11/19/18

Om det der kærlighed, del 31

Her fortsættelsen på den store føljeton, om vores liv de sidste 21 år.
Her et foto af pigerne, fra en udklædningsfest det år. Jeg har mistet mange af mine fotos fra de år, så det passer ikke helt til:

August/september 2009 var præget af både håb og mismod.

Det havde ellers lige kørt så godt altsammen, men nu hvor banken havde lukket kassekreditten til vores butik, og vi havde taget lån i huset for at betale regninger, var det ikke særligt sjovt. Drømmen var at nogen ville købe det hele, og gerne ansætte Ninjaman som erfaren butiksbestyrer, men vi havde opsagt butikslokalerne og indstillede os på at vi havde et halvt år til at få solgt ud og lukket ned. Forhåbentligt uden alt for stort tab, men det så ikke lovende ud.

Jeg var ked af det, og uendeligt træt, men forsøgte fortsat at geare mig selv op til at få det bedste ud af min gode nye arbejdsplads, og var fx med i en hyggelig madklub, hvor man lavede mad sammen en gang om måneden.

En sen eftermiddag i starten af Oktober, stod jeg i Netto og købte vin ind til madklubben samme aften. Jeg havde bare lyst til at køre hjem og sove, selv om dagen egentlig ikke havde været hård.

Ved kassen hang der nogle graviditetstests, og pludselig ramte tanken mig: “så træt her plejer jeg kun at være når jeg er gravid”

En pakke tests røg i kurven sammen med rødvinen. Mens jeg cyklede tilbage til arbejdet, prøvede jeg at regne på om der overhovedet var en risiko for at jeg var gravid. Nåede frem til at det kondom der var gået i stykker havde været på et sikkert sted i min cyklus, men tanken ville ikke rigtigt slippe. Mens forretterne var i ovnen sneg jeg mig ud på badeværelset med pakken med tests.

De var bragende positive. Alle fire.

Min første tanke var: ”pis – jeg har lige givet alt babytøjet og tingene til en genbrugsbutik!”

Min næste tanke var mere noget med:”fuckfuckfuckfuck!”.

Jeg ringede til Ninjaman, der stadig var på arbejde i vores butik.

“Den der sparkedragt jeg sagde var pæn i butikken – har du solgt dem allesammen? Ellers tror jeg vi får brug for at gemme en selv…” sagde jeg, klodset.

Vi havde slet ikke talt om at jeg kunne være gravid, ingen af os havde tænkt tanken, og jeg var ikke engang gået over tid, men han fattede det alligevel med det samme.

”Vi har klaret så meget sammen, mon ikke vi klarer en bonusbaby?” var hans respons, efter en skræmmende lang stilhed.

(Fortsættes)

11/7/18

Om det der kærlighed del 30, en føljeton

Nu er der efterhånden rigtigt, rigtigt mange af jer der har skrevet og efterspurgt nogle nye afsnit føljeton, som jeg har syltet i over et år.
Hvis man ikke har læst dem, kan de andre afsnit om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, forelskede os og fik en masse unger læses her.
Her kommer er afsnit 30, der foregår i 2008/2009.

Vinteren var, ligesom vintrene havde været herhjemme de foregående år, smaskfyldt med syge unger. Småpigerne på 2 og 3 slæbte den ene runde influenza/halsbetændelse/mellemørebetændelse efter den anden med hjem fra børnehave, og selv det lille skolebarn blev ramt flere gange.

Sådan her så det meste af December 2008 ud. Da jeg fandt billedet, kunne jeg pludseligt huske hele følelsen af at ligge klemt mellem febervarme unger, klar til at række saft og brækspande videre; med en stemme der var helt hæs af højtlæsning, og med ører der ikke orkede høre mere dumt børne-tv. Kan godt savne at kramme lidt på de her små varianter af mine unger, men er godt nok glad for at alt det sygdomspis ligger bag os!

2009 startede ret godt ud. Et halvt år før, havde banken bevilget os en stor kassekredit til vores butik, og vi havde flyttet den fra de snuskede lokaler på en lille sidegade, til et flot lyst sted på en hovedgade. En rigtig butik, med mange kunder. Ikke det store overskud, men den kørte stabilt og vores økonomi var en del bedre end frygtelige sidste år.

