Om ikke at kunne huske navne
Min seks årige mindstepige har altid elsket fester, gæster og gang i den, og bliver ovenud begejstret når man fortæller hende at vi skal være sammen med andre mennesker. De fleste af vores venner har børn på vores mellempigers alder, men det generer hende ikke spor at være den lille, og fedter sig glad ind på de store børns aktiviteter.
Når man er lille og leger med nogle der er større, bliver alt hvad de siger og gør spændende, og hun suger detaljer og oplysninger til sig om alle de store børn. Jeg vil tro hun ved yndlingsfarver, livretter, navne på bedstevenner og alt muligt andet detaljeret om hvert eneste af vores venners børn efterhånden – også selv om de er flere år ældre end hende.
Deres forældre er derimod knapt så spændende for hende, og hun skal ofte lede længe efter noget så lidt kompliceret, som navne på voksne hun har kendt hele sit liv.
Hun er særligt begejstret når vi skal hænge ud med Maren og Allan, der har næsten lige så mange pigebørn som os, og roder mindst lige så meget som vi gør. Børnene hygger sig altid enormt i flok, mens de opsætter det ene fjollede teaterstykke efter det andet, og mindstebarnet er kæmpefan af alle deres børn – mens de voksne er sekundære.
For noget tid siden gav Maren mig en nederdel med hjem til mindstebarnet, som hendes unger var vokset fra. Hun blev rigtigt glad da jeg sagde den var fra Maren og tog den straks på. Mens hun spejlede sig, spurgte hun mig tænksomt:” Maren – hvem er det nu det er? Er det hunden?”
Noget overrasket over at hun troede hunden havde foræret hende tøj, skar jeg ud i pap hvem der er hvem i den familie, og jeg troede det var ved at sidde fast efterhånden.
Det gjorde det så ikke, opdagede jeg forleden, hvor hun begejstret peger på en af Marens tegninger bag i Politiken og siger:” Hey! Det er din ven der har tegnet den der! Hende der… Allan, eller hvad det nu er hun hedder!”
