Om at være klædt på til lejligheden
I går var vi på Louisiana, mig, Ninjaen og fire, mere eller mindre modvillige, piger.
Det var mig der lokkede: jeg har ikke været der i mange år; ville gerne se Olafur Eliasson, og trængte til at komme væk hjemmefra og tænke på noget andet end sygdom og arbejde,
Jeg tænkte at børnene sikkert blev begejstrede når vi først var der – de er alle fire ret pjattede med Nationalmuseet, og to af dem gider godt tage med mig ind og sidde og tegne på kunstmuseerne i København, så jeg overhørte protesterne og lovede, at de måtte bestemme hvad vi skulle en anden søndag, hvis bare de gad dette her.
Det var ikke en rendyrket succes: der var mange, mange, mange mennesker, og der var større mængder brok i de børn end normalt, med klynk over fodsmerter og kagemangel, så turen startede knapt så hyggeligt ud.
Men så var det, at vi allesammen bemærkede mindstebarnet, og lod os gradvist smitte af hendes entusiasme: den fire årige havde klædt sig behørigt på til museumsbesøg, med håndtaske, læbestift, stor diamantring, guldsandaler og overdimensioneret sløjfe, og poserede entusiastisk i alle rum.
Hendes småmugne ældre søstre glemte helt, at de ikke rigtigt gad museum, mens de fnisende fotograferede hende.
Vi fik også trænet hende i, at stille sig alene og se på kunstværker, og med kendermine sige ting som:”avantgarde!” og “det her billede rører ved min sjæl!”, til andre museumsgæsters store forbløffelse.
Vi måtte dog opgive at få hende til at udtale ordet: “ekspressionisme” – der slog den lille tunge for mange knuder.
Umiddelbart vil jeg ikke anbefale andre, at slæbe en flok modvillige børn med på louisiana en travl søndag – men hvis man alligevel kommer til det, kan jeg anbefaler at få besøget til at glide lidt lettere ned, ved hjælp af smart tøj og tillærte kunstnerminer.
Min næstældste – som er den der hader museer allermest – lød næsten helt begejstret, ved tanken om selv at iføre sig monokel og falsk overskæg til næste gang.
