03/7/19

Om børnecitater – dem med misforståede ord

Jeg elsker når børn kommer til at krølle sproget, eller opfinder andre ord, og skriver alle børnecitater ned i et dokument.

Selvfølgelig flest fra mine egne børn, men indimellem også andres. For et par år siden underviste jeg nytilkomne børn der ikke talte dansk endnu, og her kom der også gode bud på ord.

En dag havde børnene hørt sangen “indianer”, og blev ved med at nynne den bagefter. Jeg spurgte om der var nogen der vidste hvad ordet “indianer” betød. Dyb tavshed, indtil en lille 6 årig pakistansk dreng ivrigt rakte hånden op:” jeg husker det! Det er..  ligesom i matematik!” hvorefter han mimede hvordan man lavede en lige streg efter en lineal. Siden har jeg ikke kunnet høre sangen uden at tænke:”liiiinealer! Søn af alt der gror, vand og ild og jord. Liiiinealer – kalder du på mig!”

I mit dokument over hvad mine egne unger har sagt, har jeg i denne kategori disse. Sjovt nok er det kun barn nummer to og barn nummer fire der har lavet de kreative ord – de to andre har mere misforstået sammenhænge end ord:

 

Mindstebarnets “glædeshelium” bloggede jeg om for nyligt.

N 5 år:” årh mor, naboens dreng går til NINJA!… Eller måske var det spiderman?” (han gik til spejder ) 

N 6 år. Vi leger mime-leg, og hun skal gætte ordet “skrivemaskine”, men kan ikke huske det. “Jeg ved det! Det er et digteapparat!”

N 6,5 år:”mor, må jeg ikke få et flydkogt æg? Jeg elsker når det er flydende!”

N, 8 år, og nyopereret i maven for brok:”årh mor… Jeg føler mig så…harmløs!”(hun mente følelsesløs, men så ganske rigtigt også ret harmløs ud, der i hospitalssengen)

L 3 år ser at jeg er ved at skifte en elpære i spisebordslampen, og spørger interesseret:”hvorfor har du taget det der æble ud af lampen?”

L 3 år: ” se mig! Jeg laver gymnastik – jeg er en skraldemand!”(sprællemand)

L 4 år: “av, jeg har pine-hoved…”(hovedpine)

L 4 år:”skal vi spille jord-ma-klods?” (klodsmajor)

L 4 år:” det der er en hane og det der er en høne, og deres unger hedder kællinger!”

L 4,5 år:”se mine gækkebreve! Jeg har lavet et der er firkantet, og et der er rundkantet!”

L 5 år: “Samra fra min børnehave har en Gud der hedder det samme som Anemones far!” (Allan)

L 7 år: en af storesøstrene er sur og smækker døre, og L spørger:”Nå, er det de der hæmorider der styrer hendes hjerne nu?”
(Hun mente “hormoner”..)

—-
Hvad har I hørt af sjove ordmisforståelser? Skriv dem i kommentarfeltet eller send mig en mail på superheltemor@live.dk, så vil jeg se om der er nok til et indlæg med jeres citater;)

01/28/19

Om at være en modvillig shopper, der ihærdigt opsøger morskab i skilte

Min mand og 75 % af min børneflok elsker at glo i butikker, og kunne gøre det i timer. Jeg har en enkelt veninde jeg virkeligt godt kan lide at se på kjoler med (måske fordi det oftest efterfølges af hvidvin), en anden veninde der er sjov at glo på gaver med (måske fordi det oftest efterfølges af rødvin), og jeg kan tilbringe uanede mængder tid i boghandlere, men ellers er det vindue hvor i jeg orker glo på butikker, meget lille. Jeg kan oparbejde cirka en halv times afdæmpet entusiasme når ungerne skal have nyt tøj, når der skal handles ind eller hvis der skal findes noget i Matas, men alt med skoindkøb eller telefoner slukker min vilje til at leve betragteligt.

