Om kiksethed og venskaber
“De ved ikke hvad de går glip af!” sagde min mormor altid til mig, hvis vi talte om, at jeg ikke havde venner i skolen.
Den tanke varmede jeg mig så meget ved, at det faktisk ikke generede mig synderligt – jeg elskede at læse i frikvartererne, havde en lillesøster der var sjov at lege med derhjemme, og hvis der skulle fortælles en sjofel vittighed eller parodieres en lærer, vidste drengene godt, at det var mig de skulle spørge – selv om de ikke ellers gad lege med mig.
Jeg fandt klassebilledet fra 3.B i en skuffe i dag, og fik mistanke om at de piger, der ikke gad være mine venner, udemærket vidste hvad de gik glip af, og ikke ligefrem sørgede over det…
Blandt pænt friserede unger i yndlingstøj, så den 9 årige variant af mig, sådan her ud:
“Du har ØDELAGT vores pæne klassebillede!” skændte klassens dronninger, og jeg var nok temmeligt alene om, at synes det var skidesjovt.
Først da jeg blev teenager, fik jeg venner.
Teenagere er altid kiksede og kejtede, og det havde jeg så mange års erfaring i at være, at det nærmest virkede cool.
Jeg har i årenes løb formået at samle en masse fantastiske venner op – der alle har det til fælles, at de ,et eller andet sted, kender til kiksethed, og en fornemmelse af, at være anderledes.
Men jeg vil vædde med, at samlede jeg alle mine venner i dag, til et klassefoto, ville jeg ikke være den eneste der skar ansigter – og det er egentlig en ganske rar tanke.
