Om sproglig kreativitet
“Mor, du er aller-min-bedste-ven, hvis jeg må få sådan nogle spidstossesko til min fødselsdag! ” smisker mit mindste barn, og peger ivrigt på det par tåspidssko, der hænger og pynter, i omklædningsrummet på balletskolen.
Jeg ser ned i hendes forventningsfulde øjne, og har lyst til at love hende alle “spidstossesko” i hele verden, hvis bare hun lover at vokse uhørt langsomt, og blive ved med at sige den slags ord.
For kun få år siden, var hendes tre ældre søstre samme alder, og fejlhørte og hjemmedigtede ord, var derfor hverdagskost, med så mange sprog-nybegyndere i huset.
De fleste forkerte ord korrigerede vi (på den pædagogisk måde, naturligvis, hvor vi selv udtalte ordet korrekt, uden at rette barnet) og enkelte talefejl var så nuttede, at de blev en integreret del af vores families interne sprog – ligesom min far stadig siger “giggubadde”, fordi det var sådan en to årig version af mig, udtalte “vingummibamse”.
Men nu er de store blevet større, med nogenlunde styr på ord og grammatik, så lillesøster er eneste leverandør af nye ord på den måde.
Og vi retter hende måske for lidt – fordi det bare er så sødt…
Hver eneste gang hun, med vigtig mine, udbreder sig klogt, om “hunde-hvalfe”, vil spille “jordmaklods “(klodsmajor), lider af “pinehoved”, eller starter sætninger med “forestil at…” ( hvor ordet “forestil” dækker over en hel række af forskellige ord), lige dele fryder jeg mig over hvor fantastisk sådan nogle 4-5 årige børn eksperimenterer med sproget – og fyldes med vemod over, at det er det sidste barn i den alder, jeg skal bo med…
Så skynder jeg mig at skrive det ned, i et dokument der nu er over ti sider langt, og indeholder alle pigernes fantastiske guldkorn gennem tiden – hvor jeg kan fryse alle ordene fast, og indimellem læse dem højt for deres skabere, mens vi ler af hvor små de var – og hvor hjerteskærende fantasifulde sådan nogle små barnehjerner er.
