Om blå øjne og undskyldninger
Ninjaman går til thaiboksning et par gange om ugen, og jeg er efterhånden vant til at han kommer hjem med mindre skrammer og blå mærker.
Det har jeg lært at leve med, for til gengæld er han blevet utroligt muskuløs og ekstra lækker, og han bliver i bedre humør, når han tæver frustrationer over sit hårde arbejde ud.
Men nu har han besluttet sig for, at han vil prøve at bokse en rigtig kamp, til februar, og så er det en helt anden form for træning!
I fredags kom han således hjem, humpende, og med et gigantisk blåt øje, og skrammede kindben.
Han havde valgt at sparre mod en fyr, der var Danmarksmester – hvilket måske var lige ambitiøst nok.
Dagen efter skulle vi til fest på de store pigers skole, og jeg forsøgte ihærdigt at lokke enøje til at have et skilt om halsen, hvor på der stod:”det er IKKE min kones skyld!”
Han skrev istedet et skilt, hvor på der stod: “min kone har tvunget mig til at have det her skilt på, hvor der står at hun ikke slår mig…”
Så blev vi enige om at droppe skilte, og bare lade ham svare tusinde gange på hvad der var sket.
Jeg kunne se at sådan et blåt øje, gav upassende meget ynk og opmærksomhed fra alle de andre mødre, der lige måtte over og klappe medfølende på hans arm, og jeg blev en lillebitte smule jaloux, over hvor god han var til at ynke sig til kvindelig opmærksomhed.
Prikken over i’et var, da tredje mor i træk, henvendte sig til mig, og lige igen måtte påpege “hvor flot det var, at han dukkede op alligevel!” og der måtte jeg så semi-hvæse, at han ville have fået to blå øjne, hvis han havde ladet mig tage alene til både julefest og balletforestilling med fire unger, bare fordi han havde valgt at dyrke en voldelig sport.
Kunne godt fornemme at det ikke var en særligt anerkendende ting at sige, og fortrød også så meget, at jeg brugte resten af aftenen på at netshoppe tandbeskyttere, benbeskyttere og andet udstyr til hans julegave, så han kan blive pakket så sikkert ind som muligt, inden den rigtige kamp.
Selvfølgelig skal vi også med og heppe på ham – men en lille del af mig ville stadig ønske at han gik til noget mere fredeligt og ikke-blå-øjne-fremkaldende.
Kan man mon gå til korsstingsbroderi et sted?
