Jeg har skrevet en roman.
Det har jeg gjort en gang før – den gang var det en ungdomsroman som jeg sendte til en konkurrence og skrinlagde helt da den blev afvist. Jeg blev ikke helt tilfreds med den, men så den mest som en øvelse i at skrive noget færdigt – så på den vis var det ikke spild af 70.000 ord at skrive den og det generer mig ikke at den endte i skuffen.
Den nye bog jeg har skrevet er en rigtig roman, og selve historien er klar til at blive sendt til forlag. Jeg mangler bare at finde en der kan læse korrektur på den, for efter sigende sætter jeg ret fucked kommaer.
Det er en underlig tanke at nogen skal sidde og læse noget jeg har skrevet på i tre år, have en mening om den – og med stor sandsynlighed afvise den.
Forlagene tager kun ganske få debutanter ind, så jeg er helt med på at sandsynligheden for at det første forlag jeg sender til tager den, er ganske lille. Jeg håber da at nogen vil udgive den på et eller andet tidspunkt, men lige nu nyder jeg bare at jeg rent faktisk er kommet ind i en rytme med at få skrevet noget næsten hver dag, og jeg er allerede i gang med et udkast til noget helt nyt.
Da jeg i sommer fik stjålet alle mine smykker besluttede jeg mig for at forsikringspengene ikke skulle bruges til at anskaffe nye. Det der var særligt ved smykkerne – og gjorde mig ked af at have mistet dem – var jo hvornår og af hvem jeg havde fået dem. Det kan jeg ikke købe igen.
Det fornuftige ville være at smide pengene ind på en konto til uforudsete udgifter eller de jævnlige perioder med økonomisk lavvande. Fornuft er ikke mit mellemnavn, så det skal de bare ikke: det er penge for ting der engang har gjort mig glad, og de skal kun bruges til ting der giver samme mængde glæde. Foreløbigt har jeg måttet erkende at jeg åbenbart føler mest glæde ved at give ting væk, for jeg har brugt en del på at invitere Ninja og unger på restaurant flere gange, og har købt gaver til alle. Et lille fjernsyn til soveværelset, så man kan ligge og se serier i sengen på trætte dage er det også blevet til.
Resten står og venter på at blive brugt på noget godt, som jeg ikke ellers ville have råd til – og her forleden fandt jeg noget til mig selv: et skriveophold, på Marienlyst badehotel om tre uger. Ret dyrt, men jeg glæder mig åndsvagt meget til to dage med skriveri og luksus, og sparring med andre skrivende.
Og mens jeg glæder mig til det, må jeg forsøge at tage mig sammen til at turde sende det andet manus ud i verden, og håber nogen tager godt imod det.
Det er sværere end det lige lyder – bare at skrive dette indlæg og indrømme at jeg har skrevet noget der føles færdigt, føles vildt grænseoverskridende…
Er der nogen af jer der skriver selv og kender følelsen? Erfaringer modtages meget gerne.