Ninjaman var rigtigt glad for at stå i den, og jeg og ungerne kom ofte forbi og gav en hånd med at lave vinduesudstillinger og andet hyggeligt.

Her den mindste af dem der gik tøjmodel, ved en byfest i gaden hvor Ninjamans butik lå.

Pigerne var glade og trivedes, og det føltes som om vi var på vej et godt sted hen sammen, alle fem. Oprindeligt havde vi jo talt om at vores barn nummer tre skulle være en efternøler, som vi havde tid og overskud til, men nu havde hun valgt at komme meget før, og vi var faktisk enige om at det passede ret perfekt: vi havde en flok på tre, der legede sammen hele tiden; interesserede sig for meget af det samme; og allerede nu kunne vi så småt mærke at de var ved at blive større og mere selvkørende. Det ville blive nemt om få år, var vi enige om.

Vi var ved at komme ud af den baby-boble vi havde været i i mange år, med bleer, og søvnløshed og barnevogne og middagslure, og det gav overskud til at huske at være lidt voksne også.

Jeg tog mig sammen til endelig at få smidt alle ti efter-tre-graviditeter-i-træk-kiloene, og følte mig stærk og overskudsagtigt. Da der midt på året kom en spændende stilling i en ny afdeling på min arbejdsplads, trængte jeg til at prøve noget nyt, og søgte den. Jeg fik den, sammen med et års orlov fra min daværende stilling, da det ikke var sikkert den nye stilling blev mere end et årig. Virkeligt spændende at få lov til at prøve af et år, uden at miste noget! Jeg involverede mig glad i alt hvad der var af madlavningsklubber og læseklubber på den nye del af arbejdet, nu hvor mine børn ikke længere var så små at de desperate ventede på at jeg kom hjem til dem.

Ninjaman tog på festival for første gang i 10-12 år, fik flere tatoveringer og begyndte at dyrke sport igen. Det var skønt for os begge at lave ting uden for flokken igen, selv om vi også trivedes i den og med hinanden.

Men så kom september, hvor banken ringede og sagde at de nu havde taget en beslutning om ikke at give kredit til små virksomheder, der ikke gav stort overskud, længere. Vi havde et væld af store regninger på vej, og kunne ikke rigtigt se en vej ud af det. Opsagde butikslokaler (der var seks måneders opsigelse) og begyndte at sælge varer ud med stort tab. Var nødt til at tage et stort lån i vores lille hus, for at betale. Det var meget skræmmende, og vi fik gældsat os ret grundigt, og kan stadig mærke det.

Jeg fortrød det nye job, nu hvor jeg ikke var i stand til at præstere mit bedste. Jeg var ikke dårlig, men hadede mig selv for ikke at være fantastisk, overskudsagtig, ovenpå. Havde sådan glædet mig, og var også startet godt ud, men jeg tænkte meget på butikken, og på hvor meget den kunne nå at smadre af vores økonomi de næste måneder, og havde ikke helt hjertet med i alt det nye længere. Jeg var også pludselig så træt, at jeg nærmest faldt i søvn når jeg trådte ind af døren hjemme, og alligevel faldt jeg også i søvn mens vi så fjernsyn om aftenen – og var stadig træt om morgenen. Træt, dødeligt træt, hele tiden.

(Fortsættes)

10/20/15

Om postoperations-humor

Ninjaman er endelig kommet hjem fra hospitalet, hvilket hjælper en del på vores begge tos humør.

Han har stadig ondt i både mund, kæbe og det ben der er blevet brugt som reservedel til opbygning af ny kæbe – og han må hverken gå eller spise andet end suppe, så jeg har taget et par dage mere fri for at hjælpe ham – men det er rart at komme væk fra hospitalslivet, og pigerne er også vildt glade for at have ham hjemme.

De lokkede ham til at hjælpe med græskarhovedudskæring forleden, hvilket han gik til med stor iver, og en bemærkning om at det var fedt, ikke at være den eneste i huset der var blevet snittet i ansigtet.

Så alt i alt går det fremad.
Vi mangler bare, at lægerne kan bekræfte at operationen fjernede alle spor af kræft, og så må de næste 4-5 måneder gerne gå hurtigt, med heling og de sidste par småoperationer.

