04/9/19

Om lidt af hvert: zombier, tanker og anbefaling af meget nyttig bog

Jeg kan ofte huske mine natdrømme, der er syrede eksempler på hvor fucked up min hjerne er, når den uden indblanding får lov til selv at vælge emner. Virkeligt en mærkelig  opfindelse, drømme!

(Og bare rolig: det her er ikke sådan et indlæg, hvor jeg detaljeret fortæller om dem, for den slags er sjældent særligt spændende at høre om.)

For tiden er jeg  inde i noget temabaseret: de velkendte, hjertehammerfremkaldende (ja, det er et ord. Som jeg selv lige opfandt) Zombie-mareridt. Jer der har læst med længe, ved at jeg har noget af en zombie-fobi, hvor flugtplaner, overlevelsesstrategier og casting til mit a-team,  hele tiden figurerer lidt i baggrunden af mine tanker. Og jajaja: jeg VED godt at det ikke er en særligt begavet fobi at have, men hvis I bare fik en prøvesmag på nogle af mine natlige zombie-mareridt, ville I også bedre kunne forstå hvorfor den slags sætter sine spor om dagen. Shit, de er scary!

For nogle år siden havde jeg dem hver nat. Der var jeg virkeligt presset, både på job og med alvorlig sygdom tæt på, og det hjalp ikke særligt meget på stressniveau, at vække mig selv med mareridt konstant. Siden da har jeg bemærket, at når den slags drømme dukker op igen, er det fordi der er noget i mit liv der ikke fungerer: noget der er utrygt eller for meget.

Lige nu er det mit arbejde der laver zombier. Jeg er virkeligt, virkeligt glad for mit arbejde helt generelt, og føler endelig at jeg er landet på en god hylde, hvor jeg kan se mig selv være mange år. Sidste år tog jeg jo en uddannelse som billedkunstunderviser, som jeg har undervist i de sidste 5-6 år, og også gør nu. Men det er ikke sikkert at jeg får lov til at undervise i det fremover, da min ledelse ikke er sikker på at de kan lade ikke-fuldtuddannede lærere varetage enkeltfag, og uvisheden presser mig ud i zombiedrømmene igen.

Hvis de siger endeligt nej, er jeg usikker på hvad jeg så skal: om det er mit fag eller en ellers god arbejdsplads der trækker mest. Har ikke meget lyst til at søge videre, men vil også føle mig frarøvet noget vigtigt, ved at stå og se på, mens andre overtager noget jeg er virkeligt god til og glad for.

Det er lidt derfor jeg er blog-stille for tiden, tror jeg, der er ikke så mange ord tilovers, hvor nætterne går med zombier, og dagene med tanker.

Lige med hensyn til zombier, er der heldigvis godt nyt: jeg har fået et anmeldereksemplar af “Den store zombiebog” tilsendt, og den er meget nyttig.


Målgruppen er givetvis børn, og mine mellempiger synes ganske rigtigt også den er virkeligt sjov, med tests og artikler. Jeg synes mest af alt det er godt at den kommer med seriøse bud på hvordan man overlever en given apokalypse – det sparer lidt dag-tænketid ikke at behøve planlægge helt så mange flugtplaner alene.

En solid anbefaling her fra, til Den store zombiebog, der netop er udkommet på forlaget Alvilda. (adlink og anmelderekseplar).
Og så håber jeg at jeg snart får noget vished om arbejdsliv, så jeg kan bruge min hjerne til andet!

09/26/18

Om græsenketilstand

Min mand er væk med arbejdet hele ugen, så jeg græsenker den med hund og børneflok. Det går grundlæggende ret godt, for jeg tager mig generelt mere sammen når jeg er alene, og ved der ikke kommer en voksen og hjælper. Kan slet ikke kende mig selv, i denne her ihærdige, fornuftige voksen jeg er, når jeg selv står for det.

– For eksempel er her mere ryddet op end vanligt (hvilket dog ikke betyder at der er decideret pænt, ud fra de standarder alle andre mennesker har for oprydning – men stadig…).

