09/13/20

Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Min næstyngste datter – det lille, tykkindede, kageglade, nussevenlige, temperamentsfulde, heliumsstemmeførende minibarn – fyldte 14 år i fredags. Af en eller anden grund er det altid hendes fødselsdage der overrasker mig mest: at den ældste er størst og fylder høje år virker logisk nok, og at den næstældste stille og roligt lunter efter og også tillader sig at blive ældre og ældre kan jeg også vænne mig til – men at hendes pseudotvilling-lillesøster ræser efter og fylder præcist det samme kort tid efter, er altid et stort chok.

Jeg kan huske fra da alle fire børn var babyer, hvor overraskende det var at de i det ene øjeblik var helt spæde og bittesmå, og det næste kunne gå og havde meninger. Men det der med at være børn, der byggede huler, fik læst højt, satte krydser i legetøjskataloger ved ting de ønskede sig, tegnede tegninger, skændtes om hvem der var heltinden i tegnefilmen, opførte lange teaterstykker, og altid var mere end villige til at tilbringe al vågen fritid med at fylde mine øregange med sniksnak, varede uendeligt lang tid. Så lang tid at det føltes helt evigt.

Skiftet til at hele 75% af flokken nu er store teenagere – den ældste og hendes kæreste leder efter lejlighed, og mellempigerne interesserer sig ikke længere for det de gjorde før – føles chokerende brat.
Efter 18 års tid hvor jeg har vænnet mig til at blive blæst bagover af tsunamier af ord det øjeblik jeg trådte ind af døren herhjemme, er det virkeligt besynderligt hvor ofte jeg nu kommer hjem til et tomt hus, og kan åbne sms’er om hvem teenagerne og deres udadvendte lillesøster nu hænger ud med.
Den eneste tsunami der er tilbage, er hundens begejstrings-danse over at se mig. (Dem sætter jeg virkeligt også pris på, og overvejer stærkt at anskaffe mig tre hunde mere, bare for gamle minders skyld.)

Opmærksomhed fra hunde kan dog også være for meget:her til morgen vækkede hunden mig klokken 05.50, ved at banke sit tykke hoved ind i døren til gangen foran soveværelset indtil den gik op, og med kækt klikkende tånegle mod gulv ræse hen og lægge sig på gulvet – oven på min kjole fra dagen før – og starte den højeste gang snorken op.

Irriteret over at blive vækket, rejste jeg mig og kylede ham ind i stuen igen. I gangen foran soveværelset har vi for nyligt indrettet et “bibliotek“/læsekrog/gamerhjørne, der hvor den tredobbelte køjeseng fyldt med børn plejede at stå, og da jeg gik forbi opdagede jeg at sofaen der var fyldt med sovende teenagere. De havde selvstændigt malet vægge i går, og kunne ikke sove på egne værelser. Jeg måtte stoppe længe og glo på dem – også selv om jeg ved hvor “creepy” de ville have beskyldt mig for at være hvis de var vågnet og havde set mig stirre. Helt nuttede og sammenfiltrede, og en tidsmaskine tilbage til dengang man godt måtte sige de var nuttede, selv om de hørte på det.

Nu nøjedes jeg bare med at blive rørt over dem i smug, og tænke inden i mig selv at de stadig var ret nuttede.

05/22/19

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

De tre mindste piger er på lejrture med skolen denne uge, og ældsteungen er på efterskole, så for første gang i 17 1/2 år er vi helt uden børn i mere end et døgn. Vildt!

Altså – jeg kan generelt virkeligt godt lide mine børns selskab og føler mig allergladest i situationer hvor alle fire er hjemme; ingen er sure på hinanden og jeg kan sidde og lytte til deres sniksnak, men sådan er det alligevel ikke hele tiden, og jeg har savnet tid med deres lækre far længe.

Ingen der skændes; skal skyndes på om morgenen; mindes om madpakker/pligter/aftaler; puttes eller bespises på faste tidspunkter; og ingen opvasker der skal tømmes 9000 gange om dagen, fordi de -ellers meget miljøbevidste – små skiderikker, tager et nyt glas for hver tår vand de drikker – al den frihed er jo fuldstændigt berusende!

