg (med dårlig samvittighed) smuttede afsted til fest, og efterlod ham alene hjemme, med fire unger og kvalme.
I går lå han i fosterstilling i et hjørne af sofaen hele dagen, mens jeg fakede at jeg muligvis også var smittet, selv om mit nok mest var tømmermænd. (ville jo ikke lige minde ham om at jeg havde været til god fest)
I nat havde han det så så ringe, at han stod op kl 02, og lå og rystede inde i stuen. Mellempigerne troede det var morgen og fulgte efter ham, men blev smidt i seng igen.
Han vækkede mig i morges, så jeg kunne tage mig af børn og han kunne ligge i sengen.
Og her kommer så pointen: Hulk var helt oppe at køre da jeg kom ind til dem, og råbte begejstret:” se lige hvad far har lavet i nat!!” mens hun pegede ud i haven. ” Det var derfor han var oppe i nat – han har brugt hele natten på at lave sne! Er han ikke bare sej?”
Stor respekt for at han, trods febertåger, formår at tage æren for vejret!
Desværre er hun ved at være for snedig, og efter lidt havekig og tænketid, sagde hun:”Arh, jeg tror sgu han er fuld af fis, ham far: han har jo feber, så kan man altså ikke lave noget der er koldt!”
Godt tænkt!
Her billedebevis: klatretårn, med sne. Fremstillet af en, der ikke havde feber.