Skulle jeg brokke mig over noget, er det hans morbide postoperations-humor, der er skyld i, at jeg konstant har denne her sang på hjernen.

Ja, operationen har gjort ham følelsesløs i halvdelen af ansigtet, men ER det seriøst nødvendigt at han konstant synger:” I can’t feel my face when I’m with you”, hver gang jeg kommer ind i rummet?

09/10/15

Om bekymringer, og kunsten at bløde i hjertefacon

Hans vielsesring ligger i min venstre håndflade.
Overraskende tung, og slidt helt blød og glat, efter 14 år på hans finger.
Den var svær at få af.

Rigshospitalets kantine er fyldt af mennesker, der snakker.

Jeg ser ud i haven, hvor der er en legeplads, hvor legehusene ligner pikke.

Han sendte mig fotos af dem, første gang han var til undersøgelse herude, og jeg grinede højt, som han havde vidst at jeg ville.

Min kaffe smager af salt, og jeg tager mig til kinderne for at se om det er fordi jeg græder.
Det gør jeg ikke.

I går græd jeg under bruseren, og opdagede det først, da et af børnene spurgte om jeg græd.
“Nejnej, jeg skal bare nyse!” forsikrede jeg, fakede et nys, og snørede tårekanalerne lidt hårdere sammen.

Lige nu skærer de et lille stykke af hans kæbe af. En biopsi.
Det er anden gang de gør det, men første gang de skærer så meget at han skal i narkose.

Han lignede ikke en patient i morges, da vi mødte ind på operationsgangen.

Men som han tog tøjet af: de stramme jeans, de nye sko jeg gav ham i Århus, og den blå skjorte der klæder ham så godt – og iførte sig en alt for stor hospitalsskjorte og noget der lignede mintgrønne balletsko, gjorde han.

Mens vi ventede på narkoselægen tog jeg mig selv i at sidde og smøge hans ærmer op, for at se på hans tatoveringer.
De lignede stadig ham.

“Jeg kysser dig lige, mens jeg stadig har følelser i læberne” sagde han, og kyssede mig, foran døren til operationsstuen.

Alle de kys vi har udvekslet i løbet af de nøjagtigt 18 år og 1 dag vi har været kærester – og om lidt kan han kun mærke dem på halvdelen af munden, for nerverne bliver beskadigede af operationen…

Jeg ved ikke om det er meningen man skal kysse sin mand dobbelt så meget så?

“Jeg kan jo stadig mærke det med den anden halvdel af munden.” beroligede han mig “men jeg ved ikke om jeg kommer til at savle!”

Det lo vi af.
Selvom det er sandt, og egentlig ikke sjovt: han ved det ikke.

Vi ved ikke noget.

Der er nogen der siger at det værste ved sygdomsforløb er venten på svar.
Måske er det rigtigt.
Men jeg er også bange for svarene…

—–
Nu er vi hjemme.
Operationen gik som den skulle, han har kun moderat ondt, og min fætter har hentet børn, købt ind og laver mad.

Der er tre uger til vi får endeligt svar, men vi ved at han helt sikkert skal igennem en stor operation,og have fjernet halvdelen af kæben, for et eller andet har spist hans knogle.

“Se!” sagde han, da han hev plasteret af hånden, som droppet havde siddet i ” i det mindste bløder jeg hjerter!”

12/16/14

Om blå øjne og undskyldninger

Ninjaman går til thaiboksning et par gange om ugen, og jeg er efterhånden vant til at han kommer hjem med mindre skrammer og blå mærker.
Det har jeg lært at leve med, for til gengæld er han blevet utroligt muskuløs og ekstra lækker, og han bliver i bedre humør, når han tæver frustrationer over sit hårde arbejde ud.

Men nu har han besluttet sig for, at han vil prøve at bokse en rigtig kamp, til februar, og så er det en helt anden form for træning!

I fredags kom han således hjem, humpende, og med et gigantisk blåt øje, og skrammede kindben.
Han havde valgt at sparre mod en fyr, der var Danmarksmester – hvilket måske var lige ambitiøst nok.

Dagen efter skulle vi til fest på de store pigers skole, og jeg forsøgte ihærdigt at lokke enøje til at have et skilt om halsen, hvor på der stod:”det er IKKE min kones skyld!”

