06/19/17

Om bekymringer og glæden sig

Noget af det grimmeste ved sygdom, er at det trækker værdien ud af alt andet, og dækker selv de hyggeligste dage med et fedtet lag af bekymring.

Det er Ninjamans halvårlige cancer-tjek der har spøgt de sidste måneder. Denne gang endnu mere end ellers, da første scanning viste en skygge, der muligvis bare var fra de kunstige tænder – men den skulle altså ekstra-scannes.
Ventetiden har været lang.
Der er nogle ting det ikke hjælper at tale om. Hvor det at sætte ord på sin egen frygt, bare kan antænde noget unødvendigt hos den anden.

Så det eneste jeg har sagt om det, har været det beroligende indlysende: hvorfor skulle det komme tilbage på præcis det samme sted, når alle de dele der før sad der, er blevet erstattet med nye dele?
Det lyder jo usandsynligt.
Bortset fra i mine søvnløse nætter, efter klokken 02, hvor min bitch-hjerne altid har haft det med at afspille skrækscenarier.

Selv fra en erfaren søvnløshedsrytter som mig, har der været ekstramange af den slags nætter.
Når jeg endelig har sovet, har der så været skruet op for drømmene: nogle lede små kavalkader af rædsel, hvor jeg mistede ham på hundredevis af måder, og vågnede gispende op, uden at føle jeg kunne tillade mig at vække ham. Min skræk har ikke haft noget at gøre i hans hoved, når det er ham det hele handler om, så jeg har forsøgt at forsegle den i små lommer inden i mig selv.

Nu er ventetiden ovre: han er stadig kræftfri.

Det begynder faktisk at føles lettere, det med scanningerne, her efter tredje gode resultat. Selvfølgelig bliver han ved med at være rask!

(Nogen må godt minde mig om dette, når vi om et lille halvt år venter på svar igen, ikke?)

IMG_3126

Nu kan jeg så igen bekymre mig om alle de ting sygdomsskrækken har blegnet.
Zombie-fobien jeg har, byder jeg således hjerteligt velkommen, som en mindre skræmmende ting at frygte.

Når søvnløsheden stadig melder sig, uvillig til helt at slippe mig, kan jeg også panikke over nye ting der skal ske:

– jeg er kommet ind på en uddannelse, som jeg har villet tage i årevis, og skal tage den sideløbende med arbejdet næste år. Er megaglad og spændt – og en smule  bekymret for hvordan det bliver at jonglere studie og fuldtidsjob

– jeg har søgt og fået job, hvor jeg allerede nu skal bruge det jeg skal uddanne mig i. Starter efter ferien og er behørigt nervøs – men selvfølgelig også glad.

– mit ældstebarn – hende der for ca tre sekunder siden var et lille 0. klasses barn med tynde fletninger – havde sidste niende klasses eksamen i torsdags. Stor og smuk og sej og klar til at komme videre i livet. Det er så fantastisk, men alligevel kan følelsen af hvor hurtigt tiden går, skræmme mig helt firkantet i perioder.

Sommerferien venter heldigvis lige om hjørnet, og vi skal lave så velsignet lidt, at jeg kan nå at få noget ro oven i hovedet igen. Jeg glæder mig helt overdrevent meget til ferie i år, med planer der ikke strækker til mere end:

Læse bøger og glo på skyer.

Grille fisk og slå smut.

Fiske krabber og bygge sandslotte.

Spille spil og gå ture.

og, vigtigst af alt: nyde lige det sted vi er i lige nu i vores liv.

Det er et godt sted at være.

og det skal nok gå.

 

08/28/16

Om forandringer

Det her har jeg foretaget mig i det meste af min fritid den sidste uge:

_20160826_093422Badekarslæsning – verdens bedste hobby!

Jeg kan ikke komme i tanke om andre måder hvor på man kan kombinere to former for nydelse så sublimt – det skulle da kun være hvis man måtte spise chokoladeskildpadder under sex.

(Men den slags opfattes åbenbart som uhøfligt af ens partner. Har jeg hørt. Fra en ven..)

Bogen, Amy Schumers selvbiografiske essaysamling:” Pigen med røvgeviret”, modtog jeg et anmelderekesmplarer af fra forlaget, og det var en meget velkommen distraktion fra alle mine hvad-skal-jeg-dog-gøre-med-mit-arbejdsliv-klynketanker, som jeg også nævnte lidt om for nyligt.

Amy Scumer kommer iøvrigt til København på Fredag, og der er vist stadig billetter, hvis man har lyst til at se hende live. Jeg skal derind med min veninde Maren, der gav mig billetter i fødselsdagsgave, og jeg glæder mig helt enormt!
Bogen har mange utroligt underholdende passager, men den kunne godt have brugt en grundigere redigering, for at blive skarpere i sine pointer. Der går lidt ligegyldig sniksnak i den nogle steder, hvilket er ærgerligt.

Nå, det med arbejdskrise?
Jeg sagde mit job op i går!
Er helt stakåndet over hvor hurtigt det gik, fra en nagende fornemmelse af ikke at være helt glad eller føle mig udfordret nok på arbejdet, til jeg pludselig stod med nyt job på hånden.

Jeg er totalt glad for mine kolleger – og det var tæt på at trække en tudetur da jeg fortalte dem det – men det bliver også spændende at skulle noget helt, helt andet, langt fra min comfortzone.

Da jeg torsdag aften fik opkaldet om at jeg fik stillingen, drak jeg af befippelse et glas vin så hurtigt, at jeg satte mig ved siden af toilettet da jeg skulle tisse… Så sad jeg der, med bar røv på fliserne, og følte mig ikke helt som en der var godt nok klædt på til jobskifte.

Har heller ikke rigtigt sovet siden, fordi jeg er den vildeste kylling når det kommer til forandringer.

Det er kun et etårigt vikariat, hvilket faktisk passer mig udemærket, for så kan jeg bruge det år på at overveje, hvad det egentlig er jeg vil med mit liv.

Jeg har overvejet at finde noget deltid, hvor der er tid til at jeg enten kan skrive mere seriøst ved siden af, eller videreuddanne mig.

Det var den update. Nu må jeg hellere smutte igen – det badekar fylder jo ikke sig selv, og jeg mangler stadig at læse et kapitel.

(boglink er iøvrigt affiliate og bog sponsoreret – indlæg er ikke sponsoreret)