09/25/19

Om når karma er en bitch

Sidste uges indlæg – der burde have været det første i en stime af regelmæssige indlæg, med varierende emner – var jo lidt af en se-hvor-travlt-jeg-har-det-men-med-hyggelige-og-spændende-ting omgang. Sådan et lidt lalleglad praleindlæg. Det havde også været gode, travle uger, der efterfulgte en lidt hård sommer med såret mand, og vi trængte til gang i den, så stemningen var høj.

Personligt tror jeg ikke normalt på hybris, skæbne, karma eller noget. Det er min erfaring at crappy ting tit kommer i klynger, men ofte efterfølges af gode ting, og hvis man nøjes med at fokusere på det gode der kommer, bliver det crappy nemmere at stå igennem.

Jeg var helt klar på at de gode ting fortsatte længe endnu denne gang – men nix: mindsteungen, der de sidste uger har klager over ømme knæ og ankler, kom grædende hjem fra skole torsdag, og følte hun næsten ikke kunne gå. Da jeg ville putte hende i trøstebad, opdagede vi at hendes ben og balder var fuldstændigt dækkede af over 100 mørke blodansamlinger, og vi ræsede på hospitalet, men jeg forestillede mig alle de forfærdelige ting hun kunne fejle.

Det viste sig heldigvis – efter en lidt uhyggelig omgang hvor hun besvimede på hospitalet og vi blev indlagt natten over – at være den relativt ufarlige sygdom schønlein-henoch, der går over af sig selv i løbet af 4-6 uger. Hun kan ikke støtte på ben, har ret ondt i dem, og kan ikke komme i skole denne uge og måske noget af næste, men derudover er hun ved godt mod. Når det smertestillende virker bedst er hun direkte kæk, og nyder rettigheden til at koste rundt med os lidt for meget – hvilket jeg også gerne under hende!

Da dårlige ting jo altid kommer i stimer, falder sygt barn naturligvis sammen med at hendes far er på den årlige kursustur væk med arbejdet resten af ugen,  vores tørretumbler er brændt sammen og ungerne har lus. Yay! Ting vi havde glædet os til: en tur til Møn, barnets tøm-en-boghandler-på-fem-minutter-præmie, en middag på mit arbejde og en brunch med venner, er blevet aflyst eller udskudt, og tiden går med at vente på hospitalet til næsten daglige undersøgelser, lusekæmme og hænge vådt vasketøj op på alle ledige møbler i hytten.

I det mindste kan jeg glæde mig over at det hele er så bøvlet, at vi virkeligt kommer til at sætte pris på almindelig hverdag bagefter! Der behøver ikke engang ske noget særligt fantastisk for at det føles rigtigt godt, bare plain old småstresset hverdag, hvor ingen stakkels børn har ondt, er fint!

Og mens vi venter på at det almindelige kommer til at føles fantastisk, forsøger jeg også at nyde noget af tiden med sygeungen – har læst dusinvis af bøger højt for hinanden, genset Harry Potter film og ligget i ske, og når nu det ikke kan være anderledes, er det faktisk okay.

06/10/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

image

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag,  hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet,  hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

image

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald,  alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet,  og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning,  blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)