Han skrev istedet et skilt, hvor på der stod: “min kone har tvunget mig til at have det her skilt på, hvor der står at hun ikke slår mig…”

Så blev vi enige om at droppe skilte, og bare lade ham svare tusinde gange på hvad der var sket.

Jeg kunne se at sådan et blåt øje, gav upassende meget ynk og opmærksomhed fra alle de andre mødre, der lige måtte over og klappe medfølende på hans arm, og jeg blev en lillebitte smule jaloux, over hvor god han var til at ynke sig til kvindelig opmærksomhed.

Prikken over i’et var, da tredje mor i træk, henvendte sig til mig, og lige igen måtte påpege “hvor flot det var, at han dukkede op alligevel!” og der måtte jeg så semi-hvæse, at han ville have fået to blå øjne, hvis han havde ladet mig tage alene til både julefest og balletforestilling med fire unger, bare fordi han havde valgt at dyrke en voldelig sport.

Kunne godt fornemme at det ikke var en særligt anerkendende ting at sige, og fortrød også så meget, at jeg brugte resten af aftenen på at netshoppe tandbeskyttere, benbeskyttere og andet udstyr til hans julegave, så han kan blive pakket så sikkert ind som muligt, inden den rigtige kamp.

Selvfølgelig skal vi også med og heppe på ham – men en lille del af mig ville stadig ønske at han gik til noget mere fredeligt og ikke-blå-øjne-fremkaldende.
Kan man mon gå til korsstingsbroderi et sted?

08/28/12

Om nøgler

Da supertumling var lidt mindre, roste vi hende meget, når hun smed sine brugte bleer ud i skraldespanden.
Hun blev så begejstret for rosen, og tænkte at man sikkert fik mere ros, når man smed mange ting ud.
Så i en periode, måtte vi fiske legetøj, tøj og vigtige papirer op af den skraldespand konstant.
I den periode “forsvandt” vores ene sæt bilnøgler så også…
Det koster 800 kroner at få et sæt nye, så lige siden har vi delt et par nøgler.
Det ER sket, at Ninjaman har taget nøglerne helt med sig på arbejde, på dage hvor det var mig der skulle hente og bringe børn i bil, og vi har ærgret os over, at det er så nemt at glemme man har dem i lommen, og talt om at skaffe en lidt større nøglering.
Stor var min glæde derfor, da jeg så denne her i netto:

Det er heldigt, at der står “nøglering” på skiltet, for jeg havde nok ikke selv tænkt på, at en rive på over en meter, kunne bruges til dette formål.
Skidesmart.
Han skal have nogle meget rummelige lommer, for at glemme nøglerne i dem nu!

02/16/12

Om at få medlidenhed

Ninjaman forsøgte at få lidt medlidenhed fra pigerne, med en sørgelig historie fra sin barndom i det mørkeste jylland, ved at fortælle om en fastelavnsfest, hvor hans far havde lavet en tønde selv.
Ninjaman: “Ja, så slog jeg faktisk bunden ud og blev kattedronning – men jeg nåede aldrig at få min præmie, for der tønden var samlet med søm, og da jeg løb frem for at samle slik op, så fik jeg et stort søm lige op i min fod….” (indsæt lang pause, med plads til at blive ynket her).
Barn tre:”ja… Men det var mere synd for ham der Jesus!”
Ninjaman:”Jesus?”
Barn tre:”ja han trådte søm op i BEGGE sine fødder og i sine hænder også.”
Barn to:”gjorde han? Det er eddermaneme synd for Jesus…”
Barn tre:”Nå, men fik du noget slik fra tønden far?”
Ninjaman:”ja… Altså EFTER jeg havde været på skadestuen…” (indsæt pause til ynk igen)
Barn to:” Fik Jesus egentlig nogen påskeæg bagefter det med hans søm?”

Åh ja – tænk at blive slået på den måde – stakkels mand. Altså Ninjaman – men også lidt ham der Jesus, der blev snydt for påskeæg…

11/30/11

Om det der kærlighed – en føljeton. Del 1.

En føljeton om kærlighed – del 1

Dette er historien om hvordan jeg mødte min lækre Ninjaman, og vi blev kærester.

