Om børn med temperament
Af en eller anden grund, er der en masse der har googlet sig ind på min blog, via sætninger som “børn med temperament” og ” 4 årig med voldsomt temperament”, her de seneste dage.
Min 4 årige bliver jo kaldt for Hulk, netop fordi hendes temperament ikke var meget ulig den grønne, rasende superhelts temperament, især da hun var ca 3 år.
Så jeg har gjort mig en del erfaringer med emnet, men ved ikke om jeg kan bidrage med noget der rigtigt løser jeres bøvl med temperamentsfulde unger – men måske kan det hjælpe at høre, at det bliver bedre igen!
Da Hulk var knapt 3, slog hendes personlighed om, og fra at være forsigtig, kælen og genert, blev hun forvandlet til en lille tornado, fyldt med skarpe tænder, bandeord og trods.
Hendes halvandet år ældre søster har altid været lidt hyperaktiv og ikke så kæle-nusse-agtig, så Hulk fik totalt meget fysisk kontakt, for nogen skulle jo have alle de kys vi ikke fik lov til at sætte på den foregående baby – og hun har rigtigt nydt at være familiens mindstebarn.
Den vinter hun blev 3, var jeg gravid igen, og måtte ikke bære hende, fordi jeg havde for mange plukveer. Det kloge barn havde formentligt forudset detroniseringen fra nusse-tronen, og reagerede med massive mængder vrede på forhånd. For pokker, hvor VAR hun bare sur på mig, og den voksende mave…
Det tog mig ofte en time at gå fra børnehaven og hjem med mellempigerne, fordi Hulk smed sig i alle snedriverne og lå og råbte at hendes ben ikke virkede. Når vi så endelig nåede hjem, var hun endnu mere indædt sur, og trampede og stampede rundt, indtil en forkert kommentar fra mig eller en af storesøstrene fik hende til at blive grøn, sprænge sit tøj i stykker af raseri og forsøge at smadre et eller andet.
Hun kunne seriøst være vred i timevis af gangen, og ingen kys eller søde ord kunne hive hende ud af vreden.
Det var et halvt års tid, hvor vi listede rundt, alle 4, og forsøgte ikke at gøre den lille Hulk unødigt vred…
Surheden begyndte at lette lidt, da babyen ankom, og viste sig at være mindre af en trussel end Hulk havde frygtet. Sådan en sover jo en del, ser faktisk ret sød ud og kunne ikke gøre krav på Hulks enemærker, som fx kagebagning.
Så de vilde raserianfald begyndte gradvist at aftage, og nu er hun så på vej mod de 5 år, og klog, velformuleret, sød, hjælpsom og pissesjov.
De helt store raserianfald er næsten helt væk – omend man ALDRIG er i tvivl, hvis der foregår noget der ikke huer hende, for hun kan i høj grad godt sige fra, og gør det højlydt og iblandet saftige bandeord!
Men: det ER altså bare faser, det der med børn der er vrede(eller sover dårligt, er kræsne, har mareridt osv – det hele går over igen, promise!)!
Mine to store havde også en fase, da de var de der ca 3 år, og ca 5½ år, hvor de var ekstra temperamentsfulde – men da de er lidt blidere af gemyt, nåede de aldrig op på Hulks formidable niveau.
Jeg tror hun bliver en god politiker, en dag. Hun kan ihvertfald argumentere for sin sag, og brænder ikke inde med noget hun ikke får sagt!
