Hvis nogen spurgte mig om hvor min bedste rejse var gået til, ville jeg nok svare enten 1): Australien, hvor jeg backpackede rundt i et år, da jeg var 17 eller 2): Grønland, hvor vi sidste sommer besøgte min moster.
Det var også fantastiske ferier, og jeg ville på alle måder gerne gense Australiens røde ørkener eller Grønlands klare himmel, men hvis nogen kom hen til mig og råbte:”HURTIGT! SIG SÅ HVOR DU VIL HEN PÅ FERIE LIGE NU, ELLER DU FÅR EN LUSSING,”, ville jeg febrilsk råbe noget så u-globetrotteragtigt som:”Tenerife!”.
Vi var på Tenerife i en uge i maj, i 2001.
Det er muligt at det – rent objektivt – ikke er den bedste ferie jeg været på, men når jeg tænker på den, har jeg sjældent været så lykkelig (eller så sentimental) som jeg var i den uge, og derfor vil det sted altid have en særlig betydning for mig.
Min far havde fødselsdag, og havde inviteret sin nye kæreste, mig, min Ninjaman, min lillesøster og hendes kæreste, mine to små halvsøstre, min kusine og min gamle farmor med på ferie.
Inde i min mave voksede der en 11 uger baby, vores første, og jeg så alting gennem et (overdrevent sentimentalt) skær, af forventning og kærlighed.
Planen var at afsløre min graviditet på min fars fødselsdag, feriens sidste dag, hvor jeg ville være 12 uger henne.
Men jeg hjalp min farmor på toilettet i lufthavnen, og fordi hun stod og blev forvirret over et eller andet med dørene, og bagefter blev ked af at hun var blevet så gammel og forvirret, trøstede jeg hende, ved at fortælle hende at hun skulle være oldemor.
Hun blev meget begejstret, glemte det var en hemmelighed, og fik fortalt det til stort set alle andre mennesker i lufthavnen, i løbet af ganske kort tid.
Min farmor insisterede på at sidde ved siden af mig i flyveren, hvor jeg først fik de interessante fakta om hendes egne fødsler (min farfar satte hende af med veer foran hospitalet, og hentede hende da det var overstået), og der efter de lidt mere skræmmende detaljer, involverende blod og splat, og underliv der blev klippet og hevet i.
Til sidst måtte jeg lade som om jeg sov, for ikke at blive skræmt alt for meget ved tanken om at min baby skulle ud af mig, på et tidspunkt…
Tenerife var smuk, vandet havde præcis den farve man drømte om at vand skulle have, og luften duftede af blomster.
Vi lejede et par biler, og kørte lange ture.
Jeg graviditets-brækkede mig nonstop, i den varme bil, der kørte gennem bjergene, mens min ene halvsøster hylede som en griseunge der blev løftet op, fordi hun skulle sidde i barnesæde.
I timevis.
Sådan en varm bil, med lugten af opkast og lyden af grædende barn, er ikke en man normalt forbinder med en god ferie, men jeg var stadig euforisk.
At Ninjaman konstant havde ondt i ryggen af at skubbe min farmors kørestol op af bakker, og at det ikke er 100% gnidningsfrit hele tiden at rejse ti mennesker så tæt sammen, bed hele ikke på mig.
Jeg kunne se rundt på min familie, og glæde mig så inderligt over at vi allesammen var her sammen – og at der voksede en baby i min mave, som var en del af alle de her mennesker.
Selv om der var smukt, tog jeg ikke et eneste foto af landskabet: jeg havde travlt med at tage fotos af min familie.
Når Ninjaman tegnede til mine små søstre, smeltede jeg, ved tanken om at han lige om lidt kunne sidde og tegne til vores eget lille barn – og tog billeder af det.
Når min farmor kiggede forelsket på sin 50 årige søn, måtte jeg sentimentalt knibe en tåre, over det der moderkærlighed, der bare blev ved, selv om børnene var så store, mens jeg diskret forsøgte at fange hendes ansigtsudtryk med kameraet.
“Kan man ikke bare SE den baby nu, hva?” sagde jeg stolt, og lokkede alle til at fotografere min mave i forskellige vinkler, mens jeg svajede så meget som muligt i lænden, og følte mig enormt smuk og moderlig.
Efter de første dage på den måde, fik min søster nok: “Du tager ikke noget foto af mig nu, mens du klynker et eller andet sentimentalt om hvor smuk jeg er!” hvæsede hun, da jeg rettede kameraet mod hende med lige netop den tanke.
Så gav hun mig en velfortjent lammer, så jeg røg lidt ud af den lyserøde boble.
Resten af ferien prøvede jeg at dæmpe hormonerne, og ikke gå i åh-hvor-er-jeg-lykkelig-og-hvor-er-alting-smukt-mode hele tiden.
Jeg havnede så lidt i den anden grøft i stedet, hvor jeg gerne ville bevise at jeg altså stadig var hende den sjove, selv om jeg havde en baby i maven: min kusine har aldrig rigtigt tilgivet mig, at jeg moonede ud af bilvinduet, mens hun kørte.
Heller ikke selv om der faktisk ikke var nogen der så det…
Til gengæld morede vi os alle meget med at lade farmor posere, med min svogers solbriller og en slikkepind.
Hun så dejligt gakket ud.
Jeg elsker det foto.
Da min datter blev født, 7 måneder senere, var min farmor blevet så forvirret, at hun ikke altid kunne kende os.
Hun levede en del år efter, men var ikke sig selv.
Når jeg blev ked af at hun var blevet sådan, og savnede hende, selv om jeg sad hos hende, tænkte jeg altid på Tenerife.
Forestillede mig hende, siddende i solen, med lyden af bølger og duften af blomster omkring sig, mens hun fnisede over at være klædt fjollet ud.
Og blev helt varm over, at vi nåede at få den oplevelse med.
——–
Dette indlæg har jeg tænkt mig at deltage i spies blog-konkurrence med.
Man kan vinde et rejsegavekort på 10.000 kroner – mine
unger har kun været ude at rejse en enkelt gang i deres liv, og vinder vi, skal vi altså til Tenerife – og se om min farmors spøgelse er der.
På et tidspunkt, vil man kunne stemme på indlægget her – eller et af de andre. Min personlige favorit er Marias indlæg.
obs: man kan stemme nu, lige her
