Om spøgelser og tanker
I er flere der spurgte om jeg mødte spøgelser, på min tre dages arbejds-ferie på hotel overlook 2.
Jeg tror heldigvis ikke på spøgelser, og mødte heller ikke nogen – omend jeg måtte overbevise mig selv en del om at jeg ikke tror på dem, mens jeg prøvede at sove, i et rum uden gardiner, til lyden af flagermus, og en flok ugleunger der skreg grådigt på mus lige uden for vinduet.
“Iiiiiiiiiippp!” skreg de – og så en pause, hvor de måske blev fodret og jeg lige nåede at tro de var mætte nok, ind til næste “IIIIIIIIIIIIIIIIiiiiiiiiiipppp!!!!”
Det var nogle lange nætter…
Det eneste spøgelse der fyldte, var tanken om Ninjaman, der ringede og fortalte, at han var blevet kørt ned, på cykel, af en idiotbilist der havde drejet uden om højresvingbanen og direkte ind i ham.
Han fik smadret cykel, sko og tshirt, men hans lynhurtige kampsportsreflekser, havde forhindret at der var sket andet med hans krop, da han blev slynget op over bilen, end nogle solide hudafskrabninger og blå mærker…
Når jeg lukkede øjnene, forestillede jeg mig ham i den ulykke, og blev så ked af det ved tanken om hvor heldig han havde været, at hvert eneste irriterende ugle-iiiiiiip blev hilst velkommen, fordi jeg så tænkte på noget andet.
Det er nemmere at ligge og være irriteret på ugler og fantasere om hvordan man fanger, plukker og koger de skrivende små kræ, end det er at ligge og være bange ved tanken om hvor tæt ens elskede har været på at dø…
Det var dejligt at komme hjem i går, så jeg selv kunne kysse hans buler og skrammer, og forsikre mig om at han var ok.
Bare stik mig en flok frådende gespenster og blodtørstige spøgelser når som helst – hvis bare jeg kan blive forskånet for nogensinde at være bange for at miste dem jeg holder af.
Der er ikke noget mere skræmmende.
