05/3/16

Om at skrive en bog og lidt om ungdomsromaner

Den opmærksomme læser har muligvis bemærket mit fravær på bloggen den sidste tid.
Grunden er, at jeg har haft hovedet dybt begravet i mit manuskript til ungdomsroman-konkurrencen hos Forlaget Carlsen.

I starten var bogen mit lille tidsfordriv-projekt: noget jeg kunne skrive på i de lange ventetider på hospitalet, eller når mine mindste børn var bange for at falde i søvn og ville have jeg sad inde hos dem til de sov. Istedet for at blive irriteret over al den ventetid, har jeg kunnet sidde og fordybe mig i noget jeg selv valgte, og det har været rigtigt fedt – men pludselig var deadline lidt tæt på, så jeg har skrevet som en vanvittig den sidste måneds tid, for at blive færdig.

Alle ord der var tilovers i mit hoved, plus nogle der bestemt ikke var tilovers, er gået til romanskrivning og jeg har knapt nok kunnet finde ud af at sende en SMS den sidste måned.
Men jeg blev færdig!
Jeg har aldrig før skrevet noget skønlitterært der var så omfattende, og det var en underlig fornemmelse at printe alle siderne ud for at sende dem.

Bogen har fyldt så meget, at glæden over at blive færdig næsten overskygges af et sært savn efter at skrive mere på den.
Har været gnaven og indadvendt lige siden jeg slap bogen, og måtte tvinge mig selv til at nyde solen og haven med min søde familie i weekenden, for trangen til at sidde alene i et hjørne og skrive var overvældende.
Må hermed konstatere at det er udemærket at jeg normalt får min skrivetrang dækket med mindre projekter, for jeg ville være lidt af et eneboer-røvhul hvis jeg skulle leve af at være forfatter – det siger mine børn ihvertfald.
IMG_20160502_174606
De eneste bøger jeg har læst i år, har været ungdomsbøger. Det er ikke en genre jeg har læst meget.
Sidste år lod jeg mig lokke til at læse nogle fremragende ungdomsbøger: den rørende “Eleanor og Park”, Stephanie Perkins søde kærlighedstrilogi og Carol Rifka Brunts utroligt velskrevne “Lad ulvene komme”, som jeg alle har anbefalet her på bloggen.
Her midt i mine intense skriverier fik jeg endda lov til at møde Carol Rifka Brunt, til et hyggeligt intimt arrangement på Lindhardt og Ringhof. Hun er en klog kvinde, og det var virkeligt inspirerende at sidde og tale med hende og tre andre bloggere, om bøger og skrivning og en masse andet.
DSC_0066_4
Nå, men gode ungdomsbøger er der ellers langt mellem, har jeg erfaret med min må-kun-læse-ungdomsbøger-klausul i år. Jeg bildte mig ind at niveauet måtte være tårnhøjt, fordi jeg åbenbart havde været heldig med de bøger jeg fik fat på i genren.
Hold da op hvor udgives der meget elendigt skrevet crap til den unge målgruppe!

Men der må da være flere gode derude, som jeg bare ikke kender endnu?
Er der nogen af Jer der kan anbefale nogle gode, nye ungdomsbøger?
Planlægger at tømme mit lokale bibliotek senere i dag.

(links er affiliate, hvilket betyder at jeg tjener 5% hvis i shopper gennem dem)

11/6/12

Om brækfobi – en klumme

Klumme fra “Vores børn” 2015


“Før jeg fik børn, var jeg meget sart omkring kropsvæsker som snot, tis, gylp og opkast.
Jeg kunne ikke gå forbi et 11-tals-befængt vuggestuebarn uden at få kvalme, og jeg mindedes ofte med gru en familiekøretur fra min barndom, hvor min køresyge søster brækkede sig ned i vores kusines ærme.
Har stadig grimme mentale billeder af tudende kusine, der desperat forsøgte at holde ærmet på sin trøje i en vinkel, så brækket hverken løb videre op på kroppen eller ud på gulvet.

Jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, da jeg blev mor; men jeg opdagede det hurtigt: noget af det første min ældste datter gjorde, da hun blev født, var at skide på min mave. Velkommen til verden!
Så var stilen ligesom lagt, og jeg måtte se at få taget mig sammen med dét dér hysteri omkring kropsvæskerne – for livet med børn bød tilsyneladende på mange af dem.

I starten skiftede jeg i panik alt mit og babyens tøj, hver gang der kom en dråbe gylp på.
Men jo flere børn der er kommet til, jo mere hårdfør er jeg blevet, og kan efterhånden nøjes med lige at duppe det værste af.

Dog kan vintermånederne være lange at komme igennem, når ungernes kropsvæskefremkaldende sygdomme reducerer samtalen til detektivagtige fraser á la: ‘Er det bræk eller mudder her på gulvet?’. Eller erfaringsudvekslinger som: ‘Hvilken ende af barnet holder du ind over toilettet, når der både er opkast og tyndskidsfare?’

Jeg synes, at jeg efterhånden er blevet ret cool omkring alt, hvad mine børns kroppe udskiller. Undtagen når de brækker sig.
Det får mig stadig til at famle efter lugtesaltet og håbe på, at der snart kommer en voksen og tager over. Er deres far hjemme, er jeg bestemt ikke for fin til at lokke ham til at være den voksne med rengøringsoverblikket, mens jeg trøster.

Men ligesom hunde kan lugte frygt, kan børn åbenbart lugte fobier, og mine er således blevet gode til at udsætte mig for min brækfobi.
Så jeg udvikler mig derfor langsomt til også at blive hårdhudet omkring brækkeriet.
Bare det seneste år har mine børn været behjælpelige til min ‘udvikling’ med følgende seancer:
 Slatten femårig råbte ‘HJÆLP!’ fra toppen af trappen. Jeg skyndte mig op ad den – bare for at blive skyllet over ende af en alarmerende mængde opkast.
Samme femårige råbte ‘HJÆLP’ fra øverste køje – og gentog succesen. Denne gang fik hun også ramt kurven med det rene vasketøj…
Toårig vækkede mig ved at kaste op. I mit øre.
Køresyg syvårig rakte desperat ud efter min håndtaske i bilen og kastede op i den. Det var en nervepirrende oplevelse at lede efter mine nøgler i den bagefter…

Jeg formoder, at jeg, når de er blevet voksne, er blevet så hardcore til det med bræk, at jeg formentlig vil række ind over bordet, snuppe den tallerken mit barnebarn lige har kastet op på, og sige: ‘Hey – helle for resten af hans kartofler, de blev næsten ikke ramt!’