Skrivende mennesker | Superheltemor

Ovenstående er mit yngstebarns nytårsforsætter. Jeg er vild med at de går fra noget så nemt håndgribeligt som” få lavet min cykel”(den er bare punkteret) til noget så stort som “tænk mere på klima”. Meganuttet, synes jeg.

Selv har jeg altid fnyset (fnyst? Hvordan bøjer man det ord?) hånligt af nytårsforsætter ud fra tanken: hvorfor skulle man blive bedre til at have selvkontrol bare fordi der står et nyt årstal på kalenderen? Med vished om at jeg selv ville fejle hvis jeg prøvede, har jeg altid fravalgt at lave forsætter.

Alligevel lod jeg mig friste af det funklende nye år og lagde ud med en plan om at følge en LCHF kur for at smide de kilo jeg har taget på mens jeg var stillesiddende og sygemeldt (plus nogle af de kilos venner). Lad mig sige det på den måde: det tæller ikke som LCHF når man bare begynder at spise fedt og drikke fløde, uden helt at skrue ned for resten. Så det opgav jeg igen, nu lidt tungere.

Til gengæld får jeg virkeligt skrevet meget – alle andre steder end på bloggen. Det må være mit rigtige nytårsforsæt: at få skrevet noget hver dag, og sørge for at det er på noget jeg kan være bekendt at vise frem. (Også gerne til blog)

Jeg har et romanmanus jeg pudser på, og er startet på et skrivekursus for at få feedback og tricks. Det er dyrt, men også vildt inspirerende, og jeg tænker at jeg lærer ting jeg kan tage med mig fremover. For nogle år siden skrev jeg en meget langt ungdomsroman, uden at få feedback undervejs, og manus til den er endt med at stritte i så mange retninger at jeg har opgivet den. Det skal ikke ske denne gang!

Derudover er der en del ting der er op ad bakke for tiden, både på arbejde og privat, så det er fedt at have noget andet at fokusere på. Det kan anbefales!

Hvad med Jer? Har I store planer for sådan et fint og lovende nyt årti?

Efter at jeg i flere måneder har siddet med bogmanus til op over begge ører, er det en underligt tom fornemmelse at have sendt det afsted.
Ingen mulighed for at rette, slette eller skrive til, gør at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på at min bog eksisterer, og jeg har fået overbevist mig selv om at den er pinefuldt elendig.

Ninjaman har gennem de 19 år vi har været kærester lært at aflæse mine nærmest usynlige signaler – især dem der er ledsaget af håndfaste monologer som:”årh hvor er den bog sikkert noget lort!” Og “Gid jeg aldrig havde givet mig i kast med at skrive noget!” – og plagede mig om at printe den ud så han kunne læse den, og berolige mig om at den kun er semi-elendig.

At han frivilligt læser noget er en meget stor begivenhed da han højst læser en enkelt bog om året, og det var med bævende hænder at jeg overrakte ham udprintet manus.

Min ven Maren, har beskrevet skrivende menneskers neuroser ret spot on i sin fabelagtige bog – hvilket er rart, for så ved jeg at jeg ikke er alene om at være neurose over at sende nyfødt tekst alene ud i verden.

Jeg lovede ikke at plage Ninjaman om hvad han syntes om den, før han var færdig. Så gik han i gang med at læse. Langsomt.
Tredje aften i træk, hvor han læste et par sider og lagde den fra sig med et hemmelighedsfuldt smil og uden at sige noget om den, kunne jeg ikke dy mig længere:”årh hvad! Sig nu hvad du synes! Er den dårlig? Jeg ved den er dårlig… Du kan sagtens sige det, jeg kan tage kritik. Nej bare lad være. Du behøver ikke alligevel. Vent til du er klar. Nej – du må aldrig sige noget om den! Okay – bare lidt! Er den okay?”

Og jo: jeg kunne godt selv høre hvor ynkeligt det lød, men det der med at skabe noget på den måde er eddermaneme også angstprovokerende helt ud i det neurotiske.

Heldigvis kan det grines væk, hvilket det også blev (da jeg først havde undertrykt den refleks der ville give ham en lammer), for han svarede med et kys og disse ærlige ord:” altså: jeg kan jo godt lide den, fordi det er dig der har skrevet den. Men jeg synes seriøst den mangler nogle zombier – eller bare nogle mellemstore eksplosioner…”

Og så blev vi enige om at han ikke behøvede læse mere. Der må findes læsere der er mere i målgruppen end lige ham.