I mandags fejrede vi mindstebarnets 7 års fødselsdag, for tredje og sidste gang. En tindrende glad lille pige, midt i flokken af klassekammerater. Hun havde den bedste dag, og det var al bøvlet værd.

Men tænk, at alle mine piger pludselig er blevet så store! Hende her fødselsdagsbarnet, med skrammede knæ og manglende fortænder, har netop været så lille her:

Og jeg skal ikke igen være mor til en et årig, to årig, tre årig, fire årig, fem årig eller seks årig – hvilket jeg ellers efterhånden synes jeg er blevet god til at være.

Det mindede mig om at jeg endnu ikke har fået delt dette indlæg, som jeg skrev til fantastiske Cecilies blog, Sneglcille.dk, for nogle uger siden. Et tilbageblik til dengang mindstebarnets tre storesøstre alle var under fem år gamle, og hun ikke engang var tænkt på endnu.

——-

Kære Cecilie.
Fødselssmerterne, og den uendelige træthed i kroppen har jeg lykkeligt glemt følelsen af, men når jeg ser fotos af dig med lille Lou Lou, kan jeg helt tydeligt genkalde mig hvordan mine egne fire døtre duftede og føltes som så små.
Hvis jeg lukker øjnene og kupler min hånd, kan jeg endda huske forskellene på deres små hoveder.
Mit første barns hår, der bølgede silkeblødt mellem ens fingre når man holdt hende.
Andet barns lillebitte, kuglerunde hoved.
Tredje barns knoklede store hoved, der ofte fik mig til at tænke på hvor særligt ondt det havde gjort at føde det.
Fjerde barns munkefrisure, med en skaldet plet på toppen, der fik svedperler på når hun fyldte bleer.
Måske er det en af de få ting kroppen aldrig glemmer: duften af helt nyfødte børn, og fornemmelsen af deres dunede små hoveder, der hviler i ens hånd?

Da du spurgte mig om jeg ville være barselsvikar blev jeg beæret og glad – og en anelse præstationsangst. Jeg elsker din blog og er vild med dig, men når emnet er frit, er det svært at afgrænse sig, og jeg har vævet rundt i hvad pokker jeg skulle skrive om.
Det endte med dette her:

———

“Jeg kvæler den næste gamle dame der kvidrer:”husk nu at nyd det! Det går så hurtigt, den der tid med småbørn!” til mig!” hvæsede jeg sammenbidt til min mand i telefonen. Han var på arbejdsweekend, og jeg var alene med en knapt femårig og hendes to pseudotvillingesøstre på halvandet år og nyfødt. Der var grød på gulvet og i mit hår, og hele seancen med at få alle tre børn rene, mætte og i seng havde taget timevis.
Hjemturen fra børnehaven havde været en af dem, hvor ingen af de to institutionsbørn ville med hjem; baby vrælede; mellembarn fyldte bleen det sekund jeg havde fået moslet alle tre i flyverdragterne; og den femårige var rasende på de to andre, der havde krøllet en fin tegning hun havde lavet.
Jeg havde mast barnevognen gennem tunge snedriver hele vejen hjem, stadig med sur baby i vognen, sur børnehavepige ved styret, og sur tumling der lå og havde raserianfald i snedriverne.
I Netto, hvor vi måtte ind efter mælk, havde en ældre dame komplimenteret de tre unger – der holdt midlertidig pause i surhed – og sagt jeg skulle huske at nyde dem.

Han grinede og sagde:” ved du hvad – den her tid bliver med garanti den vi kommer til at kigge nostalgisk tilbage på, som noget af det bedste i vores liv.”

Og tænk: han fik ret.

Når jeg nu – ti års tid og et ekstra barn senere – ser tilbage, husker jeg den tid som set gennem et af de der pæne Instagram filtre. Et af dem med det bløde lys, hvor forældrenes trætte poser under øjnene udviskes lidt – eller et af dem der gør alting ekstra farvestrålende, og får børnene til at fremstå muntre og livlige.
Og det er ikke engang helt snyd, for sådan var det også.
Der var bleer og vasketøj, grød og gråd – men der var også klistrede kram, legepladser og legoklodser, højtlæsning og huler, der opvejede det andet.

Jeg har altid godt kunnet lide børn, men helst nogle der var så store at de kunne fyre en ordentlig vits af, eller tale om noget man rent faktisk gad tale om. Sådan tænkte jeg før jeg selv producerede børn, og det kom helt bag på mig hvor awesome tiden med småbørn kunne være.
Nu har mine egne fire unger nået aldre hvor de kan fyre ordentlige vitser af og tale om ting jeg rent faktisk gider tale om. Alligevel er det at jeg kan tage mig selv i at se på fotos af dig, Cecilie, med din fine flok, og også savne den tid, som jeg engang bare troede skulle overleves.
Den vigtigste sætning man som forældre til mange små børn skal huske er:” det går over”.
Den kan man bruge både når der er grød på væggene og alle tuder – men også når de krammer hinanden på allermest rørende vis, og moderhjertet smelter.
Fornemmer du hvor pointen er på vej hen?
Jeps – det er mig der er den gamle dame nu, der kvækker:” nyyyd det, husk at nyd det! Tiden går så hurtigt!”

Kærlig hilsen Kim

Related posts:

Gæsteblogger: Cecilie fra sneglcille Om rørstrømskhed, lidt bryllups og gæstebloggerier Om pinlige historier Om kartoffel-entusiaster