Om aflyste planer, thaibokseskader, og hjemmeferie
Da ungerne var små, arbejdede vi begge deltid, pengene var minimale, og vi begyndte på at bytte vores lille hus ud med lånt sommerhus på Mols, hvor vi ikke lavede noget der var mere eksotisk end at slå smut og male på sten. Selv om vores økonomi er meget bedre nu, og vi nok reelt godt kunne få råd til en billigere udenlandstur hvert år hvis vi sparede op, er der stadig ikke noget vi hellere vil, end roen og lyset og tiden sammen, på velkendte Helgenæs.
21 år i træk, hvor sommer er lig med lige akkurat den plet Danmark.(Har før skrevet om det bl.a. her). Sært nok, har vi aldrig været der på andre tider end året, og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan der ser ud uden for Juli måned. Om det overhovedet eksisterer?
Selv om de største af pigerne for to år siden begyndte at knirke over at de syntes det var for længe at være væk fra venner HELE sommerferien, og vi sidste år derfor måtte undvære Ældstebarnet halvdelen af tiden, og istedet have en dele-veninde med til mellempigerne, så elsker de også stedet.
Mindstebarnet og jeg brugte meget tid i Madrids hede, på at savne de andre og glæde os til sommerhus. Glæde os rigtigt meget, til alle de velkendte steder og udsigter. Luftig brise. Køligt vand. Gåture. Ingen wifi, så man falder ikke i isoleringsfælden, men laver ting sammen (mest os voksne der glæder os til den del, hvis jeg skal være ærlig).
Vi kom hjem til noget, der ligner en aflysning af sommerferie…
Ninjaman har gået til thaiboksning de sidste 7-8 år. En ekstremt voldelig kampsport, der har givet ham en del knubs, men han har et psykisk belastende arbejde og har brug for at kunne lukke en masse energi ud. Og så giver det jo umanerligt pæne mavemuskler, så jeg har valgt ikke at klage over de blå øjne der indimellem er kommet med hjem. Også selv om de har stået lidt i vejen for fx fødselsdagsoverraskelser.
Før han fik konstateret kræft trænede han op til at bokse en rigtig kamp, og kom derfor oftere hjem med småskader, men det er først for nyligt at han er begyndt at træne igen, og han tager (en lille smule) mere hensyn til sine mange operationsskader, og træner ikke så hårdt længere. Alligevel havde en ny ung fyr i klubben misforstået konceptet: sparring, ikke kamp, og havde slået og sparket alt, alt, alt for hårdt, da han var til træning, den dag vi tog til Madrid.
Ninjamans ben er et stort sort mærke på grund af blodansamling, fra tå til balde; kan ikke bøjes; og gør rasende ondt. Han har været sengeliggende og på krykker siden (med mellempiger som søde sygeplejersker, madlavere og hundeluftere, mens mindste og jeg var i Madrid, og den store på Roskilde festival).
På hospitalet sagde de at det kunne tage mindst 2-3 uger, før det blev normalt, og at det skal have meget ro, Da han ikke kan sidde, kan vi ikke køre bil, og kom ikke afsted i går, som planlagt – og kommer det måske heller ikke.
Virkeligt synd for ham – og ja: han har udmeldt sig af klubben, og skal finde en anden sport at lukke damp ud på. Jeg har foreløbigt foreslået kalaha-turneringer, skakklubber, synkronsvømning, men det var ikke lige det.
Men også synd for os allesammen, der ikke rigtigt kan finde feriestemningen frem. Der er foreløbigt gået wifi-misbrug og småskænderier i det, og jeg skal oppe mig lidt for at finde på noget der føles ferieagtigt for mig og de tre mindste, men ikke koster noget særligt.
Foreløbigt er det blevet til samvær med fætter og kusiner, og en gåtur inde i byen, med halvdårlig samvittighed over at skadet mand lå alene hjemme og gloede.
På biblioteket lånte jeg et bjerg af højtlæsningsbøger, så vi kunne kombinere feriestemning, med at være hjemme. Fandt der denne bingoplade, hvor man kan læse forskellige steder:
Hvis præmien blev en biftur, var der nogenlunde tilslutning til den – nogle af børnene med mere begejstring end andre, men alle med på den.
De har endda bygget en hule til formålet, og sovet i den i nat:
Indtil videre kan jeg kun høre tydelige netflix-lyde fra hulen dog, men intentionen var altså at vi også lille læse.
Så nu får læseferie en ny betydning, mens vi krydser fingre for at stakkels skadede mand måske bliver oppegående nok til at blive tranporteret til Helgenæs om en uge eller to.
Er der nogle af jer der har tips til hvordan man får hjemmeferie, til at føles ferieagtigt, mens vi krydser fingre og venter?
