11/19/18

Om det der kærlighed, del 31

Her fortsættelsen på den store føljeton, om vores liv de sidste 21 år.
Her et foto af pigerne, fra en udklædningsfest det år. Jeg har mistet mange af mine fotos fra de år, så det passer ikke helt til:

August/september 2009 var præget af både håb og mismod.

Det havde ellers lige kørt så godt altsammen, men nu hvor banken havde lukket kassekreditten til vores butik, og vi havde taget lån i huset for at betale regninger, var det ikke særligt sjovt. Drømmen var at nogen ville købe det hele, og gerne ansætte Ninjaman som erfaren butiksbestyrer, men vi havde opsagt butikslokalerne og indstillede os på at vi havde et halvt år til at få solgt ud og lukket ned. Forhåbentligt uden alt for stort tab, men det så ikke lovende ud.

Jeg var ked af det, og uendeligt træt, men forsøgte fortsat at geare mig selv op til at få det bedste ud af min gode nye arbejdsplads, og var fx med i en hyggelig madklub, hvor man lavede mad sammen en gang om måneden.

En sen eftermiddag i starten af Oktober, stod jeg i Netto og købte vin ind til madklubben samme aften. Jeg havde bare lyst til at køre hjem og sove, selv om dagen egentlig ikke havde været hård.

Ved kassen hang der nogle graviditetstests, og pludselig ramte tanken mig: “så træt her plejer jeg kun at være når jeg er gravid”

En pakke tests røg i kurven sammen med rødvinen. Mens jeg cyklede tilbage til arbejdet, prøvede jeg at regne på om der overhovedet var en risiko for at jeg var gravid. Nåede frem til at det kondom der var gået i stykker havde været på et sikkert sted i min cyklus, men tanken ville ikke rigtigt slippe. Mens forretterne var i ovnen sneg jeg mig ud på badeværelset med pakken med tests.

De var bragende positive. Alle fire.

Min første tanke var: ”pis – jeg har lige givet alt babytøjet og tingene til en genbrugsbutik!”

Min næste tanke var mere noget med:”fuckfuckfuckfuck!”.

Jeg ringede til Ninjaman, der stadig var på arbejde i vores butik.

“Den der sparkedragt jeg sagde var pæn i butikken – har du solgt dem allesammen? Ellers tror jeg vi får brug for at gemme en selv…” sagde jeg, klodset.

Vi havde slet ikke talt om at jeg kunne være gravid, ingen af os havde tænkt tanken, og jeg var ikke engang gået over tid, men han fattede det alligevel med det samme.

”Vi har klaret så meget sammen, mon ikke vi klarer en bonusbaby?” var hans respons, efter en skræmmende lang stilhed.

(Fortsættes)

 

05/6/17

Om lande man kun nødtvungent holder ferie i

Min seks årige kom glad hjem fra skole, og fortalte at en klassekammerat havde vist billeder frem fra sin et år lange sejltur med sin familie.

Barn, ivrigt:” og ved du hvad mor? De havde været på besøge i FJORTEN lande!”

Mor:”Spændende! Kan du huske hvad nogle af landene hed?”

Barn, efter lang tænkepause:”… jaaa… Jeg tror ihvertfald at et af dem var IKEA! ”

IMG_2737

 

02/11/16

Om gnaveres læsefærdigheder

Mindstebarnet reddede sig en bule i hovedet i børnehaven i tirsdags, men da Ninjamand og de tre store lå med bræksyge hjemme, tog jeg hende med på arbejde istedet.

Hun var ret hyggeligt selskab, der charmerede alle, med sit vid og sine talenter, og det slog mig hvor stor og klog hun er ved at blive.

Ind til vi skulle hjem, og hun lige fik bevist hvor lille og naiv hun stadig er, da vi gik forbi en kasse med rottegift, og havde denne samtale:

Barn;” hvad er det?”

Mor:” det er en kasse med giftigt mad i, som rotterne dør af at spise.”

Barn:”nårh…det er rigtigt synd!! Men hvad står der på kassen?”

Mor:”der står at det er giftigt, og man ikke må spise det.”

Barn:” det er viiiirkeligt dumt at skrive det! Så læser rotterne det, og gider ikke spise det!”

Mor:”øh… Rotter kan altså ikke læse…”

Barn(meget overrasket):” kan de ikke?!? Men… hvordan læser de så de sedler de skriver til hinanden, om hvor de skal mødes?”

DSC_0088

Det viste sig, at hun havde set en tegnefilm, med rotter der kunne læse.
Fem års logik er indimellem ubegribeligt nuttet!