Bog modtaget som anmeldereksemplar fra forlag. Anmeldelsen er særdeles oprigtig.

Francesca Woodman var en anerkendt ung fotograf, der tog sit eget liv som blot 22 årig i 1981. Jeg kendte godt til nogle hendes fotografier – smukke sort/hvide kompositioner, taget i et faldefærdigt og støvet rum, med dele af hendes egne nøgne krop i fokus – men ellers vidste jeg ikke meget om hende.
Bogen her er ikke en biografi, men en fiktiv roman baseret på de to sidste år af Francesca Woodmans liv, og set fra hendes synspunkt.
Det er blændende smukt skrevet, meget intenst og gribende, og efter at have læst sidste side havde jeg en følelse af vitterligt at have været helt inde i sjælen på denne bemærkelsesværdige unge kvinde.
Woodman voksede op som barn af to anerkendte kunstnere – en mor der var en berømt keramiker og en far der malede – omgivet af forældrenes kunstnervenner, og med et narrativ om at det er vigtigt at ville noget med sin kunst, tænke nyskabende og lade sig opsluge.
Allerede som ganske ung teenager får hun anerkendelse for sine fotografier, men selvværdet føler ikke med og tanken om at være god nok, original nok – i det hele taget nok – forfølger hende konstant, selv om inspireret opslugthed af indimellem kan holde de mørke tanker nede.
Det er en meget, meget smuk roman Christina Englund har skrevet, med en utroligt sans for hvad der har rørt sig helt inde i det inderste af en kunstnerisk sjæl, og hvis man interesserer sig bare en lille smule for kunst, er denne bog en meget stor læseoplevelse

Min vurdering: 4/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️

Related posts:

Om de bedste bøger jeg har læst og ikke har læst Lørdagslæsning – hvad skal man læse for børn i ferien? Boganbefalinger – giv bøger i julegave Boganmeldelse: Natalia Ginzburg “Familie leksikon”