”Hvad skal i dog lave med fire hele dage alene?” Spurgte en veninde mig misundeligt i torsdags, og jeg kunne ikke komme i tanke om en liste på mere end to ting:

1. Spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30

2. Knalde, uden at låse soveværelsesdøren.

Egentlig ikke verdenshistoriens mest kontroversielle liste over vilde ting man kan foretage sig, men vi er jo heller ikke i træning med at planlægge kærestetid.

Punkt 1 på listen – den om at spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30 – var egentlig tænkt som noget med at vente til klokken 20, nu der ikke sad sultne børn og ventede. Teknisk set kunne punktet også opfyldes ved at spise aftensmad klokken 16, som vi kom til at gøre efter en virkeligt lang gåtur i går, hvor vi kom forbi en koreansk restaurant der duftede godt. Udover de to punkter på listen, har vi skejet ud og gjort en masse ting vi ikke plejer med børnene i huset: drukket cola til morgenmad, set voldelige film tidligt på eftermiddagen og spist takeaway i sofaen. Thug life!

Tiden har været fyldt så godt ud med arbejde og vilde planer, at jeg ikke har savnet ungerne før i dag, hvor jeg kom hjem tre timer før Ninjaman, og kun havde hunden som selskab. Hunden ved at pigerne plejer at komme hjem nogenlunde samtidig med mig, og trippede i pendulfart klynkende og fisene frem og tilbage fra hundekurv til havedør, hvor han forgæves spejdede efter dem.

Jeg er for tiden i fuld gang med en masse spændende skriverier, og havde tænkt mig at bruge alenetid effektivt, men frustreret hund endte med at sætte sig og stirre hårdt på mig, og tage al koncentration.

Folk der ikke kender mig særligt godt, plejer at sige at jeg er meget udadvendt. I virkeligheden er jeg det modsatte: jeg trives bedst med folk jeg kender eller eget selskab, men skjuler det ofte ved at fylde stilhed ud med speedsnak, af varierende kvalitet. Også i busser og den slags.

Når den sædvanlige lyd af storsnakkende børn byttes ud med tavst stirrede hund, aktiveres mit smalltalk-forsvar åbenbart også, så da Ninjaman endelig kom hjem tog han mig i at forsøge at stable en samtale på benene med hund, med den klassiske samtalestarter for hunde:”Katte… så nederen, ikke?” Hårdt presset af grinende mand, kunne jeg godt huske at jeg nok havde smalltalket på hunden noget tid, uden rigtigt at have opdaget hvor bøvet det er at sidde og fyre spørgsmål efter dyr.

Nå, men de kommer hjem fredag, så vi skal lige have lavet nogle flere vilde alene-hjemme-uden-opsyn-ting. Sikkert noget med at spise aftensmad klokken 15 eller gå en tur på et helt crazy tidspunkt. Det bliver vildt.

Og det eneste svar jeg fik på smalltalk med hund, var iøvrigt at han stadig synes den nye kurv er ALT for lille:

Slet intet plads til en hel hund, i den mikroskopiske kurv. Stakkel…

(…og hvis nogle af jer skulle ligge inde med forslag til dateagtig ting man kan lave i dag, efter 19 hvor jeg har fri, så sig endelig til! )

04/16/18

Om at være sådan en der siger:”OMG – bare vent til jeg afslører det her!”

Fancy clickbait-overskrift, ikke sandt?

Når bloggere normalt skriver den slags, er afsløringen som regel et eller andet smart, med prestigefyldt nyt job, ambassadørskab eller fuldtidsbloggerliv – når jeg skriver det, er det noget så uglamourøst som en teaser for min 11 åriges kommende tegneserie.

Barnet, der bragte os klassikere som “Sandheden om hvor de små børn kommer fra”, “Kinderne der faldt af” og var hovedforfatter bag et væld af weird tegninger i tilbudsaviser, flottede sig på mors dag, hvor hun både havde lavet dette fine maleri (forestillende vores hund, hvis han var kat) og en halv tegneserie.
Hun er en omhyggelig langsom tegner, så der går nok en uges tid før tegneserien er helt færdig, men det hun foreløbigt har, er det sjoveste jeg har set i meget lang tid, og jeg har grinet højt af den flere gange.

