Om det der kærlighed, del 31
Her fortsættelsen på den store føljeton, om vores liv de sidste 21 år.
Her et foto af pigerne, fra en udklædningsfest det år. Jeg har mistet mange af mine fotos fra de år, så det passer ikke helt til:
August/september 2009 var præget af både håb og mismod.
Det havde ellers lige kørt så godt altsammen, men nu hvor banken havde lukket kassekreditten til vores butik, og vi havde taget lån i huset for at betale regninger, var det ikke særligt sjovt. Drømmen var at nogen ville købe det hele, og gerne ansætte Ninjaman som erfaren butiksbestyrer, men vi havde opsagt butikslokalerne og indstillede os på at vi havde et halvt år til at få solgt ud og lukket ned. Forhåbentligt uden alt for stort tab, men det så ikke lovende ud.
Jeg var ked af det, og uendeligt træt, men forsøgte fortsat at geare mig selv op til at få det bedste ud af min gode nye arbejdsplads, og var fx med i en hyggelig madklub, hvor man lavede mad sammen en gang om måneden.
En sen eftermiddag i starten af Oktober, stod jeg i Netto og købte vin ind til madklubben samme aften. Jeg havde bare lyst til at køre hjem og sove, selv om dagen egentlig ikke havde været hård.
Ved kassen hang der nogle graviditetstests, og pludselig ramte tanken mig: “så træt her plejer jeg kun at være når jeg er gravid”
En pakke tests røg i kurven sammen med rødvinen. Mens jeg cyklede tilbage til arbejdet, prøvede jeg at regne på om der overhovedet var en risiko for at jeg var gravid. Nåede frem til at det kondom der var gået i stykker havde været på et sikkert sted i min cyklus, men tanken ville ikke rigtigt slippe. Mens forretterne var i ovnen sneg jeg mig ud på badeværelset med pakken med tests.
De var bragende positive. Alle fire.
Min første tanke var: ”pis – jeg har lige givet alt babytøjet og tingene til en genbrugsbutik!”
Min næste tanke var mere noget med:”fuckfuckfuckfuck!”.
Jeg ringede til Ninjaman, der stadig var på arbejde i vores butik.
“Den der sparkedragt jeg sagde var pæn i butikken – har du solgt dem allesammen? Ellers tror jeg vi får brug for at gemme en selv…” sagde jeg, klodset.
Vi havde slet ikke talt om at jeg kunne være gravid, ingen af os havde tænkt tanken, og jeg var ikke engang gået over tid, men han fattede det alligevel med det samme.
”Vi har klaret så meget sammen, mon ikke vi klarer en bonusbaby?” var hans respons, efter en skræmmende lang stilhed.
(Fortsættes)
