08/4/14

Om hvad mode egentlig er – et mandagstip

Det er modeuge, og alle blogs flyder over med billeder af modeshows og tøj for tiden – således også denne, hvor mine døtre har udnævnt sig selv til modeeksperter, og vil fortælle om mode hele ugen!

Selv er jeg på ingen måde mode-ekspert, men det synes mine døtre at de er…

Jeg har ferie med pigerne denne uge med, mens deres stakkels far arbejder, og vi skal endda også til et par mode-events.

I dag lægger mine to mellemste piger, på 7 og 9 år, ud med at fortælle hvad mode egentlig er.

Frøken fantastisk, 9 år:
” mode er hvis altså…
Det kan være forskellige ting.
Det kan være ny tøjstil.
Der er hele tiden noget nyt på mode, fx kan det være mode at gå med blomster på tøjet. Altså: blomstrede skjorter til drenge, og kjoler med blomster til pige.

Det kan også være mode kun at gå med kjole – men altså: ikke for drenge!

I meget gamle dage var der nogle mennesker med fint hvidt hår og strutkjoler – det var på mode! Det så mærkeligt ud til mænd, med sådan noget højt hår. Og sløjfe!

I min mors tid, da hun var barn, gik man med hippietøj.
Hippietøj kan være noget med mange farver og lange ærmer og trompetbukser, og helt runde solbriller. Og et hippiebånd rundt om hovedet.
Min mormor og min Susu var hippier!

Der er forskellig tøjstil i andre lande.
I Norge går man fx i en slags uniformer, det kan man se i frost-filmen.
Der er det på mode.

Jeg synes mode er pænt med noget der passer helt sammen. Fx med røde strømpebukser til rød kjole.
Men det kan også være pænt med forskellige farver strømper, der passer i sort og hvid.”

Kagemesteren 7 1/2 år:
” Det jeg synes er mode er kjoler, især lange sommerkjoler!
Jeg har en smart stropkjole med tyl uden på, og den synes jeg er rigtigt, rigtigt flot!

Modestilen i 2014 er, til piger, mest shorts og en tshirt med et band på. Min storesøster har altid en tshirt med Beatles på.
Det har de store piger på skolen også meget.

De piger der er mindre går mest i kjoler. Drenge går også i shorts og tshirts, om sommeren. Med spiderman på, og noget blåt.

Jeg synes det er sort tøj der er på mode til voksne damer. Især kjoler.
Til mænd er det nok shorts og tshirt der er på mode. I mørkeblå, sort, hvid og grå.

Min far har en god mandestil. Han har lige købt en flot blå skjorte, der er sømandsagtig, med ankere og sømandsting i hvid. Jeg tror det er ret meget mode!”

20140804-092804.jpg
Her et lidt ældre billede, af lillesøster, der altid har kørt sin helt egen stil.