Så det er den jeg teaser på: vent bare til I ser resten; de af Jer med underligt humor vil helt sikkert finde den sjov!

(Og til de af Jer med mere konventionel humor: undskyld på forhånd!)

Selve historien er så ekstremt sær, at det lille teaser-klip der kommer sidst her i indlægget kræver noget baggrundshistorie: for en måneds tid siden havde jeg så meget hold i ryggen, at jeg desperat bad barnet gå på min ryg, i håb om at det kunne rette den ud.

På et tidspunkt trådte hun tilbage med den ene fod på min mås og udbrød en forskrækket kommentar om, at hun risikerede at forsvinde mellem mine balder for evigt. Så begyndte en længere historie, om hvordan min røv er lidt ligesom sorte huller i universet, som man risikerer at forsvinde i, og vi måtte stoppe det nyttesløse ryg-gængeri, til fordel for vanvittig historiefortælling.

“Hvis jeg var faldet ned mellem dine balder, havde jeg sikkert mødt alle mulige mennesker der var røget derind ved uheld i tidens løb. For eksempel en eller anden du kom til at sætte dig på i bussen for ti år siden!” hævdede hun.

Og det er så den historie, der er lige på trapperne som tegneserie.

Foreløbigt har den 10 billeder, og en utroligt langt ude historie. Det her er smagsprøven – resten må i vente lidt med at se (eller undgå at se).

04/21/17

Om dårlige gemmesteder

Bekymrede mellempiger, da de fandt mig stående sådan her i stuen:

” Ai, græder du Mor?”

Mig:”nejnej – jeg leger bare gemmeleg med jeres lillesøster.”

Barn:”… okayyy??”

Barn, hvisker til andet barn:” tag et billede, så hun kan se hvor sygt dårlig hun er til at gemme sig!”

KLIK – og så smuttede de, før jeg nåede at forklare, at jeg altså ikke var så dum at gemme mig bag mine hænder, men var ved at tælle mens min legemakker gemte sig….

10/23/16

Om efterårs-åndehuller

Efterårsferien i år var tiltrængt og den har heldigvis levet op til forventningerne, hygge og afslapningsmæssigt,

Vores økonomi er ret vissen for tiden, så den Tivoli-tur pigerne havde håbet på, og den tur til Jylland vi voksne havde fantaseret om, blev udskiftet med billigere, men mindst lige så fantastiske, alternativer.

Vi har været til fødselsdage to gange og til middag en gang; har været i sommerhus tre dage; og resten af tiden har vi dalret rundt, gået ture og sovet længe.

En af dagene havde alle fire piger en ven hver på besøg, hvilket var en seriøst sjov dag, med knald på. Det virkede næsten som om vi har for få børn til hverdag, når det er så nemt med 8 unger, kom jeg til at påstå. Den fornuftige Ninjaman stemte dog imod at udvide børneflok med 100% permanent…

Torsdag gik vi den længste tur i København i solskinnet; delte to superlækre portioner fish n’ chips på papirøen; fik talt, både med unger og hinanden, og tog billeder af pæn by.

Fredag morgen kørte vi til Nyord, ved Møn, og besøgte min søde fætter og hans lige så søde kone, i et lånt sommerhus.
Kæft – der er fedt!!
Smuk natur, dyreliv, og ild i pejsen.
Vi gik en utroligt lang tur, bevæbnet med kikkerter og gummistøvler da vi kom, og pigerne hvinede af fryd da de så rådyr og harer helt tæt på.

Idyllen blev kortvarige brudt, da den rare onkel reagerede meget bogstaveligt på mindstebarnets bøn om at snøre hendes støvler:

Jeps. De er bundet sammen. Hun trillede grinende rundt, og opskræmte store flokke af vildgæs i processen, og bar kun kortvarigt nag.

