11/10/20

Anbefalinger af lidt af hvert, November

Her lidt blandede ting som jeg synes fortjener en anbefaling:

At lave bagedyst med sine børn

Hvis man har store børn, der er nogenlunde velbevandrede i et køkken, er det en fantastisk aktivitet at lave madlavningskonkurrencer: der går mindst en dag med planlægning og indkøb, og endnu en dag med madlavning. Dage hvor de ikke stener skærm og skændes mindre end vanligt – og så kan det endda spises. Whats not to like?

Mine tre teenagere, samt bonusbarnet på 19, brugte en hel weekend på at fortolke Kaj-kager, mens mindstebarnet, Ninjaman og jeg var begejstrede dommere.

Det blev til naturlige kajkager – med mokka og brownie – kajkagebabyer – med vanilje og mazarin – og den blodige fortolkning af Kaj til tandlæge, med ribs og lyserød flødeskum.

Klistermærkeøjne

En af børnene fandt en pose med klistermærkeøjne, og lige siden bliver man jævnligt mødt af stirrende grøntsager, møbler og hundenumser herhjemme.

Hver gang der høres fnisen, ved man at noget nyt har fået øjne, og det er ret sjovt at finde ud af hvad.


 

Børnestavning

Tog et foto af dette skilt på et toilet ved indskolingen. Børnestavning er altså genialt!

 

05/19/20

Om at lave tegnefilms-middage

Med fem børn i huset (ældstebarnets kæreste bor her meget af tiden), er der masser af samlet kreativitet tilstede, og er mens resten af verden har været lukket ned, har børneflokken været gode til at finde på virkeligt sjove aktiviteter.

Det absolut fedeste vi lavede – muligvis også det sjoveste vi nogensinde har lavet sammen – var en madkonkurrence, med tegnefilmstema.

Konceptet var: vi delte os i tre hold, og trak lod om hvem der stod for forret, hovedret og dessert, og så havde vi en uges tid til i smug at planlægge, lave pynt og købe ind. Ingen hold vidste hvad de andre lavede, og man måtte først komme ind i stuen når alt var parat og klart.

Her er resultaterne:

Forret: Græskarsuppe med brød

Hold 1, bestående af mellempigerne på 13 og 15 år, havde ryddet en genbrugsbutik og deres lillesøsters legetøjskasser for pynt, og dækket et bord som den gale hattemager i “Alice i eventyrland” ville være blevet imponeret over:

Spillekort, bøger, blomster, og håndklippet konfetti formet som hjerter, ruder, klør og spar spredt ud over bordet.


De havde lavet græskarsuppe, med kokos, appelsin og ingefær, og serverede den fra en kaffekande fundet i genbrugsbiksen og boller formet som spar og klør.


Hovedret: Bento-bokse

Ninjaman, mindstebarn og jeg stod for hovedretten, og besluttede ret hurtigt at vi ville lave noget fra børnenes japanske yndlingsfilm “Min nabo Totoro”. Egentlig ville vi have lavet sådan nogle bento-boks madpakker der skulle ligne nogle de spiser i filmen, men da fire ud af fem børn er vegetarer fandt vi det for besværligt at genskabe den fisk der skulle med for at den skulle ligne.

Bordet var ikke særligt imponerende dækket – vi forsøgte at lave en slags skov i den ene ende af bordet, og resten skulle så ligne en kantine, med mad serveret i madkasser:

Det sorte på bordet er støvalfer, som mindstebarnet lavede af pompoms.

Ninjaman var det kreative geni bag bentoboksenes udformning, hvor han lavede en Totoro af sorte og hvide ris i hver boks, og så fyldte vi boksene op med japansk omelet og individuelle favoritter af grøntsager:

Dessert: vafler. marengs, is og varm kakao

De to 18 årige havde brugt timevis på håndlavet pynt til deres vildt gennemførte sump fra”Shrek”: skilte med tegninger af Shrek, stykker af træ til lys og blomster, håndtegnede mini-Shreks der badede i alles kakaoglas og en vild dessert:

Virkeligt vildt! De havde bagt chokoladevafler (fordi æslet elsker vafler), formet grønne marengsører til ispynt og lavet løgringe i hvid chokolade som pynt (Shrek spiser rå løg).

Er det ikke sejt? Derudover havde jeg lavet en quiz om tegneserierne på nettet – hvis i vil spille den, kan den findes her .

Vi overvejer at gøre det igen, men måske bare med et enkelt hold pr gang, der laver en ret fra en film, inklusiv pynt, og så ser vi filmen sammen bagefter. Ninjaman og jeg tænkte først straks “Godfather 1”, men den er nok lidt voldsom at se for de yngste, så nu er vi gået i tænkeboks for at finde en god, ikke for uhyggelig, film vi kan lave mad efter. Har i forslag?

05/23/15

Om romantiske middage

Sponsoreret.

På et tidspunkt fortalte min næstældste her på bloggen, om hvordan man kunne lave en romantisk aften, for sine forældre.
Det der romantik, er ikke det der står højest på dagsordenen normalt, men pigerne kan virkeligt svælge i det, og elsker at lave gode overraskelser.

