05/9/15

Om tumle-lege og uhensigtsmæssige navne

Når vi fortæller folk, at vi har fire børn, bliver folk ofte lettede på vores vegne når de hører det er fire piger.
Så siger de et eller andet om, at det er heldigt det ikke er drenge, for drenge leger så vildt.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvordan det er at have drengebørn, men umiddelbart tror jeg ikke det der med vilde lege er kønsbestemt – nogle børn er vel bare mere fysiske end andre?

Jeg er på ingen måde et sportsmenneske, men jeg elsker slås og tumle-lege, og det gør mine tre yngste piger også.
Vi har opfundet forskellige lege: med den ti årige laver jeg sådan noget akrobat-agtigt noget, hvor jeg ligger på ryggen og hun balancerer på mine fødder og den slags; med den otte årige leger jeg “slagter-leg”, som er sådan en tumleting, hvor jeg lader som om jeg tilbereder og æder hende (og taler med en sær tysk accent imens – det giver ikke helt mening, men er vildt sjovt); og med den lille er det en slags fange-kilde-leg, der hedder “tæskeleg “.

Jeg har et arbejde hvor jeg, i perioder, skal være meget i beredskab, og jo hårdere dagen har været, jo mere afstressende er det, at komme hjem og smide rundt med et barn i en eller anden fjollet leg, mens deres far laver mad.

Her i onsdags havde jeg haft en exceptionelt stresset dag, men mine piger var inviteret til playmobil-lege-event hos Mannov pr og de havde glædet sig helt enormt.

Det var et vildt fint arrangement, med søde mennesker, lækre snacks og en hel masse playmobil at lege med, og jeg havde fire unger med, der opførte sig pænt og fordybede sig i henholdsvis leg, tegning, vejrmøller på tagterrasse og rydning af buffet.
image

Men jeg havde hovedet fyldt af min dag, og kunne ikke helt samle mig om smalltalk, og selv om det var hyggeligt, længtes jeg, efter at komme hjem og ligge i fosterstilling i sofaen mens jeg tømte tanker om dagen ud over min sagesløse mand.

Den trang holdt jeg nede, ved at tumle lidt med mindstebarnet, i smug.
Sådan bare lige kilde hende lidt eller vende bunden i vejret på hende, når hun gik forbi mig på, steder hvor der ikke var så mange mennesker.

Problemet med tumle-lege, er at de i længden er svære at udføre diskret…

Således også her, hvor jeg stod og forsøgte at smalltalke, da jeg pludselig blev ramt på balden, af en kanonkugle affyret fra en lille playmobil-kanon, af et barn der begejstret råbte:”NU TÆSKER MIN MOR MIG!”, hvor på hun drejede om på hælen og løb – direkte med panden først, ind i en glasdør…

Jeg ved ikke om det var barnets påstand om at hun var udsat for jævnlige tæsk, eller om det var lyden af glas imod barnepande, der fik de omkringstående til at se chokerede ud – men jeg skyndte mig, med dårlig samvittighed over at have startet det der førte til pandebule, at trøste bulet barn.
Mens jeg tænkte over, at “tæskeleg” klart burde skifte navn…

Det ville have været så meget federe, hvis hun havde råbt:”MIN MOR LÆRER MIG KVANTEFYSIK!” eller “MIN MOR TRÆNER MIG TIL OL I STANGTENNIS!” (omend det sikkert havde virket lige underligt, at hun løb ind i en dør, efter at have råbt det?)

Nå. Nu må i have mig undskyldt. Jeg skal ind og lære mit barn kvantefysik.

02/24/12

Om at være far til pigebørn – Ninjaman fortæller

Jeg er stadig en lidt fraværende blogger, men min kære mand har været så flink at melde sig frivilligt med et langt indlæg – der næsten kan gå som fredagsføljeton. Tak for det!

Følgende er skrevet af Ninjaman,om hvordan det er at have fire pigebørn
“For ti år siden, fødte min kone vores første datter.
Jeg glemmer aldrig da jeg så hendes ansigt for første gang – det var fascinerende så meget hun lignede mig: samme ansigtsform, samme mørke øjne, flade næse og brede læber.
Jeg er adopteret, og hun var derfor det første menneske jeg nogensinde har set, der lignede mig.
Da hun var to, gik hun rundt i camouflage-tshirts med kranier på, spillede sej, så op til sin far, og var svært stolt af at vi ligner hinanden så meget – men det sekund hun fyldte 3 år, blev hun ramt af en prinsessebølge, jeg ikke lige havde set komme.
Jeg er ellers vokset op, som ene dreng mellem to piger, og troede jeg var godt rustet til pigefnidder – det var jeg så ikke…
ALT skulle være lyserødt og blomstret, hun kunne under ingen omstændigheder iføre sig bukser mere, og klædte om til fuldt prinsesseudstyr, med håndtaske og diadem, så snart hun kom hjem fra børnehave.
På det tidspunkt fik vi datter nr to. Hun lignede mig ikke så meget af udseende, men det var nu dulmende for øjnene at se på hende, for hendes tøj var ikke nødvendigvis skingert lyserødt hele tiden – som hendes storesøsters var.
Og jeg var en glad far, med en prinsessepige på den ene arm, og en velduftende baby på den anden.
Storesøster var begejstret over at lillesøster havde det eneste rigtige køn, men svært skuffet over at hun ikke måtte bestemme, at hun skulle hedde Tornerose…
Kort tid efter, kunne min kone – til vores umiddelbare skræk – tisse to røde streger frem på en graviditetstest. Spiral er åbenbart ikke 100% sikker…
Nu begyndte spørgsmålene fra omverdenen så: ”IH, vi må da håbe det er en dreng nu!” og ” Nå, I prøver igen, til der kommer en dreng?”
Det provokerede mig en del, at folk nærmest ikke troede på mine forsikringer om, at jeg faktisk var godt tilfreds med mine to døtre, og bedøvende ligeglad med barn nr tres køn.
Hun var så også en pige, men kom heller ikke til at hedde Tornerose.
Pigebarn nr 4 kom forrige år – her var folks kommentarer om kønnet nærmest øredøvende.
Men jeg holder altså på, at jeg er bedøvende ligeglad med ikke at have fået drengebørn.
Jo, jeg kan godt lide at spille fodbold, og barbiedukker interesserer mig ikke vanvittigt meget, men der er stadig meget mere til det at have børn, end lige at dele gadget-interesser.
Ulemper ved at være far til pigebørn:
– Nøj, der bliver snakket! Hvor drenge mest leger noget, med at sidde med en bil og sige ”wrrrummm”, så skal piger absolut snakke sig gennem lege: ”og så sagde vi lige, at du sagde, at jeg var moren, og så sagde vi…..”
– Sådan en flok barbie-sko eller pony-hårbørster, gør ondt at jokke på med bare tæer
– Man må aldrig være andet end “prinsen”, når man er med til at lege
Fordele ved at være far til pigebørn:
– Alle de pigehemmeligheder, man pludselig får insider-forklaringer på
– Ekstreme mængder beundring når de er 2-3 år, og synes at far er det ypperste billede på prinseagtig ynde, maskulinitet og styrke. Jeg har labbet det i mig (så længe det varede…) Hvis man kunne fylde beundring på dåse, havde jeg nok gemt lidt, til om få års tid, hvor vi har 4 teenagepiger i huset …”

P.s:Giv ikke Ninjaman skyld for sære kommaer og overdreven brug af tankestreger og punktummer – jeg hjalp ham med at skrive det ind, efter håndskrevet papir, så det er min skyld…