Aftenerne er gået med brætspil og hygge, og i går med en regnvåd tur til smukke Møns klint og 994 trappetrin. Mine slatne skinnebensmuskler skriger stadig efter trappetrins-torturen – heldigvis var udsigten det værd!

Hverdagen kommer til at ramme som lidt af en lussing i morgen, når vækkeuret ringer klokken 06 – men det har været helt utroligt dejligt at forsvinde ind i feriemagien i en hel, vidunderlig uge.

03/21/15

Om smalltalk

Den fire årige er svært glad for opmærksomhed.
Som den uventede efternøler i en familie med tre begejstrede storesøstre, har hun lært at spille sine nuttethedskort godt.
Hun er populær og udadvendt, og kan smelte det hårdeste søsterhjerte på et splitsekund – de er bare ikke i stand til at blive rigtigt sure på hende.

Men hendes smalltalk-evner lader dog noget tilbage at ønske, opdagede vi i går…

Ninjaman var til fest, og mellempigerne sov hos min moster, så mindstebarn og jeg var alene hjemme, med den 13 årige og dennes veninde.
Mens vi spiste aftensmad fortalte mindstebarn lidt om sin dag i børnehaven, og da hun opdagede at der nu var hele to store, seje teenagere der lyttede til alt hvad hun sagde og smilede henført af hende, kunne hun næsten ikke være i sin krop af begejstring.

Hun fortalte bl.a om nogle gækkebreve hun havde klippet: nogle havde været firkantede og nogle havde været “rundkantede”, og det gav så tilpas megen teenagejubel, at man kunne se hun sad og vred sin lille hjerne, for at finde samtaleemner at gentage succesen med.

De store piger begyndte at tale om noget andet, og den lille skyndte sig desperat at sige noget, så hun kunne få fokus på sig selv igen:”jeg har engang slikket på en skovsnegl!” oplyste hun, og modtog entusiastiske “ad!!”-udbrud – hvilket jo også en form for opmærksomhed, så den lille rampelys-søger fortsatte ufortrødent med de klammeste historier hun kunne:”Engang lavede jeg sådan en stor prut på toilettet, at jeg blødte lidt på numsen!”

Se, det er såden en historie man helt sikkert skal holde væk fra smalltalk-emner ved middagsbordet , og der blev ret stille…

Jeg startede på at forklare hende, noget med valg af passende samtaleemner, men hun havde selv indset at det måske ikke var den historie der gav bedst, og gik af sig selv over til høfligt at konversere veninden:”nå. Laver du også prut nogle gange? Har du prøvet det herhjemme måske?”

Vi valgte bare at afslutte samtalen her…

Senere på aftenen, faldt hun i søvn i sofaen mellem de to store piger, der hviskende blev enige om at hun vel nok så nuttet ud – men muligvis skulle støttes lidt i kunsten at konversere, inden hun blev større.

08/15/14

Om massage-fredage

Ugens bedste dag, er fredag – og hver fjerde fredag, er bedre end ellers.
Det er nemlig massage-fredag.

Da jeg for 13 år siden, slæbte rundt med vores første barn i maven, og 25 ekstra kilo fordelt rundt på kroppen, var jeg træt, sur og havde hele tiden ondt.
Derfor tog min fantastiske mand et weekendmassagekursus, og indførte massagefredag, hvor han købte en brugt massagebriks, og hver eneste fredag formede en rede af puder og tæpper, så jeg kunne ligge på maven og blive masseret af ham, mens vi så en film.
Det var den vildeste luksus, og ugens absolutte højdepunkt.

I de år der fulgte var jeg gravid temmeligt meget af tiden, men selv når jeg ikke var, fortsatte massagefredage, fordi vi begge to syntes det var hyggeligt.

Men for et par år siden begyndte pigerne at brokke sig over at det var snyd, og derfor indførte vi, at hver fjerde fredag også betød massage til dem – hvilket de er ganske euforiske over.

Om sommeren er det light-versionen, hvor vi straks efter aftensmad, sætter en børnefilm på, som vi allesammen gider at se, og derefter giver Ninjaman hvert af børnene 20 minutters massage, mens de drikker smoothies, og vi ser film sammen.