Så da Homemate, spurgte om vi havde lyst til at teste deres nye take away koncept, hvor man køber frisklavede madretter med hjem, og bare behøver at smide maden i ovnen i et kvarter – var mellempigerne helt vilde af begejstring, og gav sig straks til at planlægge den helt store hjemme-restaurant, for os heldige forældre.

Ninjaman tog til thaiboksning, og vidste intet om hvad de planlagde (de krydsede fingre for, at han ikke kom lige så skadet tilbage, som dengang vi overraskede ham med romantik på hans fødselsdag) og jeg blev parkeret i sofaen med en bog, mens mellempigerne ordnede alt, og kommanderede lillesøster ud for at plukke blomster i haven imens:
image
Nej, jeg ved heller ikke, hvorfor der står gryder, plastikhund og skælshampoo på bordet… Men bemærk deres fine tøj, og koncentrerede blikke!
image

Maden klarede de faktisk helt selv: alle retter kom i foliebakker, der bare skulle 15-20 minutter i ovnen.
De så sådan her ud inden:
image
Den overraskede far blev bænket med en energidrik, ved flot pyntet bord:
image

Og så serverede de maden, mens de præsenterede den, på tjenervis :
image

“Unghane med chorizo, courgetter, tomater,sprødt brød, oliven og pesto”.

Vildt lækkert, vildt nemt, vildt hyggeligt!

Indlægget er ikke sponsoreret:folkene bag Homemate havde bare spurgt om vi uforpligtende havde lyst til at smage – men vi var alle så utroligt begejstrede for konceptet, at jeg var nødt til at skrive denne lange anbefaling!

Forældreretterne koster 90 kr, børneretter 60, og brødet 25.
Slet ikke galt, når det er så nemt, og kvaliteten er som på en god restaurant!

Homemate har foreløbigt to butikker: en i Torvehallerne, Nørrebro, og en nyåbnet på Østerbro, og det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer til at spise mad derfra!

04/7/14

Om friturestegte lækkerier

Min mor har lige smset mig det her foto hun selv har taget, og det kribler i mig for at dele det med nogen…

De gæster vi har her til aften er ikke nogen der – lige som jer ægte kendere – sætter pris på god diller-humor, så I er
NØDT til at se hvilke flotte fotos jeg får fra min mor.

Mine veninders mødre sender fotos af hjemmespirede tomater, spurve i haven og glade aftener i bingohallen til deres børn – min mor sender fotos af noget der ligner en friturestegt diller.
Tak mor.

20121019-212918.jpg
Det må da være en McDick?

Der var engang, hvor rygterne om rottekød i fastfood var det klammeste – hvis denne panerede sag, indeholder det den ligner, synes jeg faktisk det er lige en tand klammere…

02/4/13

Om hvordan man kommer igennem måltider man ikke kan lide – et mandagstip

Mandagstippet i dag, er svaret på et spørgsmål, som den uforlignelige Klidmoster stillede inde på bloggens facebookside:”Hvordan kommer man igennem måltider man ikke kan lide?”

Det er frk Fantastisk, 7 år, og hendes bedste veninde “frk Mille”, der også er 7 år, som svarer på spørgsmålet i dag:
“hvordan kommer man igennem måltider man ikke kan lide – et mandagstip”

Mille:”smag, og hvis ikke, så lad være med at spise hjemme hos folk!

Ff:”eller spørg hvad man skal have. Jeg aftalte med Mille, hvad hun ville have, da hun sov hos mig. Hun ville gerne have “mexipanske” pandekager, med kylling og kød og dressing.”

Mille:” jeg er kræsen med: lasagne, syltede agurker, “torskerum”, fiskefrikadeller, fisk, ost, muslinger – hvor lang tid skal jeg blive ved? Der er meget mere…”

Ff:”engang da Mille spiste hos os, spiste hun kun agurker.”

Mille:”ja, jeg spiste nok 43 agurker!”

Ff:” hvis jeg besøger en rigtig sød pige, og vi skal have lasagne, som jeg ikke kan lide – så ville jeg spørge om jeg måtte få noget andet.”

Mille:”fx havregryn. Og en bøf.”

Ff:”man kunne også sådan sige:”jeg kan ikke lide lasagne, men jeg kan da prøvesmage den…” man ved jo aldrig om andre lasagner smager godt.”

Mille:”prøv altid at smage først, for måske kan du lide det! Men jeg ville sige nej til at smagsprøve en musling med ost på! Og så få havregryn.”

Ff:”børn kan næsten altid lige McDonald’s, pizza og agurker. Med mindre man er kræsen. Og tomater måske ikke helt…. Jo, slik kan alle lide! Så giv det til gæster.”

Mille:”frikadeller! Lav det til børn! Uden fisk i… Og uden kartofler.”

Ff:”det var vist det! Fra frk Mille og frk fantastisk – de klogeste børn i verden!”