– Jeg står op så snart mit ur ringer første gang, og har derfor overraskende god tid til logistik om morgenen. Laver madpakker, reder pigehår, lytter til unger, og får endda tid til både kaffe og mascara, og nogle gange endda noget læsning. (Fatter ikke hvorfor snooze knappen er min bedste ven normalt – det er jo rart at have tid? Men på mandag ved jeg at den bliver aktiveret alligevel…)

– Børnene har været ekstremt hjælpsomme. Da jeg kom hjem fra arbejde i dag – efter en ekstralang dag, grundet syge kolleger – havde de både tømt opvasker, luftet hund og lavet toasts til hinanden. Jeg er vant til at jage dem væk fra fjernsynet når jeg kommer hjem, og henvise til de aftaler om pligter vi har, for at få dem til at lette måsen, så det er en ret fed afveksling!

Men så er der også alle de ting jeg er mindre god til, og som gør at jeg tæller minutter til han hjemvender:

– Normalt er jeg den der laver madplaner, regner budgetter ud, og forsøger at få løn til at strække en måned, uden afsavn. Jeg er lidt nærig-striks, men det er nødvendigt at en af os er det. Når jeg er alene med børn, overtager jeg dog gerne deres mere gavmilde fars forhold til penge. I dag lod jeg mig dupere så meget af de hjælpsomme børns indsats, at jeg brugte en halv uges budget på burgere og is, da vi alligevel skulle i centeret og lede efter fødselsdagsgaver til min moster. Man skulle tro det var nok overforbrug for en dag, men da næstyngstebarnet bagefter forelskede sig i nogle øreringe med kvindetegn, og jeg godt vidste madkonto var drænet nu, tænkte jeg:”pyt! Dem giver jeg da bare, betalt af mine lommepenge for næste måned!” Og storladent købte jeg dem til hende. Det føltes godt at være gavmild – indtil jeg så de to andres spændte blikke. Vupti, der røg alle mine lommepenge for næste måned – men pigerne blev allesammen glade for hver deres par øreringe…

– Jeg elsker normalt de sjældne, sjældne gange hvor jeg er hjemme før nogen andre, og kan sidde og læse i fred, uden at føle nogen skal underholdes. Havde glædet mig til flere aleneaftener i træk, og sparet lidt på denne her spændende bog, så den kunne nydes der:

Jeg havde dog ikke kalkuleret med hvordan min hjerne kunne finde på at kompensere for stilhed, ved hele tiden at nynne “Macarena”. Nu har jeg sat så høj musik på for at skubbe “damdadadam-dadadamdadadamdam HEYYYYYY Macarena, Ai!” lidt ud. Det gør dog også at jeg ikke kan koncentrere mig om bog; og skriver blogindlæg istedet.

– Nu er klokken 23. Jeg havde planlagt noget “gå tidligt i seng, så jeg kan være frisk klokken 06”, på en kæk og irriterende måde, men sidder stadig her og lytter til hundens ekstreme snorken. Min seng er nemlig noget så tom, og jeg har slet ikke lyst til at ligge i den alene… Både fordi jeg frygter “Macarena” vender tilbage, men mest bare fordi det er så uvant og ikke-hyggeligt at sove alene.

Nå, jeg kan ikke finde den afrundede pointe – men hvis “Macarena” ønsker det, blogges vi sikkert ved igen i morgen aften!

Skifter I også personlighed ved græsenketilstande?

01/20/12

Om babyer i sengen

Fandt denne meget rammende tegning på nettet, af hvordan det indimellem er at sove med en baby i sengen.
Vi gældsatte os jo voldsomt, for at købe en treetagers køjeseng – hvor ingen af pigerne tør sove i øverste køje, før vi har fået gardiner for – så den 5 årlige sover fortsat i babyseng, og baby i vores.
Det ser ofte sådan ud – især “H is for hell” er populær, men også selvopfundne klassikere som:”halstørklædet” – hvor hun ligger hen over min hals, og “blerøven” – hvor hun placerer sig med sin mås mod mit ansigt, så jeg kan få glæde af hver en lille vind der slippes i nattens løb.
Godt hun ser så kær ud når hun sover, så man bedre kan leve med hendes søvnakrobatik…

20120120-161838.jpg