I september 1997 startede jeg på en uddannelse.
Den første dag mødtes alle nye studerende i kantinen til fælles morgenmad.
Jeg kom lidt sent, så mange af pladserne var allerede taget, og jeg prøvede at få et overblik over hvor der var pladser – og hvor jeg havde lyst til at sætte mig.
Ihvertfald ikke ved siden af de blonderede gimper, der kiggede hovent på min spraglede kjole.
En flok larmende piger i et hjørne kendte tydeligvis hinanden i forvejen, så jeg turde ikke klemme mig ind på den ledige plads ved siden af dem.
Ham den høje, der mumlede med mig selv, mens han rev sig i skægget, lignede heller ikke en jeg gad blive bedstevenner med – men over for den ledige stol ved siden af ham, sad der en sorthåret ung fyr, og så lige så malplaceret ud som jeg følte mig.
Ham ville jeg gerne tale med, så jeg satte mig ved siden af ham-med-skægget. Som viste sig at være lige så underlig som han så ud…
Ham-med-skægget genfortalte hvordan han havde gennemført en bane i et computerspil dagen før, og det var dræbende kedeligt – men i det mindste havde jeg tid til at sidde og smugstirre på min tiltrækkende bordkammerat overfor, for ham-med-skægget var bedøvende ligeglad med om jeg lyttede eller ej, og kørte bare sin egen monolog.
Jeg har aldrig været en der rigtigt lagde mærke til om mænd er tiltrækkende eller ej – men ham her var altså ret påfaldende pæn, og jeg tog mig selv i at stirre forstenet på hans pæne tykke læber, og høje kindben.
Anderledes i tøjet var han også, med stram tshirt med tegning af Jimi Hendrix på.
Slank og muskuløs.
Pæne, stærke arme.
Brede, pæne hænder, med …. Fingerringe på næsten alle fingrene!
Ok. Sandsynligheden for at han ikke interesserede sig synderligt for kvinder var stor, sagde mit fordom-o-meter – og den sandsynlighed fik et ekstra skub op af, da han kiggede medlidende på mig, fanget som jeg var i ham-med-skæggets monolog.
Det lignede han havde eyeliner på….
Nå.
Ærgeligt.
(fortsættes)

08/15/11

Om servietfoldning – et mandagstip

Ninjaman folder en serviet, som en vifte – på 9 sekunder.

05/26/11

Om at være sej

Ninjaman fik lavet denne her tatovering i forgårs:en lotus-blomst, på brystet.
Tatovøren – en stor, bred rockertype med tre milliarder tatoveringer – var meget imponeret over at Ninjaman ikke sagde et kny, selv om det er et af de steder det gør mest ondt at blive tatoveret på.
Så Ninjaman var blevet rost godt, og var overdrevent stolt af sin egen sejhed, da han svedig og adrenalinpumpet kom hjem, efter 3 timer i nålehelvede.
Han rystede godt på hænderne, og besluttede sig for at alkohol sikkert kunne lægge en dæmper på rystelserne, men det eneste vi havde i huset, var baileys.
Han drak et stort glas klistersødt farmor-baileys – og blev voldsomt dårligt.
Kombinationen af adrenalinrush/smerte/alkohol/sukkerfløde var bare ikke optimal, og efter 10 minutter, lå han i fosterstilling i sofaen og klynkede svagt, mens verden snurrede rundt.
Der lå han så resten af aftenen, og syntes ikke jeg var sjov, når jeg drillede ham med at rigtige mænd kan udholde vilde smerter – men dør lidt hvis de drikker farmor-drinks.
Han synes det er lidt sjovere i dag. Lidt…
Til gengæld har Superbaby fattet interesse for tatoveringen, og prøver at kradse både den og hans brystvorter af, når han ikke har trøje på – så han får trænet sine reflekser, når han prøver at undgå pludselige angreb.
Godt han har både smertetærskel og reflekser som en ægte ninja!

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: ninjaman

Om det der kærlighed, del 31

Om det der kærlighed del 30, en føljeton

Om postoperations-humor

Om bekymringer, og kunsten at bløde i hjertefacon

Om blå øjne og undskyldninger

Om nøgler

Om at få medlidenhed

Om det der kærlighed – en føljeton. Del 1.

Om servietfoldning – et mandagstip

Om at være sej

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: