Jeg er den heldige indehaver af et virkeligt stort hoved.
Helt seriøst: da jeg var baby, bestod jeg nærmest kun af pande.
Da jeg var barn håbede jeg sådan et jeg blev rigtigt høj, så mit store hoved ville passe lidt bedre til min krop. Men jeg er så kun blevet 160 cm…
(Gad godt jeg var 180 cm, så ville både mit hoved og mit BMI passe bedre til resten….)
En af hovedårsagerne(HAHA) til at jeg valgte lige netop Ninjaman at lave børn med, er at han har sådan et nydeligt lille kranium, med semifladt baghoved og en pande der er halvt så høj som min.
Jeg tænkte det sikkert kunne bløde mine gener op, så jeg ikke behøvede at føde noget på størrelse med en bowlingkugle – og det virkede heldigvis efter planen, og pigerne har pæne kranier.
Jeg kan godt lide at dække min høje pande med en hat, når det er koldt. Kold vind er megaubehageligt mod sådan en stor flade.
Sidst jeg stod og spejlede mig, med en gangsterhat str 58, som jeg har arvet fra en venindes morfar, kom Hulk og frk Fantastisk ud og så på mig.
Frk Fantastisk:”du ser sej ud – du ligner lidt en der er berømt!”
mig:”nå da, hvem?”
Hulk(tørt):”det må så være næbdyret Perry…”
