Om at være en modvillig shopper, der ihærdigt opsøger morskab i skilte
Min mand og 75 % af min børneflok elsker at glo i butikker, og kunne gøre det i timer. Jeg har en enkelt veninde jeg virkeligt godt kan lide at se på kjoler med (måske fordi det oftest efterfølges af hvidvin), en anden veninde der er sjov at glo på gaver med (måske fordi det oftest efterfølges af rødvin), og jeg kan tilbringe uanede mængder tid i boghandlere, men ellers er det vindue hvor i jeg orker glo på butikker, meget lille. Jeg kan oparbejde cirka en halv times afdæmpet entusiasme når ungerne skal have nyt tøj, når der skal handles ind eller hvis der skal findes noget i Matas, men alt med skoindkøb eller telefoner slukker min vilje til at leve betragteligt.
I lørdags skulle jeg på biblioteket og hente nogle bestilte bøger, og selv om jeg godt vidste at min mand og pigerne skulle i centeret for at købe et par sko til den mindste, lave en ny nøgle, og tale om et eller andet kedeligt i en mobilbutik, kom jeg alligevel til at sige ja til at få et lift af dem.
De var stadig langt fra færdige med deres ærinder, og trallede lallegladt rundt og lod sig begejstre over kedelige ting i Telia, og bagefter prøvede barnet alle de sko der overhovedet fandtes i verden. Det hjalp kun lidt at min mand galant bar min bibliotekspose og konstant gav mig komplimenter – han ved at der skal hårde skyts til, for at jeg ikke får center-nedsmeltninger.
Til gengæld kunne jeg, ganske alene, oparbejde en vis mængde morskab over absurd apostrof på et skilt:
De andre ignorerede høfligt mit selvsving over det:”haha! Den apostrof får det til at ligne at det er et udsagsnord i bydeform! Hvad tror i det betyder at tulipanere? Det lyder ikke særligt rart, vel? Kan man mon blive tulipaneret, eller er det bare noget man gør?”
Jeg var lige så alene om at komme op og køre over de smart markedsførte “sunde snacks”: poserne med gløgg mix. Intet siger Rødovre, som en pose sprut-grøntsager i madpakken,vel?
Heldigvis forbarmede næstyngstebarnet sig over min desperate trang til at finde sjov i skilte – eller bare i et eller andet – at hun udpegede denne pakke såler i låsesmeden med et:”se mor, det er sådan noget du synes er sjovt! “ og det var det.
Intet produkt kræver et emballagebillede der emmer af nært forestående sex, mere end et par såler. Frækt.
Er jeg den eneste der synes den slags er sjovt? Send mig endelig fotos, hvis I ser den slags.
