Før jeg fik børn var jeg ikke bange for en skid.
Mørke, edderkopper, kriser og skumle mennesker – de kunne bare komme an, for der var ikke noget JEG ikke kunne klare!

Så blev jeg gravid første gang, og oplevede pludselig alle bekymringerne for babyen: åh – havde den det godt derinde? Havde jeg mærket den sparke i dag?
Jeg glædede mig til at få baby ud, så jeg kunne se den havde det godt – og derved stoppe med at bekymre mig.

Shit – jeg blev klogere!

Lige siden jeg hev hendes fedtede nyfødte krop op på min mave og så ind i hendes mørke øjne, har jeg været bange for alting.
Alle de farer der ligger på lur og venter på at kaste sig over mine søde små børn, kan virkelig skræmme livet af mig, og min fantasi er alt for livlig, så jeg kan virkeligt få malet mig selv ind i et hjørne af skræk indimellem, mens jeg tænker:”jamen hvad nu hvis feberen er tegn på meningitis? Hvad nu hvis hun cykler og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis hun drikker sig fuld som teenager, og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis færgen kæntrer? Hvad nu hvis verden overtages af blodtørstige zombier?”

Giver mig selv et par hurtige mentale lussinger indimellem, og tvinger mig selv til at lade dem klatre i træer og gå på fortove, uden at være pakket ind i vat.

Men den der zombie-skrækscenarie-ting kan ikke helt slippe.
Jeg drømmer sjældent, men når jeg gør er det ofte mareridt, hvor jeg forsøger at redde mine børn fra horder af zombier.
Løber, forskanser os, gemmer dem.
En psykolog ville sikkert tyde noget med, at zombierne repræsenterer alle de ting man gerne ville beskytte børn imod: nederlag, drillerier, dumme mennesker – jeg tror egentlig bare at de repræsenterer zombier, som er fucking scary i sig selv.

Ninjaman og jeg så for nyligt serien “walking dead” på dvd – den er rigtigt god, se den! – men den intensiverede mine zombiemareridt massivt, så jeg var lettet, da vi havde set den færdig. Og kommer ikke til at se mere af den, skulle der komme flere sæsoner

Forleden gav en veninde mig en bog:”høstens engle”, som hun har oversat. Den handler om zombier, og den er smukt og spændende skrevet, men jeg må tvinge mig selv til kun at læse i dagslys, for at holde mareridt væk.
Sad derfor opslugt af den i stuen i går, mens børnene legede i haven – og pludselig hørte jeg en slæbe-slæbe-slæbe lyd fra soveværelset, som jeg straks genkendte som en typisk zombielyd. Man VED bare hvordan den slags lyder, når man har haft mareridt om det 50 gange, ok?

Blev derfor overrasket af at det var dette syn der mødte mig:

Related posts:

Om forfatter-fotos Om “fifty shades of Grey” Om julefrokost-sabotage Om kikset varenavn