Om vinteren kører vi ind imellem hardcore versionen, som vi har videreudviklet på noget vi opfandt på det her tidspunkt.

Så tænder jeg stearinlys på hele førstesalen, og laver et ritual, hvor børnene, to af gangen, får fodbad ude i et mørkt badeværelse – med tilhørende stearinlys, stille musik og drinks – mens de to andre er nede i stuen og skiftes til at få fodmassage af mig i sofaen, og rygmassage af deres far på briksen.

Der er mørkt i hele hytten, og intet fjernsyn, når vi kører hardcore version – og bagefter kan fire trætte og salige piger hældes direkte ind i seng.

I dag er det massage-fredag, og jeg har sjældent glædet mig så meget til noget!

Det er altid hårdt at starte arbejde igen, efter en god lang ferie.
Bare det at skulle tidligt op, eller have travlt med at nå noget, er vi kommet helt ud af vane med…

Jeg kan rigtigt godt lide mit arbejde, og har gang i tusindvis af fede projekter, men når jeg kommer hjem om eftermiddagen, efter 8 aktive timer, er jeg så skeløjet af ord og træthed, og lytter kun lidt halvhjertet til børnenes sniksnak.
Først når de sover om aftenen, opdager jeg, at jeg egentlig har savnet dem vildt meget, og fortryder at jeg ikke orkede være mere aktivt sammen med dem – og derfor er det, at jeg har glædet mig ekstrameget, til at nusse deres små rynkede tæer, og have tid til at se på dem og tale med dem.
Og når ungerne sover – og de plejer at sove tungt bagefter – får jeg massage, mens vi ser noget serie, og holder kyssepauser.

Når weekenden starter så fint, gør det ikke helt så meget, hvis resten af weekenden går op i de sædvanlige søskendeskænderier eller vi ikke laver en skid aktivt sammen, for så har vi allesammen fået fyldt lidt op på nærhedskontoen.

Jeg kan godt anbefale, at man indfører en massagefredag i sit liv, hvis man mangler noget at gå og glæde sig til!

06/2/14

Om nyttige tatoveringer

Mindstebarnet har brugt en del af morgenen, på at sidde koncentreret med en kuglepen, og tegne på sin egen lille arm.

“Hvad laver du?” spurgte hendes far interesseret, men fik bare svaret at det var hemmeligt, og han ikke måtte se det før det var færdigt.

Hun er ret stor fan af sin far for tiden, så han gættede på at det nok var en flot tatovering, som den han selv har på sin underarm:

Det var rigtigt gættet, og lidt efter kunne hun stolt fremvise sin tatoverede arm:

“flot – men hvad har du tegnet?” spurgte han, og fik et fornærmet svar:”jeg har da ikke tegnet! Kan du slet ikke læse? Jeg har “skrivet” noget!”

Ved nærmere inspektion kunne han godt se at det var bogstaver, men måtte indrømme at han ikke læste godt nok til at vide hvad der stod.

“Der står noget vigtigt!” proklamerede hun “der står:”husk at tage jakke på”! For det glemmer jeg nogle gange, så jeg vil altså gerne have det skrevet så det ikke kan vaskes af!”

En ganske nyttig tanke – omend jeg ikke umiddelbart tror at vi bestiller tid til tatovøren lige med det samme…

05/13/14

Om det der kærlighed – en føljeton, del 22

På opfordring for flere af jer læsere, kommer her endnu et afsnit føljeton, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden – og hvad der siden skete.
Den kan læses fra starten her.

Vores fine nye pige blev født kl. 0.43 en frostklar februarnat, og de første fem timer af sit liv, holdt hun sig vågen, og iagttog os alle, med sine store mørke øjne.
Vi skulle lige rydde lidt op efter hjemmefødslen, og spise natmad, mens vi talte den fine fødsel igennem med vores søde jordemoder – men da de ting var overstået og vi gik ind for at sove, var hun stadig lysvågen, og vi måtte ae hende over håret længe, før hun endelig faldt i søvn.
Til gengæld stod hun også ganske tidligt op, så da den nybagte – og strålende stolte – tre årige storesøster kom hjem om formiddagen, havde vi allerede været oppe længe, med den nysgerrige lillesøster, der udmattet sov igennem det første møde med sin søster.