I lørdags skulle jeg på biblioteket og hente nogle bestilte bøger, og selv om jeg godt vidste at min mand og pigerne skulle i centeret for at købe et par sko til den mindste, lave en ny nøgle, og tale om et eller andet kedeligt i en mobilbutik, kom jeg alligevel til at sige ja til at få et lift af dem.

De var stadig langt fra færdige med deres ærinder, og trallede lallegladt rundt og lod sig begejstre over kedelige ting i Telia, og bagefter prøvede barnet alle de sko der overhovedet fandtes i verden. Det hjalp kun lidt at min mand galant bar min bibliotekspose og konstant gav mig komplimenter – han ved at der skal hårde skyts til, for at jeg ikke får center-nedsmeltninger.

Til gengæld kunne jeg, ganske alene, oparbejde en vis mængde morskab over absurd apostrof på et skilt:


De andre ignorerede høfligt mit selvsving over det:”haha! Den apostrof får det til at ligne at det er et udsagsnord i bydeform! Hvad tror i det betyder at tulipanere? Det lyder ikke særligt rart, vel? Kan man mon blive tulipaneret, eller er det bare noget man gør?”

Jeg var lige så alene om at komme op og køre over de smart markedsførte “sunde snacks”: poserne med gløgg mix. Intet siger Rødovre, som en pose sprut-grøntsager i madpakken,vel?

Heldigvis forbarmede næstyngstebarnet sig over min desperate trang til at finde sjov i skilte – eller bare i et eller andet – at hun udpegede denne pakke såler i låsesmeden med et:”se mor, det er sådan noget du synes er sjovt! “ og det var det.

Intet produkt kræver et emballagebillede der emmer af nært forestående sex, mere end et par såler. Frækt.


Er jeg den eneste der synes den slags er sjovt? Send mig endelig fotos, hvis I ser den slags.

09/5/18

Postkort fra hunden 3: hippie-hunden

Næstyngstebarnet og jeg sender et postkort fra hunden til efterskole-storesøster hver uge. Efter sigende er det “cringe” at modtage, men også lidt sjovt.

Peace til dig, sjælesøster.

Al den skating gjorde damerne så vilde i varmen, at jeg helt mistede fokus. Jeg begyndte at meditere og danse intuitivt for at se om jeg kunne finde meningen med livet, og det fandt jeg: kærlighed.

Vi skal sprede vores kærlighed til os selv; til universet og hinanden! Så selv om jeg godt ved du ikke ville have hunde på værelset, så har du sikkert kærlighed nok til at forstå at jeg har lavet et hundekollektiv på dit værelse. Vi er ved at male et kæmpestort Peace-tegn på din væg, med vores poter dyppet i økologisk kirsebærsaft. Det bliver kosmisk, mand! Vi har også plantet lidt hamp på din altan.

Fri kærlighed! Make love, not war.

peace

Winston Månestråle Kærlighedsmager

12/5/17

Ti skøre gaver læsere har modtaget, del 1

Tusind tak til alle Jer der, som svar på dette indlæg, sendte mails og kommentarer om de skørestes gaver I havde modtaget. Det bar virkeligt været sjov læsning! Jeg har fået kommentarer nok til at skrive mindst et indlæg mere, så hvis andre vil bidrage skal I endelig sende en mail på superheltemor@live.dk, eller skrive en kommentar.

Læsernes aparte gaver, del 1

 

 

12/8/16

Om chok og krymmel

De her fik mine unger i går lokket sig til, fordi de havde været artige hos tandlægen (hvor dårlig pædagogik er DET lige?)
Jeg undrer mig meget over hvordan man bærer sig ad med at overtrække romkugler med “chok og krymmel”: sniger man sig ind på dem og råber højt, hvorefter man nemmere kan rulle de chokerede kugler i krymmel?

Og hvorfor gør man det – ligger de mere stille hvis de først har fået et chok, eller hvad?

Umiddelbart synes jeg det havde været mere humant at nøjes med bare at gøre dem en lillebitte smule forskrækkede.

