Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft tilbagevendende mareridt om jorden der går under, i en sværm af zombier.
De kommer stadig jævnligt, men særligt i perioder hvor jeg er stresset eller ked af det.

Som udgangspunkt bliver jeg hverken mindre stresset eller mindre ked af det, ved at bruge mine nætter på at forskanse mig/løbe med mine børn/lægge overlevelsesplaner eller nakke udøde – men det er åbenbart det min hjerne tror jeg har mest brug for.
På den måde er jeg et ret ulogisk menneske…

Når man er så fyldt af zombie-neuroser, som jeg, ville det være logisk hvis ens familie bakkede op om det, og undlod nogensinde at nævne det forbudte z-ord – men sådan fungerer det åbenbart ikke her: min familie tænker at den bedste hjælp, er hvis de jævnligt fortæller mig hvor godt rustede vi er, hvis zombierne skulle komme.

Således brugte min Ninjaman – der ikke er en flittig læser – hele sin sommerferie på at læse sig igennem hele fem tykke bøger, med slimede zombier på forsiden.

Glad kunne han bagefter oplyse mig om, at hans ringe evner som håndværker vil komme os til gode i zombieapokalypsen: han har et stort lager af gaffatape på lager (da det er det han benytter til de fleste håndværkeragtige opgaver), og har udtænkt en snedig måde at lave zombie-bidsikre dragter til os allesammen ø, ud af det.
Jeg tvivler ikke på at gaffatape er effektivt – vores kælderlampe hænger fx stadig flot:
p
Men det bekymrer mig lidt, at jeg har smittet ham så meget med min fobi, at han bruger hjernekapacitet på at udtænke gaffarustninger…

Mine børn er heller ikke gået fri, og nævner det jævnligt, hvis de opdager nye steder man logisk kan flygte hen, når zombierne kommer.

Mindstebarnet fik en flot enhjørningerygsæk (mærket er “skip hop”)i gave, og den har ikke forladt hendes svedige lille ryg lige siden.

“Jeg skal liiiige pakke min taske!” er standardreplikken, og uanset om vi bare skal i netto og hente mælk, er hun velekviperet, med nypakket rygsæk.

“Mor, hun et faktisk rigtigt god at have med på vores a-team, hvis der kommer zombier!” konstaterede min 8 årige kagemester, da vi stod med enhjørninge-bæreren i Rødovre centeret, og iagttog hvordan hun satte små, vigtige krydser i den notesbog hun hev op af rygsækken.
“I det mindste har hun altid vand med til alle”.

Det sidste er korrekt: hun har altid mindst to fyldte flasker vand på sig, og da vi lidt efter holdt vandpause på en bænk, benyttede vi lejligheden til at få forevist resten af taskens indhold.

Vi måtte konstatere at hendes taskepakning umiddelbart ikke lignede at den var foretaget med zombieangreb for øje: en mindre samling af småsten; en notesbog; en tom sparegris; to sæbeboblepustere; noget flot slikpapir; en enkel klipklap-sko; og nogle små ponyer, var taskens indhold.

Den 8 årige og jeg blev enige om, at vandflasken nok var det eneste zombie-nyttige i den taskepakning – men:
“Nej!” afbrød taskeejeren os “den der klipklapper, ikke? Den kan jeg faktisk slå zombierne med, lige i hovedet!!”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal være bekymret over neurose-afsmitning, eller imponeret over mit velforberedte a-team?

Related posts:

Om forspil Om biler Om ros Om sommertid og soven over sig