Vi burde have luret allerede der, at det der med nattesøvn nu kun var minder…
Lillebabyen viste sig at være en helt anden slags baby end hendes blide og rolige storesøster havde været: hun sov særdeles lidt, og var ekstremt nysgerrig, udadvendt og hurtig til at lære.

Allerede som 5 måneder gammel kunne hun kravle efter sin storesøster, mens hun forsøgte at spise alt hun kunne komme i nærheden af, af barbiesko og krummer – og 9 måneder gammel havde hun lært at skubbe skamler og andre møbler rundt, så hun kunne komme op og kravle fnisende rundt i vindueskarmene.
Så vi havde sved på panden, og følte at vi havde nok at se til, med sådan to småpiger i huset!

Men det var også enormt dejligt nu at være en familie på fire; pigerne var voldsomt glade for hinanden, og det var rørende at se, hvordan den 3 årige storesøster kunne klovne og fjolle, og få sin lillesøster til at le, til hun trimlede omkuld.

To fjollede søstre

Søvn var en sjælden begivenhed, der ofte blev fotodokumenteret.

En lækker lille marcipanbaby, med smil i øjnene.

2005 var det nemmeste år vi havde oplevet længe, og det var som om alting lykkedes: vi havde to skønne børn, vi havde hinanden, og det at vi havde klaret så meget modgang sammen, gjorde at vi også satte rigtigt meget pris på at være nået her til.
Jeg havde de sidste fire år kørt en lille virksomhed, ved siden af mit arbejde, og nu så den pludselig ret lovende ud, og vi begyndte at lægge planer for, hvordan Ninjaman også kunne blive en del af det.
Sidst på året skrev vi under på en lejekontrakt til et lokale, og lagde en plan for hvordan vi begge kunne få en smule ned i tid på arbejdet, og så skiftes til at passe virksomhed, ind til den kørte godt nok til at en af os kunne leve af det fuld tid.
En god, fornuftig plan – totalt voksenagtigt at have plan for vores fremtid i det det hele taget!
Vi havde også styr på det der med børn: nu hvor vi havde set hele to gange hvor pragtfulde unger vi lavede, drømte vi begge om at lave en mere – men først om 4-5 år, når pigerne var blevet større og forretningen kørte.

Men det er ikke alting man kan planlægge…

04/28/14

Om overskydende energi

Da jeg var 12-14 år, var noget af det værste jeg vidste at følges offentligt med min lillesøster.

Ikke fordi hun var grim eller dum – det var hun på ingen måde – men hun tænkte kun på en eneste ting: heste.

Så hvis vi fx var i Rødovre centeret sammen, foregik det således: hun vrinskede, galoperede, og sprang over usynlige forhindringer på sin usynlige hest – mens jeg sneg mig rundt og forsøgte at ligne en der slet ikke kendte hende.

Min 9 årige har altid syntes det var for kedeligt bare at gå normalt.
Der skal lige springes op på alle trappesten, kantstene, gelændere og hegn – og siden hun lærte at slå vejrmøller, kan man altid se på hende hvornår hun er ekstra glad, for så går hun sådan her:

De her billeder er fra bonbonland i lørdags, hvor hun var så tindrende lykkelig, at hun vejrmøllede rundt hele tiden.
(En fantastisk tur iøvrigt, som der kommer lidt mere om senere – sammen med en konkurrence!)

Jeg glæder mig over at min søster har hærdet mig så grundigt, med al sin vrinsken og galoperen, at jeg slet ikke kan blive flov over vejrmølleprinsessen, men bare synes det er hyggeligt at man kan se hvornår hun er glad.
(Men jeg sætter dog stor pris på at hun ikke vrinsker!)

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: morblog

Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

Om at være sådan en der siger:”OMG – bare vent til jeg afslører det her!”

Om dårlige gemmesteder

Om efterårs-åndehuller

Om smalltalk

Om massage-fredage

Om nyttige tatoveringer

Om det der kærlighed – en føljeton, del 22

Om overskydende energi

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: