Boganmeldelse: “Gileads døtre” af Margaret Atwood
Bog er anmeldereksemplar, men indlæg er hverken betalt eller uærligt
Da jeg var ca ti år, havde jeg læst alt der var værd at læse på børnebiblioteket og sneg mig ind på voksenafdelingen. Her var en af de allerførste bøger jeg faldt over Margaret Atwoods “en tjenerindes fortælling”. Mindblowing! Jeg blev fuldstændigt opslugt af hendes krybende uhyggelige og realistiske fremtidsdystopi, og det er en af de bøger jeg har genlæst allerflest gange gennem årene.
HBO lavede en fremragende serie baseret på bogen for et par år siden, hvor første sæson var ret tæt på historien i bogen, men de følgende sæsoner digtede videre.
Margaret Atwood har været tæt inde over tv-serien ved eksempelvis at fortælle dem hvem de ikke måtte dræbe, for tanken om selv at skrive en fortsættelse er noget hun er blevet opfordret til i mange år.
Og nu er den her endelig, fortsættelsen. Den var værd at vente 34 år på!
”Gileads døtre” foregår 15 år efter handlingen i den første bog – hvilket er et smart greb, der efterlader plads til at der kan ske lidt af hvert i serien uden at ødelægge historieforløbet.
Bogen har tre fortællere, hvis historier gennem bogen knyttes sammen til en:
– Agnes, en helt ung pige der er født og opvokset i Gilead, som datter af en magtfuld kommandant. Regimet hvor kvinder, børn og mænd i betydningsløse stillinger er brikker som eliten kan gøre hvad de vil med er hendes hverdag, men gradvist begynder det at gå op for hende hvor mange uhyrligheder der foregår.
– Daisy lever uden for Gilead, i Canada. I skolen har de lært om Gilead, og hun er forarget og nysgerrig. Da hendes forældre dør i et attentat involveres hun i en bevægelse der skal infiltrere Gilead, og finder ud af at hun ikke er hvem hun troede hun var,
– Tante Lydia er kendt fra den første bog og serien som den strenge og straffende “tante” hvis job det er at udføre Gileadsystemets regler, og sørge for at avlskvinderne – tjenerinderne – føder børn til de magtfulde uden at gøre oprør. I denne bog kommer man bag hendes facade, og hendes grunde til at gøre som hun har gjort afdækkes.
Hendes fortælling er klart det bedste ved bogen, og for min skyld kunne der sagtens have været 100 sider mere med hendes stemme! Det er interessant hvad der skal til for at gøre mennesker “onde”, og hvor langt vi er parat til at få for at beskytte os selv.
Atwood skriver det troværdigt og rørende, og formår som ingen anden at beskrive bevæggrunde så realistiske at man virkeligt tror på det.
Det er en fremragende roman, og en vigtig roman. Den griber fat i strømninger som Atwood i flere interviews har sagt hun ser i Trumps USA nu: strammere abortlovgivninger, børn der adskilles fra forældre ved den mexicanske grænse og nedladende sprogbrug omkring kvinder og kvinders rettigheder. Som romanen viser kan det være let at skubbe den slags urimeligheder til side – negligere hvor problematisk det er og vænne sig til det – og pludselig sidder vi et låst samfund, hvor rettigheder ikke er for alle.
Det er det der gør hele tanken om Gilead så uhyggelig: den virker ikke urealistisk, når man skriver den så nøgternt og godt som Atwood gør.
Titel: Gileads døtre (adlink)
Forfatter: Margaret Atwood
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 432
Min vurdering: 4/5 stjerner
