Om det der kærlighed, del 37
Sidste afsnit føljeton handlede om en lynhurtig fødsel af baby nummer fire, ti dage over termin.
Hun blev født klokken 23.35 torsdag aften, og morgenen efter ringede de fra hospitalet og sagde at babys blodtype var rhesus positiv og da min er rhesus negativ skulle jeg komme ud til dem og få en indsprøjtning. Vi vækkede pigeflok, babyen blev beundret af storesøstre igen, vi afleverede børn i skole og børnehave, og kørte til Herlev hvor jeg fik indsprøjtningen. Den nyfødte sov trygt gennem det hele, så da vi kørte forbi Rødovre centeret på vejen hjem følte vi godt at vi kunne stoppe og købe en gave og handle ind, med babyen sovende i bæreslyngen.
”Den er da ikke mange uger gammel, hva?” Sagde kassedamen og nikkede mod bæreslyngen.
”Ni timer…” mumlede jeg, og følte mig lidt som en ravnemor, der løb ærinder med en helt nyfødt istedet for at ligge derhjemme og snuse til hende.
Så vi skyndte os hjem og snusede til baby resten af dagen, og blev enige om at det der med nyfødte var mindst lige så mageløst fjerde gang, som de foregående.
Mens vi snusede til hende og beundrede hende, talte vi om hvor længe vi havde været om at turde tage vores førstefødte med væk hjemmefra – stik modsat denne nyfødtes shoppetur. Ældstebarnet blev født en snedækket decembernat, og det tog mig hele tre ugers tilløb før jeg vovede mig ud i kulden med det lille pus. Helt skrækslagen ved tanken om at hun skulle blive for kold/sulten/bange/andet uforudset på vores lille udflugt. Jeg tudede da jeg skulle skifte hendes ble på et offentligt toilet første gang – helt overbevist om at hun ville blive traumatiseret og/eller dækket af bakterier,
Barn nummer tos første tur ud i verden gik til zoologisk museum da hun var to uger gammel – det havde hendes storesøster ønsket sig i storesøstergave. Barn tre var med til familiefest få dage gammel, og barn fire var åbenbart klar til shoppetur ti timer efter fødsel.
”Får vi barn fem føder du hende sikkert i køen til en ølbod på Roskilde festivalen, og tager hende direkte med hen til en metal-koncert!” jokede Ninjaman, og vi blev enige om at prøve at minde os selv om at være bare en smule mere zen.
Det viste sig at være ret nemt, når man får en sommerbaby. En madras i et skyggefulde hjørne af haven blev der vi tilbragte de næste par ugers dagtimer, med at beundre verdens roligste, nemmeste lille bebs – meget af tiden flankeret af de tre stolte storesøstre, der syntes babyen var det mest nuttede i verdenshistorien.
Den yngste storesøster – der på det tidspunkt var en særdeles hidsig tre årig, – blev slet ikke jaloux, som vi ellers havde frygtet.
“Det ligner hun er ved at puste dig op!” konstaterede hun ellers gnavent, da hun så babyen amme første gang, men så snart hun fattede at den lille ikke var en reel konkurrent, var det ren storesøsterglade og beundring fra hendes side også.
(Fortsættes)
