04/12/15

Om interessant anatomi del 2

Vi var på eksperimentarium i dag, fordi vi havde fået fribilletter til at se den nye særudstilling “puls“.

Børnene havde glædet sig i flere uger, og det var også virkeligt sjovt: vi kæmpede i hold, i forskellige baner, hvor man bl.a skulle danse et badeværelse rent, og lege “jorden er giftig” i et kæmpestort køkken, mens man slukkede så mange lysende lamper som muligt, på tid.
image
Kan varmt anbefales, som familieaktivitet!
Der er så stor aldersforskel på vores ældste og yngste barn at de sjældent synes det samme er sjovt, men her hyggede de sig helt vildt, og det gjorde vi voksne også. Virkeligt underholdende og gennemarbejdet!

Mindstebarnet var også meget fascineret af den faste udstilling, og mens de store løb rundt  og prøvede ting på kryds og tværs, fordybede hun sig i alt det der handlede om kroppen.

Hun har længe interesseret sig for hvordan kroppen virker,  og var både henne og se på en mand der dissekerede et øje, og fik sin egen hjerne skannet, flere gange i træk.

En model af en mennesketorso, hvor organerne kunne tages ud, vakte også stor glæde og hun brugte meget, meget, meget lang tid på at forsøge at placere organer ordentligt.

Til sidst kedede hendes ældste søster, der holdt øje med hende, sig så meget, at hun begyndte at udspørge hende om hun vidste hvad de forskellige dele hed og hvad de blev brugt til.

Hun svarede lidt tøvende på de første spørgsmål, men da hun blev spurgt om tarmene – der var blevet placeret det rette sted – var hun helt skråsikker:”DET ved jeg!! Det er tissekonens hjerne! Så den ved hvornår den skal tisse!”

Continue reading

11/10/14

Om Nationalmuseet – et mandagstip

Da pigerne var små børnehavebørn, og jeg hele tiden var på barsler, var Nationalmuseets børneafdeling et af vores yndlingssteder til hverdagsture.
Gratis indgang, børnene måtte røre ved alting, og jeg kunne sidde med en bog, mens de legede med plastikmad, i vikingeskibet.
De sidste par år har vi ikke været der meget, og resten af museet har vi kun set lidt af gangen – men i dag skulle deres far koncentrere sig om noget skriftligt arbejde, og da vi jo bor i byggerod og lidt plads, tog vi på Nationalmuseet, for at give ham fred.

Her vil mellempigerne tippe om, hvordan det er:
Anmeldelse af Nationalmuseet-besøg – et mandagstip.ø
Mindste mellempige, 8 år:
“okay.
I går var jeg på nationalmuseet, og der var vi først et vikingeagtigt sted, hvor der var guldhornene, og jeg syntes de var rigtigt seje, fordi der var flotte mønstre på.
Det var også spændende, at de engang blev stjålet.
Og jeg har set dem i en film.

Vi så også sådan en mor, der var skelet, og hun havde en baby i maven. En nuttet skeletbaby.
Det syntes jeg var synd….
Det var bare på et billede, men det hang lige ved siden af en glaskiste, med et rigtigt skelet af en pige.
Hun var død i kobberalderen, eller sådan noget.

Der var også en gammel dame, der var skelet, og hun havde vildt mange smykker.
Man kunne ikke se kæden mere, der var bare en masse perler.
De var meget flotte dengang, men det er mere sådan noget børnehavebørn laver nu.

20141109-205939.jpg
Vi var også inde og se på penge, og jeg syntes det var vildt sejt at der var kæmpemønter, de var lige så store som min hånd!

Bagefter så vi en udstilling om pels, og jeg syntes det var synd for de der små mink, at man lavede pels af dem!
Og der var også sådan nogle lange, tynde dyr, som man bare brugte til kanter på tøj – totalt spild!
De var så bløde…

Jeg synes på en måde det er synd at slå dyr ihjel og lave dem til tøj – men jeg synes det er fair nok fx i Grønland, hvor man spiser dyret også.
Vi har været i Grønland, og inde i den butik der hedder “brættet”, hvor man kan købe døde fisk og sådan noget, så jeg en fin dame, der købte en pose med sæl-tarme – så jeg ved man spiser det hele!

Vi så også noget om danmarks historie, og vi kom til et sted med dukkehuse, og de var rigtigt seje, med himmelsenge og små sutsko, og små kringler, og dem kunne jeg virkeligt godt ønske mig!
Men dukkerne så lidt underlige ud, med tykke kroppe og små hoveder…det var ikke så pænt.

Der var også en masse lejligheder, så man kunne se hvordan man boede i gamle dage, hvor man var fin.

Det var meget stort, museet.
Vi så ikke hele museet, fordi der var nogen der blev trætte, og nogen der ville have noget at spise, men jeg vil totalt gerne se det hele næste gang!

Jeg vil give Nationalmuseet 5 ud af 5 stjerner, for det var VILDT sjovt, og ligesom at spole tilbage i tiden!”

20141109-210814.jpg
Ældste mellempige, 9 år:
” Jeg syntes det var uhyggeligt med de der skeletter – selv om det også var rigtigt spændende.
Jeg synes jeg lærte en masse!

Jeg kunne bedst lide den udstilling om pels, hvor man godt måtte røre ved alle mulige stykker pels, og klæde sig ud i pelse, og tage selfier med forskellige baggrunde.

Det prøvede vi i lang tid.

Bagefter gad jeg ikke mere, men de andre skulle hele tiden liiiige se noget, og så gik vi bare rundt og rundt på sådan nogle gange, og det var sygt kedeligt!

Jeg vil give det 3 ud af 5 stjerner.
Fordi det var ret spændende, og ret kedeligt.”

09/22/14

Om at være klædt på til lejligheden

I går var vi på Louisiana, mig, Ninjaen og fire, mere eller mindre modvillige, piger.
Det var mig der lokkede: jeg har ikke været der i mange år; ville gerne se Olafur Eliasson, og trængte til at komme væk hjemmefra og tænke på noget andet end sygdom og arbejde,

Jeg tænkte at børnene sikkert blev begejstrede når vi først var der – de er alle fire ret pjattede med Nationalmuseet, og to af dem gider godt tage med mig ind og sidde og tegne på kunstmuseerne i København, så jeg overhørte protesterne og lovede, at de måtte bestemme hvad vi skulle en anden søndag, hvis bare de gad dette her.

Det var ikke en rendyrket succes: der var mange, mange, mange mennesker, og der var større mængder brok i de børn end normalt, med klynk over fodsmerter og kagemangel, så turen startede knapt så hyggeligt ud.

Men så var det, at vi allesammen bemærkede mindstebarnet, og lod os gradvist smitte af hendes entusiasme: den fire årige havde klædt sig behørigt på til museumsbesøg, med håndtaske, læbestift, stor diamantring, guldsandaler og overdimensioneret sløjfe, og poserede entusiastisk i alle rum.
Hendes småmugne ældre søstre glemte helt, at de ikke rigtigt gad museum, mens de fnisende fotograferede hende.

20140921-210349.jpg
Vi fik også trænet hende i, at stille sig alene og se på kunstværker, og med kendermine sige ting som:”avantgarde!” og “det her billede rører ved min sjæl!”, til andre museumsgæsters store forbløffelse.

Vi måtte dog opgive at få hende til at udtale ordet: “ekspressionisme” – der slog den lille tunge for mange knuder.

Umiddelbart vil jeg ikke anbefale andre, at slæbe en flok modvillige børn med på louisiana en travl søndag – men hvis man alligevel kommer til det, kan jeg anbefaler at få besøget til at glide lidt lettere ned, ved hjælp af smart tøj og tillærte kunstnerminer.

Min næstældste – som er den der hader museer allermest – lød næsten helt begejstret, ved tanken om selv at iføre sig monokel og falsk overskæg til næste gang.