06/23/16

Om alternative kreative projekter

Dengang jeg var barn, var der anvisninger bag på æskerne med morgenmad, til hvordan man byggede et rumskib ud af gamle æsker.

Da jeg var et let afledeligt barn, lykkedes det mig aldrig at samle nok æsker til at gennemføre projektet, men hver morgen, mens jeg tyggede mig gennem morgenmaden, sad jeg alligevel og fantaserede om hvor awesome det blev når jeg engang fik bygget mit rumskib.

Mine egne børn er lidt sære typer, der hellere vil spise aftensmadsrester til morgenmad, end spise deciderede morgenmadsprodukter, så derfor har jeg været sat lidt uden for hvad der skete bag på æskerne.

I morges på arbejdet faldt jeg over en æske cornflakes, og kunne til min glæde og overraskelse konstatere, at der stadig opfordres til kreative udfoldelser på den slags.

Jeg arbejder med store teenagedrenge, som jeg er ret sikker på er mere interesseret i cornflakes’ kække opfordring til at “skabe din egen skede”, end i rumskibe.

Jeg har stor respekt for morgenmadsfabrikanternes evne til at omstille sig til målgruppens umiddelbare behov.
DSC_0242

10/31/15

Om halloween og lidt om autentisk lugt

Mine tre store piger er til forskellige halloweenfester her til aften, og jeg kom træt hjem fra kursus, og blev mødt af et glædesstrålende mindstebarn, der havde ventet spændt på, at vi skulle klæde os ud og rasle…

At blive sminket og gå rundt på mørke villaveje var ikke engang med på min top 20, over ting-jeg-drømmer-om-at-foretage-mig-en-lørdag-aften”, men jeg kunne ikke stå for hendes jubel, og endte med både at sige ja til at gå med hende, OG til at vi begge to blev sminkede som zombier.

Det gik egentlig fint.
Hun dansede lykkeligt foran mig, i sin nye zombie-prinsesse-kjole, med sommerfugle i maven og jævnlige begejstringshvin, og jeg gik med hende op til alle døre, men gemte mig lidt væk fra døren når folk åbnede, så hun kunne få opmærksomheden alene.
Lige ind til hun ringede på hos en venlig ældre dame, der bemærkede min lurende zombieskikkelse i buskadset, og vinkede mig hen til sig, med et:”du skal da ikke være så genert, lille ven, værsgo!” og overrakte mig to karameller, som jeg befippet tog imod, uden at nævne at jeg ikke er et barn, men en lavstammet 40 årig…

Ved næste dør overvejede jeg at køre barnetricket videre – fristende muligheder for slikhoarding, men endte med bare at gemme mig endnu bedre.

Dette viste sig at være en god beslutning, da den fem årige lidt efter stolt informerede mig om at hun havde slået en prut inden døren blev åbnet, for:”også at lugte af zombie!”

Hvor imponeret jeg end var over den dedikerede 4D zombieskabelse, var jeg dog også lettet over ikke at have været en del af den.

Især fordi zombielugten hang ved usædvanligt længe, og vidnede om imponerende giftighed…
DSC_0055

(link er affiliate)

08/12/15

Om fuldkorns-fetisch

Jeg havde engang en kollega, der tabte femten kilo, og efterfølgende blev så ekstremt optaget af sundhed, at man ikke kunne spise noget i nærheden af hende, uden at få et lille foredrag med i købet, om hvorfor kød var noget svineri og mælk i kaffen værre end djævletilbedelse.

Men forleden kom Ninjaman hjem med en pose blege boller, til børnenes weekendmorgenmad, og min ex-kollega måtte se sig slået i entusiasme for sund mad, af denne kåde bjørn:
IMG_20150805_210336

Sædvanlige tænker jeg at folk der har forskellige seksuelle fetisches går lidt stille med det – men bamse her ser stolt ud over hans meget kærlige forhold til fuldkorn.

(Hvordan man specifikt gør hvis man skal bolle med fuldkorn, har jeg tænkt en del over. Undlader dog at google det, da jeg frygter at finde billedebeviser af bamse i fuld sving…)

04/25/15

Om løse slik

Jeg håber i kan se skiltet, selv om jeg ikke kunne lide at gå helt ind i butikken og tage billedet.
“Løse slik – 10 kroner” står der, og jeg har tænkt en del over, om det egentlig er dyrt eller billigt – hvad får man for pengene og hvad dækker løse slik over?
Umiddelbart vil jeg synes at hunde, lidt for gerne, uddeler hvad jeg vil betegne som “løse slik” – og så er 10 kr dyrt for at blive slikket i fjæset af en hund.
Det kan også være at den rare kioskmand tilbyder seksuelle ydelser til enlige kvinder, og så er 10 kroner jo rørende billigt – omend der sikkert havde været mere salg i “faste slik”.

08/21/14

Om zen og brændenælder

Det er mig der henter vores børneflok hjem tirsdag og onsdag, og jeg hænger altid i en klokkestreng, for at nå det – der skal ikke særligt meget ekstra trafik, eller skolebørn der er svære at finde, til at vælte tidsplanen…

Ninjaman byttede en vagt på arbejdet i dag, og havde tidligt fri, så for en gangs skyld, behøvede jeg ikke bekymre mig om det.
Jeg havde haft en dag med mange møder og mennesker, og havde så mange tanker i hovedet, at jeg først brugte et par minutter på at lede efter bilen – var på cykel…

Euforisk cyklede jeg ud i solskinnet, med bare tæer på pedalerne og god musik i ørerne.
Cyklede endda en lille omvej, gennem en park, fordi jeg trængte til at se på noget andet end veje og biler.

Og der, i parken, gik det pludselig op for mig, at jeg jo egentlig ikke havde særligt travlt – og min hjerne påstod at have skimmet en artikel i genren “mindfullness/lev i nuet/carpe diem”, der handlede om at stoppe op, og nyde nuet.
Jeg er ikke en stoppe-opper, overhovedet.
Og at tage sig 5 minutter til at være sig selv, føles ekstremt ekstravagant, når man også har 4 unger, og sjældent får lov til så meget som at tisse alene, uden at skulle trøste/hjælpe/true/lytte imens.

Men jeg gjorde det – greb følelsen af frihed og solskin, stillede cyklen op af et træ, og satte mig på en bænk, og lyttede til to hele sange, mens jeg beundrede lidt udsigt.

Den der artikel havde ret, tænkte jeg – det føltes sgu da godt, lige at tillade sig lidt tid til at lave ingenting, helt alene!

Oplivet rejste jeg mig, for at cykle hjem – og opdagede at cyklen ikke længere stod op ad det lille træ, men i stedet havde væltet sig sådan bag om træet, og ned i en grøft.
Fyldt med brændenælder….

Mine sko lå før i cykelkurven – nu lå de så helt nederst i grøften, så uanset hvad, måtte jeg på bare tæer ned i brændenældehelvede og fiske jakke, lås, cykel og sko op.
Så mig desperat om efter nogen jeg kune lokke til at hjælpe, men der var altså ingen…

Hvad de ti minutter på en bænk havde givet mig af zen-ro, fik de to minutter i brændenælderne brutalt flået i stykker – og cykelturen hjem bagefter, med brændende fødder og en cykel der nu sagde:”RASLEslæbeslæberasleRASLESlæbe….”, fordi den var blevet trykket, var lige prikken over iet.

Men – og nu kommer pointen – mine børn havde så ondt af mig, at de hentede tæpper til mig, og lod mig være i fred en hel halv time – så ti minutters zen/to minutters smerte/10 minutters rasle-brænde-cykling, blev faktisk vekslet til endnu mere zen og endda med omsorg oven i.
Så hvis jeg nogensinde får tid igen – så snupper jeg altså den bænk en gang mere – men parkerer muligvis cyklen bedre!