Om sygdom og tanker
Bagefter var vi enige om, at lægen havde sagt det på en helt forkert måde.
Uengageret og al for saglig, havde han været, og min store far havde set alt for lille ud, siddende på en slidt, blå kontorstol, i et hospitalsrum proppet med sære maskiner, og jeg havde skyndt mig at stille alle de spørgsmål om behandlingen som jeg overhovedet kunne komme I tanke om, for ikke at tænke på det lægen havde sagt.
Måske havde det været nemmere, hvis lægen havde sagt det lidt henkastet:”dejligt vejr, hva? Du har iøvrigt lidt cancer i halsen…”, mente min far, og mens vi ventede på næste undersøgelse, var vi upassende morbide omkring forskellige måder, hvor på man kunne danse eller mime et sådant svar, for at få det til at virke mindre dystert.
De næste 7 timer gik med samtaler og undersøgelser, og uendeligt meget ventetid.
Jeg har ikke tilbragt så mange timer i træk sammen med min far siden jeg var barn, og vi fik talt om alt muligt: fra duften af grammofonplader, til hvorfor min farfar var sådan en idiot; hvornår man bliver voksen, og hvad et godt liv egentlig er.
Kræft talte vi næsten ikke om.
Det var bedst sådan.
Vi spiste smørrebrød i rigshospitalets overfyldte kantine, og drak hver vores øl, så hurtigt at vi blev svimle.
Prognosen er heldigvis god, fortalte de venlige læger vi talte med sidst på dagen – behandlingen lyder derimod utroligt hård, med 33 strålebehandlinger på halsen, smerter og bivirkninger…
Jeg efterlod min far i eftermiddagssolen, på hans altan.
Han lignede ikke en patient.
Jeg følte mig gammel da jeg cyklede hjem.
Tænkte på at livet pludselig føles kort, når ens forældre bliver syge.
Min fantastiske moster havde hentet og passet børn for mig, og pludselig syntes jeg at hun så en lille smule mindre og mere skrøbelig ud end hun plejer, og jeg måtte stoppe mig selv i ikke at følge hende helt ud til bilen, eller formane hende om at køre pænt.
Mine børn var også blevet mærkbart mere ranglede og teenageagtige end de havde været samme morgen.
I morges gik jeg tur med min yngste, og hendes hånd (der stadig har smilehuller ved knoerne) gemt i min, og lyttede til hendes skingre stemmes søde sniksnak.
Tænkte imens på, at det er okay, hvis de næste par måneder går hurtigt – så min fars behandling kan blive overstået, og han kommer godt ud på den anden side – men at jeg må forsøge ikke at lade mig vælte omkuld af tanker om tid, og være i det nu, der er.
Om det så er gåture i solskinnet med en fire årig, eller samtaler på en umagelig stol i et venteværelse med min far.
—-
1979 – for et øjeblik siden
