11/27/19

Boganmeldelse: “Gileads døtre” af Margaret Atwood

Bog er anmeldereksemplar, men indlæg er hverken betalt eller uærligt

Da jeg var ca ti år, havde jeg læst alt der var værd at læse på børnebiblioteket og sneg mig ind på voksenafdelingen. Her var en af de allerførste bøger jeg faldt over Margaret Atwoods “en tjenerindes fortælling”.  Mindblowing! Jeg blev fuldstændigt opslugt af hendes krybende uhyggelige og realistiske fremtidsdystopi, og det er en af de bøger jeg har genlæst allerflest gange gennem årene.

HBO lavede en fremragende serie baseret på bogen for et par år siden, hvor første sæson var ret tæt på historien i bogen, men de følgende sæsoner digtede videre.

Margaret Atwood har været tæt inde over tv-serien ved eksempelvis at fortælle dem hvem de ikke måtte dræbe, for tanken om selv at skrive en fortsættelse er noget hun er blevet opfordret til i mange år.

Og nu er den her endelig, fortsættelsen. Den var værd at vente 34 år på!

”Gileads døtre” foregår 15 år efter handlingen i den første bog – hvilket er et smart greb, der efterlader plads til at der kan ske lidt af hvert i serien uden at ødelægge historieforløbet.

Bogen har tre fortællere, hvis historier gennem bogen knyttes sammen til en:

– Agnes, en helt ung pige der er født og opvokset i Gilead, som datter af en magtfuld kommandant. Regimet hvor kvinder, børn og mænd i betydningsløse stillinger er brikker som eliten kan gøre hvad de vil med er hendes hverdag, men gradvist begynder det at gå op for hende hvor mange uhyrligheder der foregår.

– Daisy lever uden for Gilead, i Canada. I skolen har de lært om Gilead, og hun er forarget og nysgerrig. Da hendes forældre dør i et attentat involveres hun i en bevægelse der skal infiltrere Gilead, og finder ud af at hun ikke er hvem hun troede hun var,

– Tante Lydia er kendt fra den første bog og serien som den strenge og straffende “tante” hvis job det er at udføre Gileadsystemets regler, og sørge for at avlskvinderne – tjenerinderne – føder børn til de magtfulde uden at gøre oprør. I denne bog kommer man bag hendes facade, og hendes grunde til at gøre som hun har gjort afdækkes.

Hendes fortælling er klart det bedste ved bogen, og for min skyld kunne der sagtens have været 100 sider mere med hendes stemme! Det er interessant hvad der skal til for at gøre mennesker “onde”, og hvor langt vi er parat til at få for at beskytte os selv.

Atwood skriver det troværdigt og rørende, og formår som ingen anden at beskrive bevæggrunde så realistiske at man virkeligt tror på det.

Det er en fremragende roman, og en vigtig roman. Den griber fat i strømninger som Atwood i flere interviews har sagt hun ser i Trumps USA nu: strammere abortlovgivninger, børn der adskilles fra forældre ved den mexicanske grænse og nedladende sprogbrug omkring kvinder og kvinders rettigheder. Som romanen viser kan det være let at skubbe den slags urimeligheder til side – negligere hvor problematisk det er og vænne sig til det – og pludselig sidder vi et låst samfund, hvor rettigheder ikke er for alle.

Det er det der gør hele tanken om Gilead så uhyggelig: den virker ikke urealistisk, når man skriver den så nøgternt og godt som Atwood gør.

Titel: Gileads døtre (adlink)
Forfatter: Margaret Atwood

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sideantal: 432

Min vurdering: 4/5 stjerner

10/11/14

Om en tvserie jeg glæder mig til

Jeg har altid haft en svaghed for postapokalyptiske romaner.
Selv om hele tankespindet om hvordan man selv ville gøre for at overleve og redde dem man elsker er vildt skræmmende, er det også morbidt fascinerende at læse om.

Margaret Atwood er en af mine yndlingsforfattere inden for genren: jeg har læst “Oryx og crake ” adskillige gange, og blev meget begejstret da jeg opdagede at der var kommet et bind 2:”year of the flood”, og sidste bind af trilogien kom sidst i august i år : “maddaddam”.

image

Bøgerne foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor størstedelen af menneskeheden er døde af en menneskeskabt virus, og små menneskegrupper prøver at overleve, i en verden beboet af gensplejsede dyr  – fx de intelligente og aggressive grise, grisonger, der har fået tilført menneskelig dna, for at man kunne bruge deres organer til transplantationer.

I første bog følger man primært Jimmy, der bor alene, sammen med en gruppe menneskelignende væsner “Crakerne”, som hans ven har skabt.
Crakerne er skabt som den ultimative version af mennesker: de behøver hverken boliger eller marker, de spiser ikke kød, de føler ikke had og jalousi, de er kun moderat intelligente og stræber ikke efter mere, men lever fredeligt og harmonisk.
Bind 2 følger Tobi, der før katastrofen var en del af sekten “guds gartnere”, og bind tre binder historierne sammen, med flashbacks og spændende baggrundshistorien.

Hvis man er bare den mindste smule til fremtidsdystopier, skal man under sig selv at læse Atwoods trilogi, der er utroligt gennemarbejdet, humoristisk, grum og realistisk.

Til min store glæde, læste jeg forleden at serien er ved at blive filmatiseret af HBO!
Læs selv her !
Jeg glæder mig usigeligt meget: lige siden jeg læste første bind i serien, har jeg haft lyst til at se alle hendes fantastiske skabninger og fantasier i en film – og i mine øjne, er en tvserie meget bedre egnet til at fortælle komplekse fortællinger, end en film på halvanden time vil være.