Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…
Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!
—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.
Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!
Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.
Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:
Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.
Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.
Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.
Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.
Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.
Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!
En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.
Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.
Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.
Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.
Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.
Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.
Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.
Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.
(fortsættes)
